Raps er stamformen til kålroen (se denne artikel) og er som denne en vigtig plante i landbruget. Planten har en kraftig pælerod og en enkelt, opret, forgrenet stængel. Bladene er glatte og stærkt blåduggede; de øvre er hele, mens de nedre er fjersnitdelte. Blomsterne er citrongule; frugterne er skulper med 15-30 sorte, runde frø. Raps blomstrer i maj og er en værdifuld biplante.
Der dyrkes to typer raps, vårraps, der sås om foråret og høstes samme år, og vinterraps, der sås ca. 1. september og høstes det følgende år. Begge dyrkes p.gr. af de olieholdige frø, der ved presning giver rapsolie, som anvendes i margarine og til iblanding i mineralolier. Presseresten anvendes under betegnelsen raps kager som et proteinrigt kreaturfoder.
De citrongule rapsmarker er et festligt indslag i det danske forårslandskab.
Se også artiklen Olieplanter.