Gedebladfamilien
Giftighed: Moderat.
Forekomst: Stammer fra Nordamerika; optræder hist og her forvildet i Danmark; almindelig havebusk.
Udseende: Op til 2 m høj, tæt forgrenet busk. Bladene er ovale, blomsterne små og lyserøde, og de kugleformede til aflange bær er hvide, hos visse sorter dog lyserøde til purpurrøde. Løvspringet er tidligt; blomstring fra juni og frugtsætning august-september; frugterne bliver siddende til langt hen på vinteren.
Giftige dele: Det ikke nærmere undersøgte harpiksagtige giftstof findes i de to frø. Indtagelse af frugterne fremkalder irritation af mund-, mave- og tarmslimhinde; mavekneb, opkastning og diarré af et par døgns varighed er set ved fortæring af mere end 5-6 bær. Knuses bærrene, kan saften fremkalde rødmen på huden. Rigelig indtagelse af mælk eller vand kan hjælpe ligesom medicinsk kul. Ved udvortes gener afvaskning af de berørte hudpartier.
Andet: Bærrene fortæres regelmæssigt af fasan og silkehale, gennem hvis tarmkanal frøene tilsyneladende passerer uangrebne, idet de ikke knuses ved indtagelsen.