Stokrosens slægtsnavn, der tidligere var Althaea, er nu ændret til fordel for slægtens oprindelige navn, Alcea. Det danske navn stokrose hentyder til de iøjnefaldende, rosenlignende blomster, der sidder i små stande op ad den meterhøje, stive stængel. Planten er vildtvoksende på Balkan og Kreta og blev i middelalderen udbredt i Europa. I Danmark vokser den forvildet flere steder, men altid nær beboede områder, og den dyrkes stadig som prydplante i haver.
Stokrose er en kraftig en-, to- eller flerårig urt med en opret, stiv, kraftig stængel, der ofte bliver 120-200 cm høj. De store blade er hjerteformede, lappede og ru, og blomsterne, der sidder i små, tætte stande i bladhjørnerne, danner en lang, klaselignende top. Kronen kan have næsten alle farver undtagen blå. Blomstrer i juli-oktober.
Stokrose bar tidligere det botaniske navn Althaea, men skal nu hedde Alcea. Velegnet op ad mur eller hegn.
Vækstkrav: Planten kræver en næringsrig, kraftig jord og bør vandes i tørre perioder. Trives bedst i sol.
Pleje: Frøet sås i maj i bænk eller koldhus; småplanterne pottes og udplantes i september eller det følgende forår. Frøet kan også sås på friland i bede, hvorefter småplanterne prikles dybt og udplantes i september med ca. 80 cm's afstand.
Stokrose (Alcea rosea) findes både enkle og fyldte og i en lang række farver.
Anvendelse: Planterne er velegnede bagtil i et staudebed eller foran bygninger. Som afskårne er blomsterne holdbare, dersom de skæres, når de første blomster udvikles.
Sorter: De almindelige fyldte eller skotske typer har længere ydre kronblade end de øvrige og en stærkt forlænget blomsterstand. De tæt fyldte eller Charters typer har en ret kort blomsterstand, de halvfyldte typer har frynsede kronblade.