tuberosa = knoldagtigt fortykket, knoldbærende og er afledt af latin tuber = knold. Tuberose stammer fra Mexico og har været dyrket siden begyndelsen af det 17. årh., da den første gang kom til Europa. Den blev meget populær, også i de højeste kredse; således erklærede både den russiske zar og solkongen Louis 14., at tuberose var deres yndlingsblomst. I Sydamerika har den stadig betydning som symbol; i folkemunde kaldes den »de nygiftes blomst«, og det er skik at lægge den på de nygiftes dørtrin. Parfumeindustrien benytter den til udtrækning af velduftende essenser. Bladene er græslignende og udvikles fra grunden af planten. Blomsterne sidder samlet i en lang klase på en stængel, der bliver 30-100 cm høj; de enkelte blomster er voksagtige og hvide, trompetformede og 4-6 cm lange. Blomsterklaserne, der har lang holdbarhed, bruges bl.a. til brudebuketter, også hos os.
Tuberose (Polianthes tuberosa) har holdbare, duftende blomster, der anvendes til brudebuketter - og i parfumeindustrien!
Pleje: Tuberose tåler ikke frost. Knoldene, der importeres fra Italien, Sydafrika og USA, lægges mellem februar og april i en kraftig, næringsrig jordblanding i en potte, der helst skal være 12 cm eller mere. Når knoldene skyder, skal de have regelmæssig vand- og næringstilførsel. De skal stå luftigt om sommeren og kan i den varmeste tid klare sig udendørs. Knolde, der lægges i februar, blomstrer normalt i juli, mens knolde, der lægges i april, blomstrer i september. Hver knold blomstrer kun en gang; foranstaltninger til overvintring er ikke nødvendige. Blomstringstidspunktet afgøres dog ikke blot af læggetidspunktet, men også af den varmemængde, som planten får tilført i vækstperioden.
Formering: Tuberose formeres ved yngleknolde; men da formeringen sker i varmere lande, benytter vi kun importerede knolde. Italien har specialiseret sig i produktion af yngleknolde.