I tidligere jordperioder udgjorde træagtig ulvefod skovbevoksningen sammen med koglepalmer, bregne træer og padderokker; i vore dage er de fleste ulvefod lave, krybende urter med stedsegrønne, nåleformede eller skælformede blade, der ender i en hårspids. Skudspidserne får derved en vis lighed med en lille bitte, håret dyrepote, heraf både det danske og det botaniske navn (græsk lykos = ulv og podion = lille fod). Sporehusene er samlet i stilkede aks i spidsen af grenene; i sporehusene dannes ved reduktionsdeling myriader af bitte små sporer, som spredes med vinden; hver spore udvikler en forkim, hvis hunlige celler efter befrugtning udvikler den egentlige kimplante. Forkimen er underjordisk og lever i symbiose (samliv) med forskellige svampe i jordbundens mikroflora. De fine sporer danner et gult pulver, som kaldes heksemel, fordi sporerne ved antændelse forbrænder livligt uden røgudvikling og tilsyneladende uden at efterlade aske; det udnyttedes tidligere til fremstilling af lynpulver til teaterbrug samt til fyrværkeri. I lægekunsten har heksemel været benyttet til tør opbevaring af piller, idet sporerne ikke optager væde; i trolddomsmedicinen har hekse mel desuden været anvendt som børnepudder og som middel mod nældefeber.
Ulvefod (Lycopodium clavatum) vokser kun på fugtig hedejord. Den udvikler dels vegetative skud med nåleformede blade, dels fertile skud med et ovalt aksformet sporehus i spidsen.
Vækstkrav: I Danmark vokser ulvefod især på hedebakker med lav lyngvegetation, i lysninger i nåletræsplantager og på fugtige skråninger.
Beslægtede arter: Ulvefod er ret nært beslægtet med dværgulvefod (Selaginella), se denne artikel.