Vibefedt er en insektædende plante, der supplerer sin forsyning af kvælstof ved at opløse bløddelene af insekter, der indfanges på de fedtede, klæbrige blade. Der er mange teorier om plantens navn. Første led kan enten være brugt i nedsættende betydning, eller fordi blomstersporen minder om en vibetop, eller måske fordi planten vokser på de steder, hvor viberne indfinder sig. Sidste led af navnet hentyder naturligvis til bladenes fedtede overflade. På svensk hedder planten tatort, fordi bladene, eventuelt i knust tilstand, får mælk til at løbe sammen og danne tykmælk (tåtmjolk); pinguicula er et formindskelsesord af pinguis = fedt, altså »den lille fedtede«.
Vibefedt (Pinguicula vulgaris) er en spændende insektædende plante, som er vanskelig at dyrke.
Vibefedt (Pinguicula vulgaris) har klæbrige blade, hvis rande ruller sammen om insekter, som er uheldige at krybe ind over bladet.
Bladene er rosetstillede, stilkløse og ægformede med indrullet rand og besat med kirtelhår; de er skinnende lysegrønne. Blomsterne. sidder enkeltvis på 5-15 cm høje stængler og er violette, læbeformede og forsynet med en spore. Insekterne bliver lokket til af bladenes søde slim, hvori de bliver hængende; ved deres kamp for at slippe fri pirre s bladrandene til at rulle sig sammen. Fra bitte små kirtler udskilles et mavesyrelignende enzym, som opløser de æggehvideholdige dele af insektet; derefter åbner bladet sig på ny, og kun de ufordøjelige, tørre dele som vinger o.lign. er tilbage.
Vækstkrav: Vibefedt trives kun på meget fugtig jord, men uden stående vand. Efter afblomstringen udvikles frugter med støvfine frø, som af vinden kan føres langt bort. Om efteråret dør bladene, og planten overvintrer som rodløse knopper, der fortsætter væksten det følgende forår. Hos nogle udenlandske arter dannes der dog yngleknopper på bladene, der som grønne knappenålshoveder driver omkring på vandet for muligvis at lande på en ny vokseplads.
Andre arter:
Pinguicula alpina hører hjemme i Alperne; den ligner til forveksling den almindelige vibefedt; men blomsterne er mere rødlige med hvid midte og en gullig spore.
Pinguicula gypsicola fra Mexico kan dyrkes i koldhus, hvor den skal holdes ret tørt i vintertiden. Det er en ejendommelig plante med små rosetter af talrige, smalle blade med tilbagerullet rand. Blomsten er purpurviolet med en 2,5 cm lang spore. Om efteråret danner planten en fast roset af tætte, korte blade.
Pinguicula moranensis (eller Pinguicula caudata) fra Mexico har meget kødfulde, bredt ægformede blade, der glinser smukt af tætsiddende kirtler. De 5 cm brede, langsporede blomster er rosenrøde med lyst svælg. Den kan dyrkes i koldhus eller varmhus og skulle have mulighed for at klare sig som stueplante, hvis den dyrkes i flade skåle med fugtigt mos, spagnum og sand.