Bøg - Fagus sylvatica

Der når ikke meget lys ned i bunden af en bøgeskov.

Bøgen regnes for Danmarks national­træ og har i de sidste 2000 år været vildtvoksende her i landet. Den er det dominerende løvtræ i vore skove og det løvtræ, som har størst økonomisk betydning. Bøgen vokser godt på gode lermuldede jorder i mildt øklima. Den er almindelig på Øerne og i Østjylland, men findes vest for den jyske højderyg kun enkelte steder med god jord og milde forhold.

I skove danner bøgen høje, slanke træ­er med en gennemgående stamme og en stivgrenet, opretvoksende krone. Barken er jævn og grålig, og korklaget er tyndt. Den fritstående bøg, som får lov til at vokse uden indgreb, bliver stor med en bred, kuplet krone og en lav stamme.

Kun få af vore træer har som ældre en så glat bark som bøgen.

Ældre træer kan være meget monumentale. Bøgens kviste er siksakformede og kendes om vinteren let på de lange, spidse knopper, som stritter ud ved kvistenes bøjninger. Bladene er ægformede til bredt ovale og helrandede. Ved løvspringet først i maj er bladene lysegrønne og dunede, men bliver ret hurtigt mørkegrønne og glatte. Ved løvfald bliver bladene gule eller rødbrune. Hos unge træer og på klippede hække bliver de visne blade siddende til næste års løvspring. Bøgens blomster sidder i rakler, som man ikke lægger meget mærke til. Blomstringen falder lige før eller sam­tidig med løvspringet. Frugten er en skålfrugt med to trekantede nødder i en firdelt, blødpigget skål. Nødderne kaldes bog og er spiselige.

Bøgens bladhang er meget tæt og lader ikke meget lys slippe ned til skovbun­den. Derfor er bøgeskovene næsten helt uden undervegetation af mindre træer og buske. Om sommeren er der ikke meget andet at se end fjorgamle blade og en enkelt græstot hist og her. Om foråret derimod, inden bøgen springer ud, er bøgeskovens bund dæk­ket med tidligtblomstrende planter som fx anemone, kodriver, viol, syre m.fl., planter, som kan klare sig med den korte vækstperiode fra tøbrud til bøgens blade bliver mørkegrønne og lukker af for det meste af lyset. Bøgens rodnet er tæt og ligger meget øverligt. Dette er også en årsag til, at der trives så lidt under bøgene. Det tætte rodnet optager så meget vand, at

der efter løvspring ikke bliver vand nok til andet; bøgen er et grådigt træ. Bøgens rødder er tæt besat med for­skellige svampe. Disse svampe er nød­vendige for bøgenes trivsel, og bøgene er nødvendige for svampene. Dette gensidige afhængighedsforhold kaldes for symbiose, hvilket betyder samliv. De fritstående bøge levner heller ikke meget til planter, som kunne tænkes at gro under dem. Deres krone når ofte ned til jorden, og der er mørkt under træerne.

Bøgens frugter lige før modningen. De ligner små brungrønne kastanjer og kan spises ristede.

Bøg formeres ved frø, som helst skal sås om efteråret. Venter man med såningen til om foråret, kan en stor del af spireevnen være gået tabt, hvis op­bevaringen ikke har været omhyggelig. De unge planter prikles om som en­eller to-årige, og skal de bruges til plantning som ældre, må de plantes om hvert andet år. Ellers vil der være for mange, som ikke vil gro.

Varieteterne kan formeres ved frø, men drejer det sig om virkelig karakte­ristiske typer, bør formeringen ske ved podning. Som grundstamme bruges frøplanter af den almindelige bøg. Bø­gens betydning som skovtræ fremgår af, at bøgeskovene udgør langt den største del af vore løvskove.

Bøgens ved er hårdt og slidstærkt, utilbøjeligt til at splintre og desuden lyst og lugtfrit. Bøgeved kan ikke afgi­ve stoffer, som kan misfarve eller give afsmag. Derfor kan bøgetømmer bru­ges overalt i bygninger og til fremstil­ling af møbler og husgeråd som sleve, skærebrætter m.m. Bøgebrænde er godt til pejsen, hvor det p.gr. af sin hårdhed ikke brænder så hurtigt som fx birkebrænde, men heller ikke med så lystig en lue som dette. Frugten af bøg, bog, kan samles og udnyttes industrielt og blev tidligere benyttet til udvinding af olie og som erstatning for mandler i konfektindu­strien. I middelalderen var bog sam­men med agern vigtig efterårsføde for svin, som blev drevet til skovs for at mæske sig på olden.

I bøgeskoven ved efterårstid er den eneste lyd ofte vindens leg med de visne blade.

Plantet i parker, enkeltvis eller i grup­per, er bøgen et karakteristisk træ, men den egner sig ikke til en alminde­lig villahave. Den bliver alt for stor. Men bøg plantet som hæk danner en god adskillelse mellem nabogrunde el­ler mod veje. En bøgehæk bør plantes tidligt om foråret, og der bør bruges unge planter eller klump kultiverede planter. Jorden i renden, hvor hækken skal stå, bør podes med jord fra en bøgeskov, så de unge planter straks får forbindelse med de svampe, de lever i symbiose med.

Hækken skal passes med klipning i siderne allerede fra starten, mens top­pen ikke må klippes, før den har nået den ønskede højde. Har planterne i en bøgehæk først fået fat, vokser de lige så hurtigt som en ligusterhæk. Når bøgehækken skal klippes i siderne lige fra begyndelsen, skyldes det, ~t bøg i modsætning til de fleste andre træer ikke er meget for at skyde fra gammelt træ. En meget hård tilbageskæring kan derfor let resultere i, at partier af hækken dør.

Bladene på en bøgehæk bliver som regel siddende hele vinteren. Den pyn­ter derfor ikke så lidt og giver et fortrinligt læ.

Bøge, tiltrukket med stamme, bliver smukke alletræer. Bøgen bruges ikke meget her i landet til det formål, men en del bøgealleer ses i Holland og Belgien.

»Vrange bøge« er bøgetræer med for­vredne stammer og grene; de kaldes også for »troldbøge«. De træffes hist og her i skovene, hvor de ikke er velsete, da deres tømmer ikke kan anvendes.

Bøgen har en lang vinterhvile. Derfor er det ikke muligt at drive grene af bøg frem mere end ca. 14 dage før det naturlige løvspring.

Hængebøg med de nedadvoksende og ofte knudrede grene danner i parker og større haver en god kontrast til de andre træers opadstræbende grene.

Sorter og arter: Der findes en del sorter af den almindelige bøg, som har interesse for parker:

Blodbøg, , Atropunicea', bliver et lige så stort træ som den grønne bøg. Ved løvspring kan bladene være helt blod­røde, men senere får de en dybere brunrød farve. Blodbøg kan formeres ved frø, men kun en ringe del af frøplanterne vil få den rigtige kulør; resten vil få mere grønt i farven. Vil man bevare en god farve, må blodbøg formeres ved podning.

Hænge-blodbøgen, 'Purpureo-Pendu­la', har løvfarver som blodbøg, men grenene er hængende. Den er et min­dre træ end den oprette blodbøg. Hæn­gende blodbøg formeres ved podning.

Sorten ' Asplenifolia' danner et mindre træ med smalle, linjedannede blade. Bregnebøg, 'Laciniata', har stærkt fli­gede og spidse blade.

Pyramidebøg, 'Fastigiata', har en tæt, næsten søjle­formet vækst.

Hængebøgen, 'Pendula', er grønbladet med hængende grene. Træet kan somme tider udvikle en noget skæv vækst, som gør det endnu mere dekorativt.

Amerikansk bøg (Fagus grandifolia) har større blade end vor hjemlige bøg. Den trives ikke rigtig her i Europa. Amerikansk bøg har i løvspring rødlige blade og blev før kaldt Fagus ferrugi­nea, hvilket betyder »rustfarvet bøg«.

Orientalsk bøg (Fagus orientalis) stam­mer fra Lilleasien og Kaukasus-egne­ne. Den ligner vor hjemlige bøg, men har større blade. Den er plantet nogle steder i parker og synes at trives godt.