Benved er som regel tvebo. Da det er frugterne, som gør disse planter dekorative, bør man plante flere buske sammen for at sikre tilstedeværelsen af bærbærende hunplanter.
Opretvoksende arter:
Vinget benved (Euonymus alatus) bliver en busk med grønne grene, som får 2-4 veludviklede brunlige korkvinger. Vinget benved har en ualmindelig smuk høstfarve. Om vinteren pynter de grønne grene med de brunlige korkvinger i haven. De er meget dekorative, især om vinteren. Bladene er elliptiske, fint savtakkede og får en smuk rød høstfarve. Blomsterne er gullige og sidder oftest tre og tre sammen. Blomstringen falder i maj-juni.
Frugterne er rødbrune. Når de åbner sig, ses de orangerøde frø, som ikke falder ud lige med det samme. Frugterne er ikke store, men de er talrige. Vinget benved bliver ca. 1,5 m høj. Den kan plantes alene, men gør sig bedst i forgrunden af busketter eller i ret lave blandede plantninger. Vinget benved tåler ikke for megen luftforurening.
Frugter af almindelig benved.
Almindelig benved (Euonymus europaeus) bliver en busk eller et lille træ. Grenene er spinkle, og planten får et riset udseende. Korkvingerne er ikke så tydelige som hos den foregående. Bladene er tilspidset ægformede, savtakkede og grønne. Om efteråret bliver løvet gulrødt. Blomsterne er gulgrønne og sidder i kvaste; de ser ikke ud af meget. Frugterne er lyserøde med 4, sjældent 5 orangefarvede frø. Frugterne kan sidde til langt ind i vinteren og er meget dekorative. De er eftertragtede af fugle.
Almindelig benved kan blive 6-7 m høj. Den er almindelig i skovkanter og levende, naturlige hegn, hvor jorden er god og ret kalkrig. Her i landet findes den ikke vild i Nord- og Vestjylland.
Almindelig benved er meget dekorativ, også om vinteren. Den tåler selv storbyens forurenede luft.
Almindelig benved pynter om vinteren i busketter og hegn, og den synes ret tolerant over for luftforurening. Den angribes ofte af snareorme, som helt kan afløve busken.
Sorten Euonymus europaeus 'Atropurpurea' får skarlagenrøde blade om efteråret. Den formeres ved podning eller okulation på almindelig benved.
Euonymus sachalinensis fra Japan danner en stor busk med grønne grene, som om vinteren er pyntede med modsatte, glinsende purpurrøde knopper. Bladene kan blive indtil 14 cm lange, og løvspringet er tidligt.
De gulgrønne blomster syner tæt på ikke af meget, men ses busken på afstand, får man et indtryk af stor blomsterrigdom. Blomstringen falder i maj. Frugterne modner i september og er mørkerøde med orange frø. Arten formeres ved frø eller aflægning.
Krybende arter:
Krybende benved (Euonymus fortunei) stammer fra Japan. Den har grønne krybende, firkantede grene. Grenene har hæfterødder, så at den kan klatre ligesom vedbend. Bladene er 3-5 cm lange, ægformede og oftest med en glat rand. Blomstringen er minimal, og det er sjældent at se frugter. Krybende benved og dens varieteter er fortrinlige til bunddække, stenhøje og til at dække lavere murværk. Den kan vokse op til ca. 2,5 m ad en mur. Den trives i skygge. Formeringen er let med aflæggere og stiklinger.
Euonymus fortunei 'Gracilis' har hvidbrogede, stedsegrønne blade. Euonymus fortunei var. vegetus har grønne blade. De er 2-4 cm lange, glinsende mørkegrønne, næsten læderagtige. vegetus slår selv rod. Den er meget velegnet som bunddække i busketter.
Dværg-benved (Euonymus nanus var. turcestanicus) vokser vildt fra Kaukasus til Kina. Den er meget lav og krybende med tynde firkantede grene. Enkelte grene vokser lige i vejret og kan blive 50 cm høje, lidt overhængende. Bladene er linjeformede og overvintrende. Om vinteren bliver de brunrøde. Blomsterne er små og purpurbrune. Frugterne er lyserøde med orange frø. Dværg-benved er fortrinlig til høje stenkanter, som den kan hænge nedad, og til stenpartier.
Den formeres ved stiklinger eller udløbere. Den kan podes på almindelig benved og derved danne et lille hængetræ, hvor man rigtig kan se frugterne.
Skadedyr:
Larverne af spindemøllene (Yponomeuta), kendt som snareorme, optræder ofte i massevis og kan spinde store buske ind i et kraftigt spind. Snareorme bekæmpes ved sprøjtning med lindan eller malathion, inden spindet dannes, hvilket kan ske allerede i maj.
I hvert fald den almindelige benved er vintervært for bedelusen (Aphis fabae), som gør stor skade på især frøbeder. Æggene lægges på grene og kviste om efteråret. Om foråret suger lusene på benveds unge blade og forkrøbler dem. Senere flyver lusene over på bederoerne. Opdager man lusene, bør man straks sprøjte eller pudre med et insektmiddel.
Skjoldlus kan misklæde planterne med deres sug og skjolde. Da benved ikke
godt tåler karbolineum, må skjoldlusene bekæmpes med ret hyppige sprøjtninger med malathion. Holder man nøje øje med skjoldene, kan man med lup se, når de unge, noget træge lus forlader modersikkerheden. Så er det tiden til at sprøjte 3-4 gange med ca. en uges mellemrum.
--