Berberis - Berberis

Der findes omkring 200 arter af Berbe­ris samt et ukendt antal krydsninger. Der er en del fællestræk for alle arter­ne. Væksten er tæt, og skuddene bliver noget overhængende. Grenene er tyn­de og ofte kantede. På de unge skud udvikler de unge blade sig til bladtor­ne, som bliver lange og meget spidse. De sidder enkeltvis eller tre og tre. I bladhjørnerne af disse omdannede bla­de kommer der små sideskud, som udvikler et almindeligt blad. Inden efteråret er der dannet blomsteranlæg ved de ældre blade. Blomsterne sidder i klaser eller enkeltvis. Klaserne kom­mer på såvel etårs træ som på ældre dele af buskene. Blomsterne er 6-­tallige med en støvvej. De er gule med en stærk duft, som kan virke ubehage­lig. Frugten er et bær. Hos de løvfæl­dende arter er frugterne rosa, røde el­ler orange, og formen er som en dråbe eller en kugle. Hos de stedsegrønne arter er farven blå eller sort med blå dug. Bærrene er lige så C-vitaminrige som citroner.

Berberisbuske danner hurtigt et tæt og uigennemtrængeligt hegn. Her er anvendt Berberis verruculosa.

Alle Berberis bærer et væld af C-vitaminrige frugter.

Berberis stenophylla er en af de smukkeste arter med et væld af gule blomster.

Berberis aggregata var. prattii med bær.

Alle Berberis kan formeres ved frø, men da arterne let krydses, bør man kun bruge frø, hvor den enkelte art står alene. Stiklingeformering med ur­teagtige eller halvmodne skud er let og bør især bruges til de stedsegrønne arter. Tidligere blev en del stedsegrøn­ne Berberis formeret ved podning. Berberis anvendes som solitærplanter, til grupper og i blandede busketter samt til hække. Berberis kræver ikke beskæring, men kan tåle at blive klip­pet som hæk. Udtynding af ældre bu­ske kan give dem nyt liv, men er på grund af de sammenfiltrede grene og mange torne ikke et tiltrækkende styk­ke arbejde. Nogle løvfældende arter er nødvendige værtsplanter for kornets sortrust, som kan være en meget alvor­lig svøbe. Disse arter må derfor ikke findes her i landet undtagen i en del af Stor-København. De må ikke dyrkes eller importeres. Tidligere blev en del Berberis, som var podede på Berberis vulgaris, importeret. Endnu i dag kan man finde en del af disse planter. I mange tilfælde er grundstammen vok­set frem og frembyder dermed en fare for sortrustens genopblussen. I hen­hold til Landbrugsministeriets be­kendtgørelse af 23. maj 1969 om foran­staltninger til bekæmpelse af sortrust er det derfor forbudt at indføre eller dyrke alle former af Berberis vulgaris og andre arter af Berberis og Mahober­beris, som er modtagelige for sortrust, samt alle podede Berberis og frø af alle Berberis-arter.

Det er tilladt at dyrke eller indføre alle stedsegrønne arter, som er stiklinge­formerede, samt frø af disse. Ønsker man at indføre Berberis, bør man først henvende sig til Plantedirektoratet.

Berberis vulgaris med aflange, røde bær er det forbudt at plante, fordi den er værtsplante for kornets sortrust.

Løvfældende arter:

Berberis aggregata var. prattii fra Vestkina bliver ca. 2 m høj og har kantede og krogede grene. Bladene er omvendt ægformede, sav­takkede og grønne. Den blomstrer i juli-august med bleggule blomster i klaser. Frugterne er gennemskinnelige og matrøde, og der er mange af dem. Den formeres lettest ved frø. Den er god til hække, men tåler ikke ret megen skygge.

Berberis thunbergii fra Japan bliver ind­til 2 m høj med furede, meget tornede og oprette grene. Barken er glinsende rødbrun. Bladene er helrandede, kile­formet aftagende mod stilken og grøn­ne. Om efteråret bliver bladene pragt­fuldt røde eller gyldne. Blomstringen er i maj-juni; blomsterne er lysegule. Bærrene er ved modenhed glinsende lakrøde og bliver hængende det meste af vinteren. Den er en udmærket hæk­plante, som bør stå i fuld sol.

Berberis thunbergii 'Atropurpurea' er en rødbladet form af arten. Den er ikke så følsom over for skygge som selve arten, og den vinder mere frem som hækplante. 'Atropurpurea Nana' bliver ikke mere end ca. 50 cm høj. Berberis thunbergii formeres ved frø, men varieteterne må formeres ved stiklinger. De løvfældende Berberis­arter er ikke særlig kræsne med hensyn til jord, vand og gødning.

De stedsegrønne

Berberis sætter pris på en god, muldet jord med tilstrækkeligt vand.

Berberis buxifolia fra Chile bliver knap 2 m høj med en opret vækst. Bladene har form som buksbomblade, er glatte i randen, små og med et violet skær. Blomsterne er enlige, men talrige. Frugterne er blå og dråbeformede. Berberis buxifolia 'Nana' er ganske lav og egnet til stenpartier og indfatning. Begge er ret hårdføre og tåler skygge. Formeringen sker ved frø eller stik­linger.

Berberis candidula fra Kina bliver ca. 50 cm høj med jævne og glatte grene. Bladene er små og læderagtige. Over­siden er glinsende mørkegrøn, undersi­den er hvidfiltet, og bladranden er rul­let tilbage mellem randtornene. Den er

velegnet til stenpartier og kant og tåler skygge. Den er en af de mest hårdføre af de stedsegrønne. Den formeres ved frø eller stiklinger.

Berberis darwinii fra Chile er en lav, tætgrenet busk med grønne, stikkende

blade. Blomsterne er gule og talrige. Bærrene er ret store, blåsorte med en lysere blå dug. Blomster og frugt kom­mer kun, hvis planten står i god jord og i læ. Den er god til stenpartier og lave hække, men ret sart, og bliver vinteren streng, kan det betale sig at dække den.

Berberis gagnepainii fra Kina bliver 1,5-2 m høj med en tætsluttet vækst med overhængende grenspidser. Bla­dene er smalt lancetformede, ca. lange. De er læderagtige, matgrønne og har mange randtorne. Den er hur­tigvoksende og velegnet både som soli­tærplante og i busket. Den tåler en del skygge. Den kan fryse tilbage i kolde vintre, men står den i god jord og nogen skygge, plejer den ikke at tage nævneværdig skade. Ødelagte dele må skæres bort. Den formeres ved stik­linger.

Berberis julianae er let at kende på de aflange, blå bær.

Berberis julianae fra Kina bliver ca. 1,5 m høj og lige så bred. Skuddene er stive og kantede med mange torne, som kan blive indtil 4 cm lange. Blade­ne er 3-8 cm lange, lancetformede, læderagtige og mørkegrønne med en tæt tornet rand. Den er den tidligst blomstrende af de stedsegrønne Berbe­ris. Blomsterne er stærkt gule; frugter­ne er blå. Den er god til busketter og hegn, og den er hårdfør.

Berberis stenophylla er en krydsning mellem Berberis darwinii og Berberis empetrifolia. Den kan blive indtil 2 m høj og lige så bred. Den får en masse skud, hvoraf de midterste kan vokse op til en meter på en sommer. Skudde­ne er graciøst overhængende. Bladene er små, 1-2 cm lange, linje-lancetfor­mede uden torne i randen. På oversi­den er bladene mørkegrønne, og på undersiden er de metalgrå. Blomster­standene har 3-5 krokusgule, stærkt duftende blomster. Den meget rige blomstring falder i maj-juni. Frugter­ne er sorte med en blå dug.

Berberis stenophylla er nok den mest graciøse af de stedsegrønne Berberis. Den er god til busketter, men bør have nogen skygge og læ, som kan beskytte den mod stærk frost. Er frosten streng med megen sol, bør planten dækkes, fx med sækkelærred. Er man indstillet på at dække den, er den en fortrinlig solitærplante. Berberis stenophylla for­meres ved urteagtige eller halvmodne stiklinger. Da den er en hybrid, egner frøformering sig ikke.

Berberis verruculosa kommer fra Kina. Buskene bliver ca. 1,5 m høje og meget brede. De gulbrune skud har mange vorter og virker ru. Tornene sidder tre og tre. Bladene er meget talrige og minder om kristtorn-blade, men de er ikke mere end 1-2,5 cm lange. De er på oversiden mørkegrøn­ne og blanke; på undersiden er de lysegrå. Mellem randtornene kan bladranden være noget opadbøjet. Står busken på mager jord, bliver en del af bladene smukt ildrøde om vinteren. Blomsterne er ofte enlige og gule. Bærrene er blå og ægformede. Berberis verruculosa er en meget smuk busk, som altid vil klæde sine naboer. Den er velegnet til fritstående, lave hække.

Alm. berberis (Berberis vulgaris) er det forbudt at indføre eller dyrke i Danmark, fordi den overfører smitte af sortrust-svampen til korn. Af de løvfældende berberis må kun følgende dyrkes: Berberis aggregata, Berberis dictyophylla. Berberis polyantha og Berberis thunbergii. Alle stedsegrønne arter er tilladt på nær Mahoberberls neubertii.