Pseudolarix betyder uægte lærk og hentyder til nålene, der ligesom hos lærk er flade og udvikles både på lang- og dværgskud. Slægten omfatter kun en art, amabilis, der betyder yndig. Guldlærk er vildtvoksende i Kina og bliver der indtil 40 m høj. Træet er hårdført i Danmark, men plantes alt for sjældent. Kronen er bredt pyramideformet eller bred og uregelmæssig. Nålene er 3-7 cm lange; de sidder samlet i store skærm lignende bundter på kortskuddene og er lyst grønne om sommeren og varmt gule til orangegule om efteråret inden løvfald. Hunblomsterstanden udvikles til en ægformet kogle, der er kortstilket og sammensat af trekantede kogleskæl og meget små dækskæl. I modsætning til lærkens skæl er de affaldende.
Guldlærken (Pseudolarix amabilis) i efterårsfarver.
Vækstkrav: For at udvikles godt kræver træet en dybmuldet, kalkfri jord på et vindbeskyttet sted.
Formering: De frøformerede planter bliver de mest regelmæssige, mens de
planter, der formeres ved podning, er tilbøjelige til at få en uregelmæssig, bred krone. Frøet sås i potter eller kasser i hus. De en- eller toårige planter prikles i potter og overvintres frostfrit de første 3-4 år. Efter udplantning på et frost- og vind beskyttet sted dækkes de unge planter med granris om vinteren. Topskuddene er dog alligevel tilbøjelige til at blive frostskadede; men denne skavank aftager, efterhånden som træet vokser til.
Guldlærk kan også formeres ved podning på japansk lærk (Larix leptolepis). Sådanne træer får dog ofte en mere uregelmæssig krone.
Guldlærk (Pseudolarix amabilis) Frøformede planter har en regelmæssig, bred vækst.
Guldlærk (Pseudolarix amabilis) skal helst stå frit på en stor plæne.
Anvendelse: Guldlærk er især anvendelig i større haver og parker mellem andre stedsegrønne, mørkere farvede træer. Her vil de smukke sommer- og efterårsfarver danne en fin kontrast til det mørkegrønne.