Rosa foetida bicolor, 'Kapucinerrose'.
NØGLEN TIL DE GULE ROSER
En gul rose var længe alle europæiske gartneres og forædleres største drøm, så man forstår den opstandelse, det vakte, da en sådan blev vist på en udstilling i Wien omkring år 1600. Det var imidlertid kun afbildninger, men det varede ikke længe, før den franske botaniker Clusius, Charles de Lecluse, havde fundet en tilsvarende rose i en have i Tyrkiet og taget planter med hjem. Formodentlig var det Rosa x hemisphaerica (sulphurea), svovlrose, som stadig findes, men ikke er så almindelig på vore breddegrader, da den ikke blot er frostfølsom, men heller ikke så godt tåler regn.
En anden gul rose, som kom østfra omtrent på samme tid, måske også ved Clusius' foranstaltning, var Rosa foetida, som kaldes 'Austrian Yellow', fordi den kom ind via Østrig (eng. Austria). Egentlig var det anden gang, den kom til Europa, for da maurerne herskede i Spanien, havde de rosen, som havde været dyrket i Persien i umindelige tider, med sig. Da maurerne blev trængt tilbage, forsvandt rosen imidlertid også.
Interessen for Rosa foetida var stor, men egentlig kun blandt de professionelle dyrkere. Havedyrkerne i almindelighed brød sig ikke om den, og sandt at sige dæmpe de s også forædlernes interesse, da det viste sig, at den på det nærmeste var steril. Vrangvilligheden fra offentlighedens side kan have haft sammenhæng med rosens enkle vildrosefremtoning, men muligvis spillede duften også en vis rolle. Den er faktisk ikke noget særligt, om ikke ligefrem stinkende (foetida). Den amerikanske duftforsker N.F. Miller mener, at den kan minde om linolie. Egentlig er Rosa lutea = gul, som botanikeren Miller ville kalde rosen, et meget bedre navn, men kollegaen Herrmann kom først med betegnelsen foetida, og inden for botanikken er det altid det først indberettede navn, som skal benyttes. Lutea hænger dog ved, om ikke andet så i parentes.
1837 er et vigtigt årstal i de gule rosers historie. Det var det år, da den engelske diplomat Sir Henry Willock havde en Rosa foetida persiana med sig hjem fra Iran. Den blev plantet hos Royal Horticultural Society i London, og denne gang vakte det mere genklang. Den nye rose mindede om Rosa foetida, både i vækst og duft, men den var fyldt. Sammenlignet med Rosa x hemisphaerica var den kraftigere gul og desuden betydeligt mere blomstringsvillig. 'Persian Yellow' blev det gængse navn, og det er nok ingen overdrivelse at sige, at den blev nøglen til vore moderne gule roser. Forædlingsarbejdet gik dog ikke så godt i begyndelsen, for 'Persian Yellow' var heller ikke specielt fertil. Først i år 1900 kunne Pernet-Ducher introducere 'Soleil d'Or', den første, moderne gule, egentlig gul-røde, rose og stammoren til praktisk taget alle bedroser i gule og orangerøde nuancer. Det var også ved den tid, okuleringen fik sit gennembrud, og på den måde kunne kulturerne drives betydeligt mere rationelt end tidligere. Efter 'Solei d'Or' kom den rigtigt gule 'Rayon d'Or' (1910) og siden hen en lang række gul-orange sorter, der blev kendt som Pernetianaroser eller Luteahybrider, nu helt indlemmede blandt tehybriderne.
Uden generne fra Rosa foetida persiana og i yderste led Rosa foetida havde rosen sortimentet været betydeligt mere farvefattigt, men med de gule roser fulgte også en negativ faktor, nemlig modtageligheden for rosenstråleplet. Her handler det mere end andet om at forebygge.
Mange har de gule roser som deres absolutte favoritter. Andre tager afstand fra dem, hvilket muligvis kan hænge sammen med, at gule roser ses som symbol for falskhed og svig. En gammel tradition, som delvis har sine rødder i sagnet om, hvordan de gule roser blev til. Ifølge dette havde profeten Muhammed mistanke om, at yndlingshustruen Aïcha var ham utro, og i en drøm fik han det råd at bede Aïcha kaste noget i brønden i deres have. Hvis hun var uskyldig, ville der ikke ske noget med det, hun kastede ned, i modsat fald ville det skifte farve. Da Muhammed så Aïcha med en buket rosa roser, tænkte han, at det måtte være en passende lejlighed at prøve hende, så han bad hende kaste roserne i brønden, og til hans store sorg - og sikkert til Aïchas undren - skiftede de farve. Til gult! Men lad ikke dette dæmpe begejstringen for gule roser, og sagnet må frem for alt ikke kaste sin skygge over den vidunderligt smukke, gule pimpinellerose, som har fået navn efter profetens svigefulde hustru.
Andre foetida-hybrider: 'Lawrence Johnston', gul, halvfyldt (Pernet-Ducher 1923); 'Le Rêve', bleggul, halvfyldt (Pernet-Ducher 1923); 'Star of Persia', gul, halvfyldt (Pemberton 1919).
--