Den almindelige gyvel (Cytisus scoparius) er vildtvoksende i Danmark, især på heder og tørre sandjorder. Her breder den sig ved selvsåning, men er en ret ustabil plante, der især efter hårde vintre næsten kan forsvinde på en lokalitet for senere på ny at brede sig kraftigt. Gyvel er en fortrinlig plante i fritidshaver og naturhaver, mens de dyrkede arter og sorter især hører hjemme i byhaven. Hos visse arter forbliver grenene grønne i mange år og deltager i fotosyntesen. Det har planterne særlig nytte af, hvor de vokser i et udpræget tørt klima og på tør sandet eller stenet jord. Bladene er i reglen trekoblede, men hos almindelig gyvel og visse andre arter er småbladenes antal reduceret til et enkelt blad. Blomsterne er uregelmæssige med et femtandet bæger og fem kronblade. Det øverste, store kronblad kaldes fanen; de to nederste er sammenvokset omkring støvdragerne og kaldes kølen, og de to sidste benævnes vingerne. Støvvejen sidder i et rør, dannet af de ti sammenvoksede støvdragere. Frugten er en tør bælg.
Vækstkrav: De fleste gyvel er hårdføre planter, som bedst trives på tørre og sandede jorder. Vor almindelige gyvel fryser ofte ned om vinteren, især hvor den vokser på en for leret og fugtig jord. Den blomstrer rigest i fuld sol. I skygge bliver den ranglet og uskøn i væksten.
Pleje: Almindelig gyvel formeres ved frø, der sås straks efter modningen. Sorterne og de øvrige arter formeres ved urteagtige stiklinger, som tages af planterne i september. De stikkes i sand i drivbænk og udplantes om foråret med så stor rod klump som muligt. Større planter er vanskelige at flytte, da rodnettet ikke er særlig forgrenet. Planterne bør altid indkøbes som potteplanter fra planteskolen. Ældre planter har tendens til at blive lange og ranglede og nøgne forneden. De kan forynges ved tilbageskæring straks efter afblomstringen.
Anvendelse: Almindelig gyvel er en ofte anvendt plante i det åbne landskab. Her benyttes den i vildtplantninger, på jorddiger og langs motorveje. Arten og dens varieteter er desuden velegnede i naturhaver og fritidshaver. Her er de ofte udsat for at blive gnavet af harer, som især sætter pris på de unge planter. Det siges, at man kan undgå skader ved haregnav på frugttræerne, hvis man planter tilstrækkelig mange gyvel, som da i stedet hjemsøges af harerne om vinteren. De øvrige gyvel anvendes i småhaver, dels i forgrunden af buskettet, dels på tørmure, i atriumhaven og på terrasserne. Også i åbne forhaver er de mindre arter velegnede. De passer særlig godt sammen med birk, lærk og stedsegrønne træer og buske.
Arter:
Almindelig gyvel (Cytisus scoparius) med modne bælge. Almindelig gyvel er den vilde danske gyvel. Den bliver 1-3 m høj med oprette hovedgrene og udbredte sidegrene, som er risede, mørkegrønne og kantede. Den bærer både trekoblede og enkle blade. Blomsterne er store, klart mørkegule; blomstringen falder fra midt i maj til midt i juni. Busken anvendes meget på jernbane- og vejskråninger, især på tørre, magre og sandede jorder, hvor bakterieknoldene på dens rødder medvirker til at binde luftens kvælstof og stille nitraterne til rådighed for andre
planter.
Almindelig gyvel hører hjemme på tørre skrænter og på sandjord.
En form af almindelig gyvel er den såkaldte krybende gyvel (Cytisus scoparius ssp. maritimus). Den vokser på klipper langs Nordvesteuropas kyster, hvor den trives trods oversprøjtning med saltvand fra brændingen. Dens grene ligger hen ad jorden og sender kun fra midten af planten 40 cm høje skud til vejrs. Bladene og de unge skud er tæt besat med silkehår. Denne type er velegnet til strandgrunde. I øvrigt dyrkes en række sorter af almindelig gyvel: 'Andreanus' med slank vækst og tofarvede blomster (gul fane og rødbrune vinger); 'Daisy Hill' med bred vækst og tofarvede blomster (rent gul fane og rødlige vinger); 'Golden Sunlight' med rent mørkegule blomster ligesom arten. Meget rigtblomstrende er 'Red Favourite' med røde blomster.
Dværggyvel er et fællesnavn for flere af de mest anvendte arter, der dyrkes i småhaver:
Cytisus ardoinii er en lav, krybende busk, 20 cm høj, med grønne kviste, trekoblede blade og guldgule blomster i april-maj. Bedst til stenbed, men ikke meget kendt i Danmark.
Cytisus beanii er en 40 cm høj busk, der er opstået i Kew Gardens i London ved krydsning mellem Cytisus ardoinii og Cytisus purgans. Den har enkle, hårede, 12 mm lange blade. Blomsterne sidder enkeltvis eller 2-3 sammen. Bægeret er klokkeformet, farven gul. Blomstring i maj.
Cytisus decumbens er en anden dværgform, som næppe bliver over 20 cm høj. Dens grønne grene er fladt udbredt og slår ofte rod. En enkelt plante kan i løbet af få år dække 1 m². Den har enkle, ægformede blade, som ofte bliver siddende vinteren over. De mørkegule blomster sidder enkeltvis eller 2-3 sammen; blomstringen falder fra sidst i maj til først i juni. Den kan plantes som bunddække i et solåbent bed, stenbed, på en tørmur eller som blomstertæppe i atriumhaven.
Cytisus purgans er den kraftigste af vore dværggyvel; planterne kan ofte blive indtil l m høje. Den er kraftigt forgrenet helt nede fra jorden, og grenene er tynde, oprette og mat grågrønne. Den har en kraftig blomstring i maj, omkring to uger før vårgyvel (Cytisus praecox). I planteskolerne hersker der tit forvirring med hensyn til navngivningen, og mange af de planter, der bliver solgt som Cytisus beanii, Cytisus ardoinii og »dværggyvel«, er i virkeligheden Cytisus purgans.
Elfenbensgyvel (Cytisus kewensis) er tiltrukket i Kew Gardens i England 1891; den er en krydsning mellem Cytisus ardoinii og Cytisus multiflorus. Den er en lav, nedliggende busk, der næppe bliver over 30 cm høj, med hårede, trekoblede blade og i maj et væld af cremefarvede til svovlgule blomster. Den er hårdfør og værd at dyrke på havens stengærde, mellem lave stedsegrønne og i atriumhaven. Den breder sig ret hurtigt og kan i løbet af nogle år dække flere m².
Hvid gyvel (Cytisus albus) stammer fra Ungarn, Siebenbiirgen og Bulgarien. Den bliver 30 crp høj og bærer gullighvide blomster i juni-juli. Velegnet til stenbede.
Langgrenet gyvel (Cytisus glaber) stammer fra Sydøsteuropa. Den er en indtil 150 cm høj busk med oprette, trinde, noget overhængende brune grene. Bladene er store og trekoblede. Blomsterne er ret urene i farven, gule med rødlige tegninger på vingerne. De springer ud i juni og er delvis dækket af løvet. Egnet til plantning i fritidshaver.
Purpurgyvel (Cytisus purpureus) hører hjemme i Mellem- og Sydøsteuropa. Den bliver 60 cm høj med oprette grene, der i spidsen er udbredte eller overhængende. De er i begyndelsen grønne, men bliver i løbet af et par år brune og træagtige. Bladene er store og trekoblede. Blomsterne er store og afviger fra de fleste øvrige gyvel ved at være purpurfarvede. Den er ikke helt hårdfør, og især i strenge vintre kan skudspidserne ødelægges af frosten. Den bør derfor dyrkes på lune steder, bedst i landets mildeste egne. Man dyrker et par smukke sorter, 'Erectus' med opret vækst og 'Incarnatus' med mørkere purpurfarvede blomster.
Sort gyvel (Cytisus nigricans) fra Mellemeuropa og Norditalien har en åben vækst med mange lange, oprette grene helt fra basis. Grenene er først grønne, men bliver i løbet af nogle år brunlige eller næsten sorte. Bladene er store, dekorative og trekoblede. De bliver siddende på busken langt hen på vinteren. Blomsterne er samlet i en smal, endestillet blomsterstand; de er guldgule og springer først ud i begyndelsen af juli.
Stilkløs gyvel (Cytisus sessilifolius) fra Sydeuropa og Nordafrika bliver godt meterhøj og lige så bred. Grenene er udspærrede med store trekoblede blade. Blomsterne er samlet i endestillede klaser. Den ligner sort gyvel en del, men blomstrer tidligere; ofte fremkommer en ny blomstring i juli-august. Planten er ikke helt hårdfør, og dens skudspidser kan svides af frost om vinteren.
Stor gyvel (Cytisus hirsutus) er vildtvoksende i det sydlige Europa og Kaukasus og har et meget varieret udseende. Den bliver 30-100 cm høj med ned liggende eller oprette grene. Bladene er trekoblede, og blomsterne sidder enkeltvis eller 2-3 sammen; de er guldgule med rødbrune tegninger midt på fanen. Denne art er meget hårdfør og egner sig til naturhaver.
Topgyvel (Cytisus supinus) i blomst. Topgyvel hører hjemme i Mellem- og Sydeuropa. Den blomstrer hele sommeren fra juni til august med masser af bleggule, store blomster, som ved bortvisnen farves brune. Planten bliver knap meterhøj og har oprette grene og trekoblede blade. Dyrkes på en lun plads.
Vårgyvel (Cyrisus praecox) er en krydsning mellem Cytisus multiflorus og Cytisus purgans; den er den mest plantede havegyvel, nem at dyrke, fuldstændig hårdfør og har en overvældende blomsterrigdom. Busken bliver 1,5-2 m høj og næsten lige så bred. Den har en tæt vækst med kraftige grene og elegante, overhængende, rigt blomsterbærende skud. Bladene er i reglen helt enkle. Blomsterne er gullighvide eller svovlgule og har en efter nogles mening meget ubehagelig, ram lugt; andre opfatter duften som intens sød. Blomstringen begynder sidst i maj samtidig med syrenerne.
Blandt de mange sorter er følgende særlig velegnede: 'Albus' , som i blomstringstiden er dækket helt af næsten rent hvide blomster, og 'Allgold', som har guldgule blomster og er meget dyrkningsværdig. Man bør foretrække denne sort fremfor arten. 'Hollandia' har purpurrøde blomster med gul køl. 'Zeelandia' har gule blomster, hvis vinger og fane har lilla bagside. De to sidstnævnte sorter er ikke i handelen i Danmark.
I vore haver dyrkes nogle arter og sorter af en nær slægtning til gyvel. Deres botaniske slægtsnavn er Genista, det danske navn visse. De kan rent botanisk være vanskelige at skelne fra de »rigtige« gyvel, og selv botanikerne har af og til været uenige om den rette navngivning. Se artiklen Visse.