Tidligere henregnedes disse planter til slægten Veronica, der nu overvejende
omfatter de urteagtige planter, mens arterne i Hebe-slægten er træagtige; den afgørende botaniske forskel ligger dog i frøkapslerne. De dyrkede arter af Hebe-slægten stammer alle fra New Zealand. De fleste er lave småbuske med små skællignende blade. De er stedsegrønne, og enkelte arter er rimeligt hårdføre herhjemme; men i reglen er det sikrest at vinterdække med grangrene eller lignende, især når det drejer sig om unge planter. Blomsterne er ofte ret uanselige, men hos nogle arter - især dem, der anvendes som stueplanter - er blomsterstandene store og har stærke farver.
Vækstkrav: På friland kræver Hebe først og fremmest sol og veldrænet jord, men stiller i øvrigt ikke særlige krav til voksestedet. De trives således udmærket på sandbund.
Formering: Hebe formeres ved stiklinger, som afskæres om efteråret og stikkes indendørs i potter eller kasser med let, næringsrig jord. De passes med vand, men de må ikke overvandes. Om foråret, når stiklingerne har dannet rødder, kan de udplantes på friland og udvikler sig allerede samme år til pæne planter.
Hebe salicfolia 'Eclatante'.
Hebe salicifolia 'Midsummer Beauty' kan ikke overvintre på friland, men er anvendelig i vinterhaven.
Arter:
Hebe armstrongii er en af de mest dyrkede arter, en smuk og sirlig lille plante, som tillige er ret hårdfør. Væksten er flad og ofte noget vifteformet. Bladene er små, skælagtige og brunlige; men om foråret sætter planten olivengule, thujalignende skud og om sommeren kan den blive helt dækket af de små hvide blomster. Den er meget anvendelig til et stenbed, hvor ældre eksemplarer kan blive op til 50 cm høje.
Hebe buxifolia har små mørkegrønne og meget tætsiddende blade. Planten minder om buksbom, men bliver sjældent mere end 30-40 cm høj. Den overvintrer ikke alt for sikkert på friland og må i hvert fald dækkes godt med grangrene eller lignende; den er velegnet til koldhus.
Hebe cupressoides har skællignende, friskgrønne blade og bred, tæt, rund vækst; den kan blive omkring 60 cm høj. Blomsterne, der fremkommer tidligt på sommeren, er hvide eller lyseblå, men ret uanselige. Bedst i koldhus.
Hebe glauco-caerulea har små tykke, runde, blågrønne taglagte blade og stærkt forgrenet vækst. Blomsterne, der fremkommer i august, er mørkeblå, men blomstringen er som regel sparsom. Koldhus.
Hebe hectoris har små skælagtige blade, som sidder tæt ind til de grønne grene. Blomsterne, der fremkommer i august, er hvide eller rødlige, men blomstringen er ofte sparsom. Koldhus.
Hebe pinguifolia er en af slægten s smukkeste arter og tillige ret hårdfør. Den har ovale, læderagtige, mat blågrønne blade, der ofte har et rødligt skær i randen. Blomsterne, der fremkommer tidligt på sommeren, er hvide med lange støvdragere. Velegnet til stenbed.
Hebe traversii er kraftigt voksende og bliver noget højere end de andre arter, men særlig hårdfør er den ikke. De grønne blade er små og aflange. Blomsterne, der fremkommer midt på sommeren, er hvide. Koldhus.
Andre arter af Hebe er af danske plantesamlere bragt til Danmark og Færøerne, hvor deres evne til at trives undersøges i forsøgshaver og arboreter.
Stueplanter:
Nogle arter af Hebe egner sig især som stueplanter. De blomstrer om efteråret og kræver en lys vokseplads, men ikke alt for megen varme. Efter afblomstringen skæres de noget tilbage. De overvintres køligt og kan om foråret udplantes på en varm og solrig plads i haven.
Hebe andersonii findes i flere sorter, der er fremkommet ved krydsning mellem Hebe speciosa, Hebe elliptica og Hebe salicifolia. De kan ikke overvintre på friland, men anvendes en del som udplantningsplanter, stueplanter og i vinterhaver. De har store blanke, lancetformede blade og som regel blåviolette blomster i en akslignende stand.
'Variegata' har hvidbrogede blade. Den anvendtes især i såkaldte tæppebede i klunketidens haver.
Hebe salicifolia har lange, smalle, blanke blade, og blomsterne sidder i tætte klaser. Der findes flere sorter; 'Eclatante' har røde blomster, 'Midsummer Beauty' violette.
Hebe speciosa findes ligeledes i flere sorter, der har røde, blå eller violette blomster i tætte, akslignende stande. De har store, ovale, blanke, læderagtige blade.
'Rubra' har mørkt lillarøde blomster.