Logo

Hundredbladsroser - Provenceroser - rosa x centifolia

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Man troede længe, at centifolieroserne hørte til de ældste gammeldags ro­ser med aner fra antikken, og at det var dem, som Plinius beskrev i sin Naturalis Historia som ...

MALERNES ROSE

Billedet øverst: 'Tour de Malakoff'. Man troede længe, at centifolieroserne hørte til de ældste gammeldags ro­ser med aner fra antikken, og at det var dem, som Plinius beskrev i sin Naturalis Historia som hundred bladede roser. Der er for så vidt ikke no­get galt med karakteristikken. Carl von Linné fulgte også den linje, da han gav gruppen det latinske navn Centifolia, som betyder hundrede blade. Senere tiders forskning tyder imidlertid på, at centifolieroserne er betyde­ligt yngre. Det er en hollandsk frembringelse fra 1400-tallet, og kromo­somanalyser viser, at det drejer sig om en hybridisering med gener fra Ro­sa gallica, Rosa phoenicia, Rosa moschata og Rosa canina. Sandsynligvis var det en alliance mellem en albarose og en damascenerrose, som førte til den første centifolierose. At gruppen også kaldes Provenceroser, kommer af, at der tidligt voksede særligt mange centifolieroser i denne franske landsdel, men benævnelsen er lidt uheldigt valgt, da der er risiko for sam­menblanding med Provinsroser, som er et andet navn for gallicaroser.

Dyrkningen af centifolieroserne begyndte altså allerede i 1400-tallet, men de lanceredes først for alvor i 1600-tallet og da gennem et formodent­lig ubevidst, men ikke desto mindre vellykket, samarbejde mellem dyrkere og kunstnere. De nye roser blev meget yndede, ikke kun i bedene, men og­så i ateliererne. Det er ikke uden grund, at centifolieroserne har fået beteg­nelsen malernes rose, Rose des Peintres. Den, der interesserer sig for både roser og kunst, har meget at hente i hollandsk og flamsk stilleben fra 1600- og 1700-tallet. Ja, endnu ind i 1800-tallet var det meget almindeligt med rosenmotiver, ikke kun blandt billedkunstnere, men også på håndarbejder, på porcelæn og ikke mindst på bogmærker og lykønskningskort.

Arven fra damascenerne viser sig i den åbne vækst, undertiden på grænsen til bar, og de hængende blade, som, hvad strukturen angår, dog har præg af gallica, ikke tykke, men lidt stive og markeret tandede. Slægt­skabet med albaroserne kan spores gennem de krumme torne. Blomster­nes farve ligger frem for alt i de rosa toner og i visse tilfælde mere i ret­ning af karmin med spændende schatteringer i purpur og violet, men der findes også et par hvide sorter og endda en stribet. De ydre kronblade sidder som en skål omkring de indre, der som oftest er tæt, tæt pakkede. At tælle kronbladene er på det nærmeste ugørligt, men man behøver ikke tvivle på, at der er omkring 100. Det giver blomsterne et tiltalende, bolle­agtigt udseende, som har fået englænderne til at kalde centifolieroserne for kålroser, cabbageroses. Egentlig er den overdrevne tætfyldthed naturstridig. Mængden af kronblade har trængt støvbærerne tilbage, så at pollen befrugtning er nærmest utænkelig. Nye sorter er i stedet blevet skabt ved videre arbejde med mutationer, og den slags er almindelige i denne gruppe. - 'Cristata' ('Chapeau de Napoleon') med de dekorative knopper er et eksempel på, hvad der kan frembringes ad den vej, 'Bulla­ta' med de salatlignende blade er et andet. De søde pomponroser, der ser ud som centifolieroser i miniformat, tages undertiden op som en selv­stændig gruppe, men her er de indordnet blandt deres mere velvoksne slægtninge. Mosroserne, mutationer med forstørrede kirtelhår, er der derimod så mange af, at de har fået deres eget kapitel.

Fælles for alle centifolieroser er den fine duft og den hængende vækst.

Når de blomstrer, bøjer grenene sig mod jorden. Lad dem bare være. Det er netop det, der giver dem ynde. I regnfulde somre kan det blive nød­vendigt med en eller anden form for stillads, men støt med måde, så ro­senbuskene ikke mister deres naturlige vækstform.

Artikel billede

Andre centifolieroser: 'Blanchefleur', hvid med rosa anstrøg, tætfyldt (Vi­bert 1835); 'Bullata', rosa, tætfyldt (Dupont 1801); 'Gros Choux d'Hol­lande', mørkrosa, tætfyldt (Holland); 'Juno', lysrosa, tætfyldt (Laffay 1847); 'La Noblesse', lysrosa, tætfyldt (Soupert et Notting 1857); 'Paul Ricault', karminrød, tætfyldt (Porte­mer 1845); 'Petite de Hollande', rosa, fyldt (Holland ca. 1800); 'Robert le Diable', mørkt purpurrosa med stri­ber, fyldt (før 1850).

--

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Havebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5.0 (6 stemmer)
Siden er blevet set 3.861 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Når du skal lave mad, hvad bruger du så?
Effektiv reklame - klik her