MÆRKELIGT MOSSEDE
Billede: Salet. Mosroserne, som er opstået gennem forandringer i arveanlæggene, mutation, er mildt sagt opsigtsvækkende med deres mos belagte stilke og bægerblade. Rigtigt mos er det naturligvis ikke, men kirtelhår, glandler, som afgiver en aromatisk fyrrenåleduft ved berøring. De er ikke alene om at have kirtelhår på bægerbladene, men på andre roser er de ikke lige så store og forekommer slet ikke i samme udstrækning. Bortset fra denne egenart minder mosroserne om centifolieroserne, som de oprindeligt er muteret fra. Blomsterne er lige så tætfyldte og lige så velduftende. Væksten varierer. En del buske er meget kompakte, mens andre er mere oprette og har let hængende grene. I gruppen indgår også mosroser, som er opstået blandt damascenerne. Blandt dem findes remonterende sorter.
I en ældre, fransk rosenbog omtales en adelsmand, som introducerede mosroserne i Normandiet i 1746. På det tidspunkt fandtes de allerede på mindst en planteskole i England (omtalt i katalog fra 1724). Faktum er, at englænderne - alle de franske navne til trods - var betydeligt mere interesserede i mosroser end franskmændene. I 1800-tallet kom der en rigtig mosrose bølge i England. De mærkelige roser passede tydeligvis det victorianske temperament. En englænder har forklaret populariteten med, at man nok syntes, at mosroserne var hyggelige, og tænker man på tidens forkærlighed for allehånde frynser og kvaster, så lyder det ikke utænkeligt. Efterhånden fik også franskmændene øjnene op for mosrosens særegne skønhed. Da Jules Gravereaux slog dørene op til sit fantastiske »Roserai de l'Hay« i 1894, kunne man der tælle ikke mindre end 135 forskellige sorter. Alle var formodentlig ikke lige tiltalende. Forædlerne gik mere efter moseffekten end rosen som helhed.
Med årene er det bedste og smukkeste materiale blevet valgt ud. Mange mener, at den mest oprindelige mosrose også er den fineste, men Rosa x centifolia muscosa, også kaldet 'Common Moss', må nok finde sig i at dele førstepladsen med 'Gloire de Mousseux'. Blandt de øvrige charmerende mossede skønheder findes både lyst, lyst rosa og mørke, mørkt røde og alle nuancer derimellem, også en enkelt hvid. Allermest fascinerende er de i knop, hvilket man plejer at tage højde for i blomsterarrangementer.
Pasningen er den samme som for centifolieroser. De remonterende sorter kræver mere næring, og på dem bør man naturligvis også klippe det afblomstrede af efterhånden.
Andre mosroser: 'Blanche Moreau', hvid, fyldt (Moreau-Robert 1880); 'Comtesse de Murinais', rosa-hvid, tætfyldt (Vibert 1843); 'Crimson Moss', mørkt karminrød, fyldt (Lee 1800-tallet); 'Deuil de Paul Fontaine', purpurrød, halvfyldt (Fontaine 1873); 'Eugénie Guinoisseau', ceriserød, fyldt (Guinoisseau 1864); 'Goethe', rosaviolet, enkel (Lambert 1911); 'James Veitch', purpurrød, fyldt (Verdier 1864); 'Little Gem', lyst karminrød, tætfyldt (Paul 1880); 'Mme Louis Lévèque', lakserosa, tætfyldt (Lévèque 1871); 'Mousseux du Japon', rosa violet, fyldt (Robert 1851); 'Parkzauber', mørkt karminrød, tætfyldt (Kordes 1956); 'Pélisson', mørk rosa, tætfyldt (Vibert 1848); 'Zoë', rosa, tætfyldt (Forests 1829).
Rosa x bourboniana 'Souvenir de la Malmaison'
Rosa x bourboniana 'Souvenir de la Malmaison'
--