Nåletræer

Almindelig lærk (Larix decidua) er smukkest, når den står frit på en plæne.

Nåletræer er stedsegrønne eller løvfæl­dende vedplanter, der hører til de nøgenfrøede (Gymnospermae), hvis frøanlæg sidder på åbne frugtblade. Han- og hunblomster er adskilte. Hanblomsterne danner en mængde pollen, der med vinden føres til hun­blomsterne, hvor de via en slimdråbe opfanges på ægmunden. Bladene er som regel læderagtige og nåle- eller skælformede (se i øvrigt artiklen Blad). De stedsegrønne nåletræer bevarer bladene i en kortere eller længere årrække; f.eks. beholder gran sine nåle i indtil 5 år på grenene, medens fyr aldrig har mere end 2 år gamle nåle på grenene. I modsætning til vedplanterne blandt de tokimbladede har nåletræerne ingen kar i veddet (se artiklen Led­ningsstrenge). Veddet er værdifuldt og udnyttes på mange måder, f.eks. til bygnings tømmer, telefonpæle og træ­masse, og barken anvendes bl.a. ved garvningsprocesser.

Atlas-ceder (Cedrus atlantica) er et pladskrævende nåletræ til lune haver.

Stedsegrønne nåletræer giver hygge i haven sommer og vinter - men overdriv ikke anvendelsen. Der må også være plads til blomsterne.

Blågran (Picea pungens glauca).

Mange nåletræer plantes som lætræer; især omkring vindomsuste marker med let jord spil­ler de stadig en vigtig rolle. Som pryd­træer i haver og parker er mange arter og former uundværlige. Følgende slæg­ter er omtalt i artikler under deres respektive danske navne:

Stedsegrønne nåletræer:

Abetræ (Araucaria), Blommetaks (Cephalotaxus), Calocedrus, Ceder (Ce­drus), Cunninghamia, Cypres (Cupres­sus), Douglasgran (Pseudotsuga), Dværgcypres (Chamaecyparis), Ene (Juniperus), Fyr (Pinus), Gran (Picea), Hemlock (Tsuga), Hønsebenstræ (Thujopsis), Parasoltræ (Sciadopitys), Rødtræ (Sequoia), Taks (Taxus), Thu­ja og Ædelgran (Abies).

'Kinesisk ene (Juniperus chinensis , 'Pfitzeriana').

Løvfældende nåletræer:

Guldlærk (Pseudolarix), Lærk (Larix), Sumpcypres (Taxodium), Tempeltræ (Gingko) og Vandgran (Metasequoia).