Nothofagus - Nothofagus antarctica

Nothofagus hører til bøgefamilien og stammer fra Sydamerika; derfor kaldes

den af og til »sydbøg«. Det botaniske navn betyder uægte bøg (græsk nothos = uægte, latin fagus = bøg). Det er et løvfældende træ med åben, uregel­mæssig krone og bugtet, ofte hældende stamme. Barken er opdelt i uregelmæssige, grove plader med papiragtig overflade; barken er mørkt gråbrun med dybe, lyserøde eller orange rev­ner. Sideskuddene er slanke med silde­bensforgrening. Bladene er meget små, kun ca. 3 cm lange, med kruset eller bølget rand; de har 4 tydelige nervepar. Farven er dybgrøn på oversi­den, noget blegere på undersiden. Bla­dene får en fin, gul høstfarve i oktober. Blomsterne udvikles i sideskuddenes bladhjørner. Frugterne indeholder hver 3 trekantede nødder med 4 vin­ger. De er blankt grønne med røde kanter.

Vækstkrav: Nothofagus skal have en letmuldet, veldrænet jord med et reaktionstal på omkring 7. Træet skal have sol og stå i læ for især kolde østenvin­de. Vintertemperaturerne i de sydlige Andesbjerge, hvor træet hører hjem­me, når sjældent under -2°C; derfor kan Nothofagus godt få frostskader herhjemme, når frosten er strengere.

Pleje: Normalt formeres Nothofagus ved frø; men de kan være vanskelige at fremskaffe, da de skal importeres. Frø­ene sås under glas, og kimplanterne må ikke udsættes for frost. Stiklinge­formering kan også anvendes, men er ret besværlig. Træet behøver en del fugtighed, især i forårstiden. men kræ­ver ellers ingen særlig pleje. Vinter­dækning med granris eller halmmåtter mod østenvinden, især for yngre eks­emplarers vedkommende, er dog til­rådelig.

Nothofagus eller »sydbøg« er et nyt og værdifuldt lille træ, der kan trives i de fleste haver.

Anvendelse: Nothofagus har en ual­mindelig smuk vækst og egner sig glim­rende som solitærplante i en mindre have, i forgrunden af et busket eller i en gårdhave. I Sydamerika findes No­thofagus i naturen sammen med abe træ (Araucaria araucana), kristtornbladet berberis (Berberis ilicifolia) og myrte­krukke (Pemettya mucronata) og med bunddække af den kun 10 cm høje Gunnera magellanica - kombinatio­ner, som måske kunne prøves hjemme i haven.

Andre arter:

Nothofagus obliqua fra Chile og Argentina udvikler sig til 20-40 m høje træer, men opnår herhjem­me næppe mere end 10-15 m's højde. Kronen er bredt kegleformet, og bar­ken er lysegrå med først sorte, senere brune revner. Skuddene er let over­hængende og udvikler et smukt, tora­det grenmønster. Bladene er aflangt ægformede med savtakket rand; deres overside er mørkegrøn, undersiden blågrøn. Høstfarven er gul eller rød.

Nothofagus procera har en smal, kegle­formet krone, men får senere en ret overhængende vækst. Barken på stam­men er lysegrå med fine, vandrette striber, senere med brede, mørkere sprækker. De unge kviste er beklædt med korkceIler og korte, brune hår. Bladene er aflangt ægformede med finttandet, letbølget rand; oversiden er gulgrøn og finhåret. undersiden lysere med hår langs nerverne; høstfarven er guldgul. Frugterne er 1 cm lange, vingede nødder, som sidder regelmæssigt fordelt på bladskuddene, hvor de bli­ver siddende et helt år og danner et smukt mønster. Denne art har forelø­big vist sig at være den bedst egnede til danske forhold, og selv unge træer har vist sig villige til at sætte blomster og frugt.

Nothofagus pumilio er et smukt lille træ med høj stamme og fyrretræslignende krone; i hjemlandet kan det blive 20 m højt; men herhjemme kendes det fore­løbig kun i få m høje eksemplarer. De smalle, aflange blade har en rundtak­ket rand med to lapper mellem hvert nervepar; bladoversiden er matgrøn, undersiden blågrøn.

Danske træforskere har indsamlet bå­de denne og andre arter af Nothofagus til afprøvning under danske forhold, og flere af dem virker lovende som småtræer til fremtidens danske haver.