Logo

Japankvæde - Chaenomeles

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Japankvæde - Chaenomeles

Japankvæde er løvfældende buske med ofte ranglet eller riset vækst. Til gen­gæld er de fyldt med smukke »æble­blomster« i det tidlige forår, og senere har de dekorative, spiselige frugter. Chaenomeles kommer af græsk chaino = gaber og meles = æble og skulle hentyde til, at frugten spaltes ved mod­ningen.

Japankvæde har oprette eller udbredte, tornede grene. Bladene er modsatte og takkede. Blomsterne er femtallige, oftest røde, og sidder sam­let i små knipper. Frugten er en fem­rummet kernefrugt med mange frø.

 

De duftende frugter af japankvæde.

 

Vækstkrav: Alle typer af japankvæde trives i enhver almindelig havejord og blomstrer rigest i fuld sol. De tåler blæst og er hårdføre i Danmark.

 

Pleje: Arterne kan formeres ved frø, mens sorterne formeres ved stiklinger i juni-juli. Nemmere er det dog at be­nytte aflægning, hvor man bøjer nogle grene ned til jorden, fastholder dem med en bøjle af ståltråd og skovler jord op over dem. De jorddækkede grende­le slår hurtigt rødder og kan skæres fri fra moderplanten og forsigtigt graves op, uden at rødderne ødelægges. De helt lave typer breder sig ofte af sig selv på denne måde. Plantens naturli­ge, tætte vækst betyder ofte en nedsat blomstring; derfor bør ældre buske af og til udtyndes ved bortskæring af de ældste grene helt fra basis ved jord­overfladen. Benyttes japankvæde som espalierplante op ad en varm mur, bør man jævnlig foretage tilbinding af de nye skud. Japankvæde er en sund plan­te, der sjældent angribes af skadedyr eller sygdomme.

 

Espalier af japankvæde (Chaenomeles speciosa).

 

Anvendelse: Japankvæde er en smuk prydbusk, både som solitærplante og i busketter; dens dekorative værdi ligger til dels i den tidlige blomstring. Som hos æble udvikles blomsterne på toåri­ge kortskud; stærk beskæring vil derfor gå ud over blomstringen det følgende år. Om efteråret og en 'del af vinteren har buskene en mængde dekorative frugter, der først er grønne, senere gule. De er vellugtende og spiselige og især egnet til marmelade og gele, som har en frisk og krydret smag. Frugter­ne er meget hårde og vanskelige at skære i stykker. Som espalier op ad en lun sydmur er japankvæde velegnet. Her blomstrer den endnu tidligere end ellers, og ved sporebeskæring som hos espalieræbler kan man fremtrylle en særlig rig blomstring. Japankvæde kan drives i blomst sidst på vinteren, både i vinterhave og i stue.

 

 

Dværgformen af japankvæde (Chaenomeles japonica) har dekorative frugter.

 

Arter:

Chaenomeles japonica er en tæt busk med knap meterhøje, tornede grene. Dens cinnoberrød e blomster udvikles i maj, kort efter løvspring. Frugterne er næsten kuglerunde og gule; de holder til langt hen på vinte­ren. Det er den mest robuste type, anvendelig som bundplante i lyse bu­sketter.

 

Chaenomeles speciosa bliver 2-3 m høj med en tæt forgrening med opadrette­de, ret tornede grene. Blomsterne er store og skarlagenrøde. frugterne af­lange, 4-6 cm store, gulgrønne med rødlig solside.

 

Sorter: De to arter af japankvæde er krydset, og der er opstået en lang række sorter, af hvilke de vigtigste er 'Boule de Feu' med karminrøde blom­ster og æbleformede frugter; 'Crimson and Gold' med mørkerøde blomster og middelstore, grøngule frugter, den mest plantede sort i vore haver; 'Fire Dance' med halvfyldte, skarlagenrøde blomster og smalt æbleformede, gul­grønne frugter. 'Nivalis' har hvide blomster, men er ikke særlig rigtblom­strende; 'Pink Lady' er den bedste af de lyserøde sorter; frugterne er æble­formede. 'Snow' har hvide blomster. 'Vesuvius' er en flad, lav plante med udbredte grene, mængder af røde blomster og æbleformede frugter.

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Havebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,4 (27 stemmer)
Siden er blevet set 12.959 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Har du prøvet Kviz.dk?
Effektiv reklame - klik her