Pølsetræet er et typisk træ langs vandløb på de afrikanske savanner syd for Sahara. Det bliver 12-15 m højt med en bred krone og store, uligefinnede blade. Blomsterne er store og samlet i lange, hængende klaser; farven er mørkerød til purpur, mens støvvej og støvdragere er gule. Blomstringen falder mellem december og marts. Duften er ikke tiltalende for mennesker, men tiltrækker flagermus og mange natsværmere, som sørger for bestøvningen.
Pølsetræ (Kigelia africana) med de purpurfarvede, ildelugtende blomster vokser på den centralafrikanske savanna.
Frugterne, som har givet træet navn, er tørre bær, som bliver indtil 45 cm lange og ca. 15 cm brede. De er fyldt med vingede frø. Frøene kan skrabes ud og frugterne bruges som flasker; de blev tidligere meget anvendt til pilekoggere. Pølsetræet er et morsomt træ i en varm vinterhave.