Pinje kaldes på engelsk for umbrellatree p.gr. af træets paraplylignende krone, der i varme, tørre somre giver en velkommen skygge til mennesker og dyr. Træet er vildtvoksende i den vestlige del af Middelhavsområdet, men er plantet langs alle Middelhavets kyster, hvor det med sin karakteristiske vækst er med til at præge landskabet.
De mørkegrønne nåle, der sidder to og to sammen, bliver 10-20 cm lange, og de smukke, skinnende brune, kugle- til ægformede kogler bliver 8-14 cm lange. Frøene er spiselige og er en almindelig handelsvare i Middelhavslandene.
Pleje: Pinje kan i Danmark kun dyrkes som baljeplante i koldhus.
Pinje er let at kende på sin slanke stamme og paraplyformede krone.