Især på kirkegårde var det tidligere meget almindeligt at plante hængende former af ask, birk, bøg, elm og kirsebær. Både deres form og deres anvendelse kan have givet anledning til
betegnelsen »sørgetræer« eller hængetræer. I parker og større haver anvendte man hængeformer af især nutkacypres, pil og prydkirsebær.
Hængeasken er en nærmest krybende form, podet på en høj stamme af ask, og den danner en kraftig, bred, paraplyformet krone, der ofte må understøttes med stolper. I andre træfamilier kan der være tale om naturligt forekommende arter, der blot har en blød (slap) krone, som med lange, hængende grene svajer for vinden. En holdningsændring til naturen og til miljøfremmede planter har mindsket interessen for de fleste af »hængetræerne«; men hængebirk og hængepil, som danner rigtige træer, er stadig populære. Hængepil kan efter en årrække beskæres kraftigt og kan i løbet af en eller to vækstsæsoner gendanne den hængende krone; hængebirk derimod kan ikke tåle beskæring. Deres dekorative virkning er nok en smagssag, og om vinteren kan de bløde grenkroner være triste at se på; de virker mere gennemsigtige end andre træer med en fast vinterkarakter.
Hængeaskens paraplyformede krone har en stærk vinterkarakter, og træet er stadig ganske almindeligt på kirkegårde, men benyttes nu sjældent i parker og private haver.
Se Planteskemaer med særlig virkningsfulde sørgetræer eller hængetræer.