Soløjetræ er en sydeuropæisk slægtning til den populære stenbedsplante soløje; men soløjetræ er for sart til at kunne dyrkes i vore haver uden stærk beskyttelse mod vintervæde og vinterkulde. Derfor må man dyrke den i drivhus eller vinterhave, eventuelt i baljer eller krukker, som kan flyttes udendørs i sommerhalvåret. Ved rejser i Middelhavslandene i forårstiden kan man ikke undgå at blive begejstret for de tætte krat af soløjetræer, fyldt med de skønneste blomster i klare farver. I Italien og Spanien vokser de især på stenede skråninger og i udkanten af lyse bjergskove. Planterne er mellem 50 og 200 cm høje. Grenene er beklædt med ofte aromatisk duftende kirtelhår. Bladene er modsatte, smalle og helrandede; de er vintergrønne. Blomsterfarven er hvid, rosa eller purpurrød med en mørk plet ved basis af hvert af de 5 kronblade. Frugten er en kapsel.
Vækstkrav: Soløjetræ skal have en let, grusblandet jord, overvintre ret tørt og må ikke få for meget vand i sommertiden. Den skal have fuld sol i sommerhalvåret, men også stå lyst om vinteren.
Pleje: Soløjetræ formeres ved frø eller stiklinger forår og forsommer. De unge planter studses af og til for at danne buskede planter. Sæt planterne udendørs om sommeren, men beskyt dem mod træk og kolde vinde. Tag dem atter ind, før efterårets kulde og storme begynder.
Cistus purpureus er en krydsning mellem Cistus creticus og Cistus ladanifer.
Arter:
Cistus creticus kendes på den tætte dunhårsbeklædning på bladenes underside. Blomsterne er purpurrosa med en gul plet ved grunden af kronbladene.
Cistus crispus er tæt forgrenet, knap li, m høj med hårede skud og blomsterstilke. Blomsterne er små og purpurrøde.
Cistus ladanifer har klæbrige kviste og smalle blade, der er gråfiltede på undersiden. Blomsterne er hvide med rødbrune pletter ved kronbladenes basis.
Cistus laurifolius har hårede, klæbrige grene og stilkede, let klæbrige blade med gråfiltet underside. Blomsterne er hvide med gule basalpletter. Det er den eneste art, som man kan forsøge at dyrke på friland.