Træer

Kryptomerie (Cryptomeria japonica) og an­dre stedsegrønne træer hygger året rundt.

Et træ er en flerårig plante, hvis vedva­rende stængel er tyk og vedagtig og hvis blade er samlet i en krone. I nutiden og de fleste planter med træag­tig vækstform enten nøgenfrøede eller tokimbladede; enkelte enkimbladede, f.eks. palmer, falder dog også ind under det, man normalt forstår ved træer. I tidligere jordperioder har plantegrupper, som nu næsten udeluk­kende består af urteagtige planter, overvejende været træagtige; padde­rokker og bregner har således været træformede og endda meget store, og der findes faktisk bregnetræer den dag i dag. Det kan være vanskeligt at drage grænsen mellem buske og træer; man­ge af de planter, vi sædvanligvis kender som buske, kan under gunstige om­stændigheder udvikle sig til træer. Has­sel er som regel en busk; men træagtige eksemplarer forekommer, og i de blan­dede hassel- og fyrreskove, der dække­de Danmark for omkring 6000 år si­den, var hasselen formentlig træfor­met.

Stamme.

Det mest karakteristiske ved et træ er dets stamme. Palmestammer er anlagt i deres fulde tykkelse fra starten; men hos alle andre træer er stammen en stængel, der til stadighed vokser i tykkelse. Tykkelsesvæksten sker fra et vækstlag, der omslutter stammen fra basis til top. Vækstlaget, som ligger tæt under barken, danner indadtil ved, udadtil siv æv og bark. I sivævet foregår transporten af nærings­stoffer fra roden op til kronen og af stofskifteprodukter den modsatte ve j. Veddets karvæv sørger overvejende for vandtransporten, idet det sender vand fra rødderne op til kronen. Hvis træet har en udpræget årsrytme, kan denne aflæses i dets ved. Umiddelbart efter den ugunstige sæson, specielt ef­ter en vinter, vokser træet meget hur­tigt, og i veddet dannes store, tyndvæg­gede celler. Senere vokser træet lang­sommere, og vedcellerne bliver mindre og mere tykvæggede.

Årringe.

Denne vekslen i cellevægge­nes tykkelse og cellernes størrelse viser sig som skiftevis lyse og mørke ringe på et tværsnit af træets stamme. Striberne kaldes årringe, og fortæller ikke alene, hvor gammelt træet er, men også om svingninger i klima og andre livsvil­kår på det sted, hvor træet har stået. I kolde eller tørre perioder bliver årrin­gene smallere end i gunstigere perio­der, og ved tælling og sammenligning af årringe har man lavet et system, som kan bruges til at datere gamle træstyk­ker.

Stewartia koreana er et sjældent plantet træ med en interessant, afskallende bark.

De fleste arter af løn og ahorn har smukke barkdannelser, her Acer pennsylvanica.

Sortbirk (Betula nigra) har en spændende bark, som er værd at studere på nært hold.

Flerstammede bøge i bladløs vinterdragt danner smukke silhouetter mod himlen.

Ved.

Veddet har en vigtig funktion udover at transportere vand fra rødder til krone: det afstiver stammen. Ved­cellernes vægge bliver under væksten fortykket med vedstof, lignin. Dette stof lejres som små stave på kryds og tværs i cellevæggene, og denne struk­tur er meget modstandsdygtig over for både tryk og træk. Når en gren flækker eller et træ knækker, sker det ofte langs brudlinjer, der ligger mellem nabocellernes vægge. Nåletræernes ved har en anden opbygning end løv­træernes; det består af trakeider og trakeidale vedtaver. Trakeiderne er smalle, døde celler, der står i forbin­delse med hinanden ved porer; porer­ne er således indrettet, at hvis der kommer luft ind i en trakeide, afstænges forbindelsen mellem den og nabo­trakeiderne, og på den måde forhin­dres dannelsen af egentlige luftpropper i træets vandtransportsystem. Vedta­verne er spidse, smalle celler med tykke, forveddede vægge, og deres funktion er udelukkende afstivende. I nåletræernes ved sørger trakeiderne alene for vandtransporten; men i løv­træernes ved findes foruden trakeider og vedtaver også egentlige kar. Et kar ligner et ganske tyndt vandrør; det er cylindrisk og hult og består af mange celler med hul i begge ender; af og til kan man mellem to karceller se tvær­vægge med porer i. Karcellerne varie­rer i længde, og nogle af dem kan blive meget lange; hos eg har man målt karcellelængder på helt op til 18 m. Veddet varierer i øvrigt meget fra træart til træart, og man kan i mange tilfælde arts- eller dog slægtsbestemme et træ alene på dets ved. Stammen kan blive meget stor og gammel. De vest­amerikanske mammuttræer (Sequoia­dendron giganteum) kan blive helt op til 25 m i diameter, og rødtræer (Sequo­ia sempervirens) kan være op til 112 m høje. Verdens ældste træer er børste­koglefyrrene (Pinus aristata), hvoraf nogle er helt op mod 5000 år gamle. Rod. Stammens voldsomme dimensio­ner kræver en kraftigt udviklet rod. Hos nogle træer er roden en pælerod, som går lodret nedad, mens andre har vandret udbredte og meget overfladisk liggende rødder, som man ser det i en granskov efter storm, og nogle rødder er en kombination af begge systemer. På den afrikanske savanne har man undersøgt træernes rødder og afsløret, at mange af dem går lodret ned til en dybde af omkring 50 m, før de forgre­ner sig i de dybtliggende, vandførende lag. I den tropiske regnskov finder man en del træer med brætrødder, store, kamformede dannelser, som ud­går fra stammen i nogle m's højde og hvis eneste opgave er at stive den høje, slanke stamme af. Mange træers rød­der er vokset sammen med bestemte svampes mycelium og danner svamp­rødder, mykorrhiza. Svampen, som ik­ke selv kan danne sukkerstoffer, forsy­nes med disse fra træet; til gengæld kan svampen binde frit kvælstof i forbin­delser, som træet kan udnytte. Svamp og træ har altså begge glæde af deres samliv, symbiose, og mykorrhizadan­nelsen er forklaringen på, at en del

svampearter altid vokser under ganske bestemte træarter, f.eks. rufodet rørhat under birk og lærkerørhat under lærk. Nogle rødder har en funktion udover at opsuge vand og næringssalte fra jorden; det gælder således mangrovens ånderødder. Mangrovetræer vokser i havkantens sumpede, tidevandsdæk­kede mudder, og deres ånderødder vokser op over bunden og tjener til at skaffe rodsystemet ilt.

Blade.

Den træagtige vækstform har både fordele og ulemper. Blandt ulem­perne er behovet for tilpasning til en ugunstig årstid (vinter, tørketid): den træagtige plante må for at gennemleve denne årstid først og fremmest beskyt­te sig mod udtørring. Bladene udgør den største del af træets overflade, og den væsentligste del af vandtabet sker fra dem. Mange træagtige planter har udviklet en årsrytme, som bevirker, at de taber bladene før vinteren eller tørtiden; andre har udviklet læderagti­ge eller nåleformede blade, dækket af en tyk overhud og et vokslag, der hæmmer fordampningen så meget, at de kan blive siddende også i den tørre periode af året.

Pors (Myrica gale) er tæt besat med dekora­tive knopper i hele vinterhalvåret.

Knopper.

Også knopperne skal be­skyttes mod udtørring og desuden på vore breddegrader mod frost; derfor har de fleste træer seje og eventuelt tykke knopskæl, der helt omslutter knoppen.

Blomster.

Mange af vore træer er vind­bestøvede og har små, uanselige blom­ster. Man bemærker sjældent blomstringen hos bøg eller eg, hvis små blomster sidder samlet i rakler. Men både herhjemme og under sydligere himmelstrøg findes træer, der er tilpas­set til insektbestøvning. bl.a. lind, pil og robinie. I troperne findes mange arter med store, farvestrålende blom­ster, som bestøves af solfugle og koli­brier; det gælder bl.a. koralbusken og dens træagtige slægtninge.

Frugt.

Mange træers frø og frugter spredes ved vindens hjælp og er forsy­net med forskellige former for vinger. Gran- og fyrrekogler kan åbne sig i tørt vejr og drysse de vingede frø ud for vinden, og de små birkefrugter er vel­kendte for de fleste haveejere. Mange træers frugter spredes dog af dyr. Bø­gens frugter ligger i en lille tornet skål, som let hænger fast i en dyrepels, og spiselige frugter med ufordøjelige frø som kirsebærtræets stenfrugter er me­get udbredt hos træerne.

Nytteværdi.

Skovene er en af de vigtig­ste af verdens naturressourcer. I de uforstyrrede dele af de tropiske regn­skove trives et rigt varieret dyre- og planteliv , der kan og bør tjene som arveanlægsreserve for resten af Jor­den, hvor menneskene stort set har ændret skovene til ensartede monokul­turer med kun få muligheder for dyr og planter - hvis de da ikke helt har udryddet dem. Udover at rumme vigti­ge fornyelsesmuligheder for dyre- og plantelivet beskytter regnskovene også jordbunden mod det hårde tropiske klima, hvor bagende sol veksler med

altødelæggende regnskyl. Hvis skove­ne ryddes, kan erosionen i løbet af ganske få år omdanne enorme områ­der til ørken. Men både i tropernes og de tempererede egnes mere menneske­påvirkede skove produceres råvarerne til en meget stor del af vore vigtigste produkter. Træernes ved har talrige anvendelsesmuligheder: som tømmer og brændsel, ved fremstilling af alle slags celluloseprodukter, f.eks. papir, og til fremstilling af redskaber, møbler og husgeråd. Træerne er også vigtige såvel i kulturlandskabet som i haverne og i byernes stenørken. Læbælter af fyr har muliggjort opdyrkningen af heder­ne; bræmmer af træer langs motorveje beskytter den omgivende bebyggelse mod støjgenerne; træer som platan, elm og lind mildner bymiljøer, og en­keltstående træer i haver og på marker har stor prydværdi.

Træerne i haven kan have mange funk­tioner. Frugttræer som æble, pære, kirsebær og blomme er både smukke og nyttige. Stedsegrønne som blågran, brogede former af cypres eller de let formelige thuja kan året rundt give farvespil, læ og beskyttelse mod indsyn i haven og samtidig yder de gode muligheder for redepladser for havens fugle. I større haver og parker kan grupper af træer som birk, eg, pil eller poppel eller smukke enkelttræer som kejsertræ, rødtjørn, ægte kastanje og due træ skabe fornemmelse af dybde og variation, samtidig med at de giver skygge på varme sommerdage.

Gadetræerne i billedets forgrund trives dårligt; de er udsat for luftforurening, vintersaltning og tørke på grund af asfaltbelægningen.