Betragtes som en afløser for den tidligere meget populære 'Paul's Scarlet Climber' - men Blaze er endnu mere blomsterrig end denne og blomstringstiden er betydelig længere. Blomsterfarven er skinnende skarlagenrød uden tendens til blåfarvning. Anvendes op ad mure, raftehegn eller pergola - men er også en fortrinlig bedrose, ikke mindst til dækning af skråninger. Planterne anbringes da med 150 cm indbyrdes afstand og rankerne kroges ned til jorden. Fra de vandrette ranker dannes en mængde blomstrende sideskud sommeren igennem.
Kally har tiltrukket 'Blaze' i 1932 af forældresorterne 'Paul's Scarlet Climber' x 'Gruss an Teplitz'.