Hyrdetaske er let kendelig på de trekantede, omvendt hjerteformede frøkapsler (skulper), der ligner små tasker. Hyrdetaske findes i de fleste haver, hvor jorden bearbejdes, så stadig nye frø kommer frem til spiring. Den træffes derfor især i køkkenhavens bede og i blomsterbede, hvor jorden ikke er helt dækket af de dyrkede planter.
Hyrdetaske er enårig, men glemmer man efterårsgravningen i køkkenhaven, vil planterne kunne overvintre med de grønne bladrosetter, som tidligt forår danner nye blomsterstængler. Allerede i maj-juni vil de overvintrede planter kunne kaste frø.
Alligevel er hyrdetasken ikke noget besværligt ukrudt. Som de fleste enårige ukrudtsarter kan de enkelte planter let trækkes op med rod. De op lugede planter må naturligvis ikke kastes på kompostbunken, hvorfra frøene let vil kunne føres videre ud i haven.
Den vigtigste bekæmpelsesmetode er en omhyggelig efterårsgravning af havearealet, når afgrøden er høstet.
--