Bladhvepsene hører sammen med bl.a. gedehamse, snylte- og galhvepse til de årevingede insekter, som alle har bidende munddele og to par vinger. De er ret plumpe insekter med mørke og brungule farver og ernærer sig fortrinsvis af nektar (blomsterhonning). Hunnerne har en kort læggebrod, som er savtakket og således velegnet til at skære de snit i blade og stængler, hvori æggene lægges. Larver af bladhvepse er ofte store og farvede og har altid et veludviklet hoved, tre par veludviklede ben og 6-8 par gangvorter på bagkroppen. Ved første øjekast minder de meget om sommerfuglelarver, men da disse maksimalt har 5 par gangvorter, er de to slags larver forholdsvis lette at adskille. Størstedelen af larverne lever på og ernærer sig af blade, men hos en del arter lever de beskyttet i galler. Af de ca. 350 danske arter henregnes kun få til skadedyrene.
Koloni af bladhvepselarver på fyr.
På fyr træffes mest almindeligt de grønne larver af rød fyrrehveps (Neodiprion sertifer), som tidligt på sommeren i store flokke gnaver af tidligere års nåle, sjældent af de unge skud.
Lille granhveps (Pristiphora abietina) holder til på de unge skud, især topskud af rød- og hvidgran, og kan de år, hvor den optræder i stort antal, forårsage betydelig skade.
Bladhvepselarver minder meget om sommerfuglelarver, men adskiller sig med deres 6-8 par gangvorter fra sommerfuglelarverne, der højst har 5 par.
På rose findes adskillige arter af bladhvepse. De grønne larver af den lille rosenbladhveps (Blennocampa pusilla) får tidligt på sommeren bladene til at rulle sig sammen til tynde rør, der yder god beskyttelse. Den voksne hun af rosensyhvepsen (Arge ochropus) lægger sine æg i lange ridser i de unge skud, som derved vokser skævt og kommer til at hænge. »Vinduesgnav« på blade af rose eller gnav fra bladranden ses ofte og skyldes andre bladhvepse arter, mens man i sjældne tilfælde træffer rosenboreren (Ardis bipunctata), som ved sin udhuling af de unge skud standser deres vækst eller dræber dem.
På frugtbuske findes flere arter; især på stikkelsbær og ribs kan man i maj-juni se de unge larver af den store stikkelsbærhveps; de er karakteriseret ved at være lysegrønne med sorte vorter ordnet i rækker på kroppen. Larverne gnaver i de unge blade, indtil de forpupper sig i jorden, og allerede i juli-august fremkommer næste generations larver. Ved større angreb kan frugtbuskene lide betydelig skade.
Frugttræsbladhvepsen (Eriscampoides limacina), der sjældent forvolder skade, men hvis tilstedeværelse man lægger meget mærke til, træffes sent på sommeren på kirsebær, pære og andre løvtræer, hvor larven skeletterer bladene. Larven falder i øjnene, fordi den er dækket af sort slim og således ligner en centimeterlang snegl.
Mange korsblomstrede, især kål og radiser, kan hen på sommeren blive delvis afløvet af flokke af kålbladhvepsens (Athalia rosae) larver. Det er ret store, mørke larver, som har et fløjlsagtigt skær og derfor er blevet kaldt »fløjlsorme«. Desuden lever flere arter af bladhvepse på frugter og blade af æble og blomme.
For alle bladhvepsene gælder, at skaden, de volder i haverne, ofte har et begrænset omfang. Tidlig afplukning og brænding af blade og skud med larver er den bedste bekæmpelse. Er dette uoverkommeligt, kan der eventuelt sprøjtes med planteudtrækket derris.