Frøer

Har man en naturlig dam eller et vandbassin i haven, bør man gøre sig den ekstra fornøjelse at befolke vand­hullet ikke blot med smukke vand- og sumpplanter, men tillige sørge for lidt dyreliv i det. Det dyreliv, der kommer af sig selv, f.eks. guldsmede, vand kal­ve og myggelarver, er kun delvis tilfredsstillende. Man ser ikke meget til det, men til gengæld kan man komme til at føle det, når man gerne vil nyde aftenkøligheden i haven.

Et dyr, man kan have ikke så lidt fornøjelse af i havedammen, er den grønne frø. Den er stort set den eneste af vore frøarter, der egner sig til det brug. Den er mere stedfast og alminde­ligere end vore andre arter, og den har den gode egenskab, at den elsker at sole sig på bassinets kant eller på brede, kraftige blade på vandoverfladen eller i vandkanten. Den er yder­mere grådig og fortærer en mængde insekter, bl.a. myggelarver, og de nøg­ne snegle, der er enhver køkkenhaves svorne fjender.

Den grønne frø er en hyggelig gæst i bassinet.

Inden man befolker sin havedam, bør man vide, at alle vore padder, herun­der altså også frøerne, instinktmæssigt er bundet til det vandhul, hvor de blev født. Det nytter altså ikke at indfange et par frøer og »udplante« dem i have bassinet. De vil sandsynligvis være borte igen efter få dages forløb. I stedet bevæbner man sig med en vand­ketsjer og et syltetøjsglas og finder i det tidlige forår et vandhul, hvor frøer­ne har lagt deres store, geleagtige ægklumper. Man fisker dem op og anbringer dem forsigtigt i bassinet på nogenlunde samme position i forhold til Solen og på samme vanddybde som den, man fandt dem på. Efter en vis tid klækkes de små haletudser, og er der grøntfoder nok i bassinet, f.eks. trådal­ger eller vandpest, skal de nok trives. Efterhånden svinder deres udvendige gæller og halen, og benene vokser frem. Så skal de på land. Det er derfor nødvendigt, at bassinets kanter er skrå eller at der på anden måde er let adgang til landjorden; en høj kant kan de små dyr ikke klare, og så drukner de muligvis. Skal fuldt udviklede frøer trives, er det klogt ved bassinets nord­- eller østside at lave en lille stenhøj eller stenrabat med planter som heste­hov, sværdlilje eller tilsvarende, hvor de kan finde den skygge og det solskin, disse dyr i lige grad har behov for. Jo mere naturlig plantevæksten er, jo bedre vil de finde sig tilpas. Føden skal de nok skaffe sig selv - og samtidig befri os andre for en del generende gæster i haven og bassinet.

Frøer overvintrer i bundens slam. Det er ensbetydende med, at bassinet bør være så dybt, at det ikke bundfryser om vinteren, og det er klogt i frostpe­rioder at »vække«, dvs. lave våger, der holdes åbne ved hjælp af f.eks. et halmknippe, så der er udveksling med den atmosfæriske luft oven over isen. Trives frøerne og holder til, kan man fornøje sig over dem, idet de ofte soler sig på det tørre, og more sig over deres forårskvækken. I blindehaven (se det­te) er en sådan befolket dam, behørigt afskærmet, en yderligere glæde for de ikke-seende. Det bør endelig tilføjes, at alle Danmarks padder, selv den grønne frø, er hårdt trængt, fordi så mange naturlige vandhuller forurenes eller opfyldes. Kan og vil man skaffe dem nye levemuligheder, er det en charme mere.