I naturen findes de forskellige vilde fuglearter i afgrænsede områder, bestemt af stedets klima, plantevækst og øvrige dyreliv. Ved menneskets bebyggelser opstår en blanding af opdyrket og oprindelig natur, en »bynatur« eller et »bylandskab«. En del af de oprindelige fuglearter forsvinder samtidig med by naturens opståen; andre vænner sig til den, og endelig indvandrer nye arter. De vilde fugle er en vigtig del af livet i byhaven, og med enkle midler kan man fastholde og øge fuglelivet i sin have. Det kan ske ved at sørge for naturlige og kunstige redepladser for fuglene, ved at sørge for at plante vækster med spiselige frugter, suppleret med vinterfodring af fuglene, og endelig ved at sørge for bademuligheder og ikke mindst drikkevand.
I store træk kan vore havefugle inddeles i tre grupper: ynglefugle, standfugle og vintergæster.
Ynglefugle: Sørger man for passende redemuligheder i form af tætte buske eller redekasser, kan man få et stort antal arter til at yngle i haven. Selvom de fleste fugle forbavsende hurtigt vænner sig til husets beboere, skal de dog især i yngletiden have en vis fred og ro. Naturlige fjender som katte, husskader og krager bør holdes på afstand, og kun de færreste fugle bryder sig om hyppige besøg ved reden. Efter hyppighed er de mest almindelige ynglefugle, nævnt i rækkefølge: gråspurv, skovspurv, solsort, musvit, blåmejse, bogfinke, stær, sangdrossel, grønirisk, rødhals, havesanger, tornsanger, brunelle, fluesnapper, gråmejse, gulbug, munk, fuglekonge, gærdesmutte og halemejse. De fleste af disse bygger deres reder i tætte buske, mens egentlige »huleboere« som stær og mejser oftest foretrækker de opsatte redekasser. Variationen af arter afhænger dels af havens beplantning og føde muligheder, dels af den omgivende »natur«.
Musvitten er en af havens flittige insektjagere. Størstedelen af dens føde består af skadelige insekter og deres æg og larver.
Standfugle er de ynglefugle, som overvintrer hos os. Det drejer sig især om spurve, rødhals, fuglekonge og mejser. For et halvt årh. siden var solsorten en udpræget trækfugl, som søgte sydpå om vinteren og om sommeren ynglede i skove og lunde. Senere blev den en byfugl, som nu opholder sig hele året nær menneskets boliger. Stæren er også på vej til at blive en standfugl. Kun i meget kolde vintre rejser den til England og Nordfrankrig, men vender tilbage til Danmark i milde perioder allerede i februar-marts. Vintergæsterne blandt fuglene er ofte nogle af havens mest spændende fuglearter. Mange kommer fra det nordlige Skandinavien og har smukke fjerdragter: silkehale, dompap, kernebider, korsnæb, kvækerfinke, gråsisken, grønsisken og sjagger.
Mange danske skovfugle kommer nærmere til menneskeboliger i kolde vintre for at søge føde, bl.a. flagspætte, spætmejse, skovskade og mejser.
Tyrkerdue med unge i den primitive rede i et af havens træer.
Redepladser: Langt de fleste af vore ynglefugle bygger rede i tætte buske. En åben have med få buske vil derfor sjældent få et rigt fugleliv. Det bedste vil være at plante et tæt busket, et »fuglekrat«, bestående af småtræer og buske, der af naturen har en tæt, gerne tornet vækst. Her er der mulighed for en sikker placering af rederne, som af det tætte grenværk beskyttes mod fuglenes naturlige fjender som katte, skader og krager. Ved en kraftig og hyppig beskæring af mange have buske kan man opnå en tættere forgrening, som småfuglene vil sætte pris på, når de søger redepladser. Blandt de bedste »redebuske« kan nævnes alle slags tjørn, vildroser, uægte jasmin og de fleste stedsegrønne buske. Mejser og stære er i naturen oftest »huleboere«, men da der i velpassede haver sjældent er træer med halvrådne og hule stammer, må man hjælpe disse fugle ved opsætning af redekasser. Materialet til disse bør altid være træ. Kunstfærdige redekasser af keramik eller plastic må frarådes, da deres »indendørs« temperatur i dagtimerne stiger så voldsomt, at hverken æg eller unger kan trives. Redekassens mål skal passe til den ønskede fugleart; ikke mindst skal flyvehullet have en dimension, så at større fugle ikke har mulighed for at tage redekassen i besiddelse. Til blåmejse, sortmejse og sumpmejse skal redehullet være 27 mm i tværsnit, til musvit, fluesnapper og rødstjært 32 mm, til stær og spætmejse 50 mm og til natugle 115 mm. Kasserne bør anbringes, så de ikke udsættes for bagende sol dagen igennem. Redehullet bør vende mod sydøst eller sydvest. Mange fugle foretrækker en lav placering over jorden; flere sangfugle bygger deres rede blot 50 cm over terrænet. Redekasser til mejser kan passende opsættes i øjenhøjde, solidt ophængt, så de ikke falder ned eller kommer i bevægelse i stærk blæst, og med hældning forover, så regnen ikke kan løbe ind. Det er en misforståelse, hvis man vil hjælpe fuglene med at lægge redemateriale i kasserne; det skal de nok selv sørge for. Derimod bør kasserne efter brugen renses for gammelt redemateriale og affald. Fuglene er tidligt på færde, når de søger ny lejlighed om foråret. Derfor bør redekasserne opsættes allerede om vinteren eller i det sene efterår. De kan i så fald bruges som nattely af fuglene om vinteren. Enkelte fuglearter som rødhals, grå fluesnapper og vipstjært foretrækker redekasser med en stor åbning foroven på kassens forside i stedet for et afgrænset redehul, og svaler kan man lokke til at bygge rede ved at opsætte træhylder under tagskæg eller vindskede.
Målene på redekassen skal passe til de fugle, som kassen er tiltænkt.
Fuglemad og fodring: Sangfugle og mejser er i overvejende grad insektædende og hjælper haveejeren af med store mængder skadelige insekter og deres æg og larver. Ikke mindre end 80% af rødstjærtens føde består af skadelige insekter. Ved tilrettelægning af eventuel giftsprøjtning i haven bør man tænke på, at de insektædende fugle sammen med deres føde optager den anvendte sprøjtegift, som ophobes i deres krop og deres afkom og som senere optages af fuglenes naturlige fjender, rovdyr og rovfugle, som sidste led i fødekæden; man har talrige beviser for, at netop rovfuglene bliver sterile og uddør på grund af den ophobede giftmængde, der oprindelig blev udsprøjtet til værn for landmandens, gartnerens og haveejerens kulturplanter. I privathaver bør insektbekæmpelsen derfor i første række overlades til de insektædende fugle. Mange fuglearter er fortrinsvis vegetarer og lever af planternes bær og andre frugter. Ved at så og plante de rigtige plantearter i haven kan man lokke mange spændende fugle til besøg eller fast ophold i haven. De samme prydbuske, som giver gode opholdsmuligheder og redepladser til småfuglene, sætter desuden ofte store mængder bær eller andre frugter. Blandt de vigtigste »bærbuske« kan nævnes benved, bærmispel, dværgmispel, druehyld, ildtorn, hyld, kirsebær, paradisæble, røn, snebær, tjørn og vildroser. Mange af fuglene holder sig i reglen til ganske få arter bær, som de sætter særlig pris på (se Planteskemaer: Fugls føde). Visse bærfrugter er så eftertragtede af fuglene, at de bliver ædt i løbet af sensommeren og efteråret; andre får lov at sidde så længe, at de kan tjene som føde for vore nordiske vintergæster som dompap, silkehale og sjagger.
Vore hjemlige solsorter, drosler og stære hærger som bekendt ofte vore frugtbuske og frugttræer, men plantning af andre frugtplanter kan til dels redde vore jordbær, ribs og kirsebær fra udplyndring.
Lad de afblomstrede stængler af skærmblomster, tidsler, perikon og solsikke blive stående, så de frøædende fugle kan have glæde af frøene.
For at sikre et rigt fugleliv i haven om vinteren må man sørge for supplerende føde på et foderbræt, i ophængte poser eller lignende, hvor større, mere aggressive fugle som skader, krager og måger ikke har mulighed for at komme til. Et fuglebræt bør forsynes med tag, så den udlagte føde ikke bliver våd eller blæser bort. Til gengæld bør foderbrættet være så åbent, at de spisende fugle ikke føler sig indelukket. Foderet kan være meget varieret og bestå af næsten alle slags madrester, serveret i så små stykker som mulig. Særlig velegnet er kød, fedt og knoglemarv, men intet af føden må være saltet, da det skader fuglenes fordøjelse. Jordnødder tiltrækker især mejser og spætmejser, og de sætter også stor pris på solsikkefrø. Fugle med mindre kraftigt næb som spurve kan ikke knække solsikkens frøskaller; de sluger derfor frøene i hel tilstand, så de går ufordøjet gennem spurvenes fordøjelsessystem. Reven kokosnød er ufordøjelig for alle fugle.
Foderbrættet skal meget ofte renses for madrester og ekskrementer; ellers spredes sygdommen salmonellose blandt fuglene. Fodringen af de vilde fugle bør starte allerede sidst på sommeren, så fuglene vænnes til at besøge foderbrættet; det er for sent at begynde, når sne og frost hindrer fuglene i at opsøge deres naturlige fodersteder.
Fuglebad er en nødvendig foranstaltning i sommertiden, så fuglene både kan bade og drikke. Vanddybden bør højst være 2 cm, og vandet bør jævnlig fornys. Fuglebadet bør placeres frit på en plæne, så fuglene er i passende afstand fra buske, hvor rovdyr som katte kan ligge på lur.