Snudebiller

Snudebillerne er en af de største in­sektgrupper med ca. 60.000 arter, der er udbredt over hele Jorden. De er lette at kende på deres »snude«, som er en kortere eller længere forlængelse af hovedet, på hvis spids munddelene sidder. Denne »snude« sætter snude­billerne i stand til at gnave snævre gruber i plantevævet, hvilket de for­skellige arter udnytter på forskellig måde.

Larver af snudebiller er lemmeløse og ofte let krummede. Som regel er de hvidlige og har en veludviklet hoved­kapsel. En række af snudebillerne er velkendte skadedyr.

Øresnudebillen kaldes også væksthus­snudebillen, fordi den tidligere var mest knyttet til væksthuse og andre beskyttede steder. Både larven og den voksne bille kan optræde som skade­voldere. Larven gnaver hen på efter­sommeren og om efteråret på planter­nes underjordiske dele, mens den voksne bille holder sig til blade og skud. Larvernes begnavning af rødder, f.eks. på jordbær, viser sig i form af dårlig vækst, fordi rødderne ikke kan forsyne planten med vand og næring i tilstrækkelige mængder. På rododen­dron gnaver de voksne øresnudebiller karakteristiske, runde indhak i blade­ne; men da det foregår om natten, ser man kun sjældent billerne. Tyder gna­vet på, at der er mange øresnudebiller, kan man forsøge sig med at stille et par omvendte urtepotter, fyldt med klude, træuld eller papir, under buskene. En del af billerne vil søge ly i disse om morgenen og kan da fjernes.

Den grønne bøgesnudebille (Phyllobius argentatus) er meget almindelig overalt.

Nøddesnudebillens larver optræder som »orm i nødder«. I juli-august lægger den spættede, brungule, 5-8 mm lange bille æg i de unge nødder. Den gnaver små gruber i nødderne og placerer herefter æggene i disse. De blege larver lever derpå i nøddekernen og forlader hen på efteråret nødden gennem de velkendte, runde huller. På dette tidspunkt er en stor del af de angrebne nødder allerede faldet af.

Æblesnudebillen er 3-5 mm lang og brun med et lysere, V-formet tværbånd på vingerne. Tidligt om foråret lægger den voksne bille æg i de uudsprungne æbleblomsterknopper. Knoppen for­bliver lukket, så at kronbladene funge­rer som beskyttelse for larven, mens den æder knoppens indre dele. Under æbletræernes blomstring sidder de an­grebne knopper derfor tilbage som lukkede, indtørrede blomster. Først i blomstringsperioden befinder snude­billens gule puppe sig stadig i blom­sten, og afplukning kan således be­grænse følgende års angreb. Som regel er æbletræernes blomstring dog så rigelig, at et moderat angreb af æblesnude­biller kun medfører en nyttig udtyn­ding af blomsterbestanden. Æblesnu­debillen er afbildet på manchettegnin­gen forrest i denne artikel.

Hindbærsnudebillen er knyttet til både hindbær og jordbær. De voksne biller er små og sorte og gnaver med deres ret lange snude blomsterstilkene delvis over, så at blomsterknopperne efter­hånden visner. Billen lægger sine æg i de halvvisne knopper, og selvet ret ringe antal biller kan, især i år med beskeden blomstring, gøre en del skade.

l

Larverne af birkens bladruller ruller birkebladene sammen, så de ligner flossede cigarstum­per.

Birkens bladruller, en lille, sort snude­bille, er til mere irritation end egentlig skade. Larverne ruller yderste halvdel af blade på unge birke sammen til en dannelse, der ligner en flosset cigar­stump. Vil man sikre sig mod, at angrebet gentages det følgende år, kan man afplukke og brænde de angrebne blade.

Hasselens bladruller.

Også hasselen har sin bladruller, der er 6-7 mm lang og postkasserød med sort hoved, for­krop og ben. Den er nærmest en pryd for haven med sine flotte farver og skader ikke haslerne.

Gransnudebille, her på topskud af en skovfyr.

Gransnudebillen kan gøre en del skade ved at gnave i unge nåletræers bark; den er dog væsentligst et skadedyr i skoven.