Stankelbenene, som er nær beslægtet med myg, er velkendte for de fleste. Her i landet findes ca. 200 arter af meget forskellig størrelse og levevis. Som regel lægger man kun mærke til de voksne stankelben, fordi de tiltrækkes af lys og forvilder sig indendørs efter mørkets frembrud. De voksne stankelben kan i modsætning til myggene ikke stikke, men lever af blomsterhonning. Larverne gør sig sjældent bemærket, idet de for de fleste arters vedkommende lever i jorden eller i ferskvand. Enkelte arters larver optræder dog til tider som skadevoldere i haven.
I august-september lægger de voksne hunner deres æg i jordoverfladen. De flyver lavt hen over jorden og sætter sig med korte mellemrum for at placere et af de millimeterlange, sorte æg i de øverste jordlag. Et par uger efter klækkes de unge larver, som i den første tid er uhyre følsomme over for udtørring. Ved vinterens indtræden er larverne et par cm lange og går efter overvintringen straks i gang med at gnave på planterødder i nærheden. Larverne er fuldt udvoksede i juni-juli, 3-4 cm lange, og den rynkede, grålige larve kan med sine kraftige kindbakker sætte store mængder rødder af græs og køkkenurter til livs og derved blive generende i haven. I juli-august forpupper larven sig, og efter 2-3 uger klækkes det voksne stankelben af den gulbrune puppe. Larverne er stedbundne, og da hunnerne ved æglægningen foretrækker græs bevokset jord eller pletter med anden høj bevoksning, kan det gå hårdt ud over køkken- og prydhaver, der året før har ligget hen som græsarealer.
Som regel er stankelbenlarver ikke noget større problem. En overfladisk jordbehandling i september-oktober udtørrer de øverste jordlag og dræber dermed mange af de unge larver, forudsat at nedbøren i denne periode er beskeden. I de fleste tilfælde vil ekstra udsæd og omhyggelig pleje kunne opveje de skader, larverne kan tilføje nyanlagte græsplæne r eller nylig spirede planter om foråret.