Uldlus adskiller sig fra de andre grupper skjoldlus ved deres lådne, »uldne« udseende. Det er små, kun et par mm lange insekter, som hos os næsten udelukkende træffes indendørs. I modsætning til de typiske skjoldlus, som beskyttet af et hårdt skjold sidder ubevægelige på planterne, har uldlusene ret veludviklede ben og bevarer deres evne til at bevæge sig hele livet. Uldlusene har ikke noget egentligt skjold, men er dækket af hvidlige voksafsondringer. Hunnerne, der i fuld størrelse er 3-4 mm lange, er desuden på randen af den ovale krop forsynet med voksfrynser. Hannerne er mindre og har mere veludviklede lemmer, men sidder det meste af livet gemt i lyse, rørformede voksdannelser. Æggene, af hvilke hver hun kan lægge flere hundrede, ligger i en voksklædt sæk, fasthæftet på hunnens bagende. Efter klækningen fra æggene opsøger de unge uldlus værtsplantens yngste dele, nye skud og blade, på hvilke de suger. Resultatet af denne sugning er en mere eller mindre udtalt væksthæmning, og da uldlusene desuden afsondrer honningdug, der gør bladene klæbrige og danner grobund for sorte branddugsvampe, skæmmes de angrebne planter ret alvorligt.
Uldlusene er ikke kræsne og kan ernære sig på et bredt spektrum af plantearter, fra palmer og græsser til pelargonier og agurker. De ynder høje temperaturer og findes oftest i varme væksthuse, hvor de formerer sig året rundt; de kan klare en overvintring i koldhus eller vinterhave, dog uden at formere sig i vinterhalvåret.
Kraftig spuling med en vandstråle og afvaskning med sæbe+sprit+vand kan få bugt med mindre angreb. Angrebne planter fjernes fra væksthus eller vinterhave, når angreb observeres, hvis man vil undgå yderligere spredning.