Familie: Palmae - Palmefamilien. Hjemsted. Mexico.
Vækstform: Lille, yndefuld palme med rørformet stængel, der kun bliver ca. 1 meter høj. Danner villigt rodskud og får derved et busket udseende.
Blade: Hængende, dybt indskårne med tynde, læderagtige afsnit, der er tilspidsede i begge ender.
Blomster: Gule til hvidlige.
Anvendelse: Solitærplante til stue eller vinterhave.
Pasning: Tåler skygge og ret lave temperaturer (8-10°C). Bør have luft og ro. Vandes og gødes rigeligt i sommerperioden - mere sparsomt om vinteren, dog må rodklumpen aldrig tørre helt ud. Ompottes hvert andet eller tredie år i marts. Rødderne må herunder ikke beskadiges. Da palmer har et dybtgående rodnet, bør de have høje potter.
Jord: Muldjord med sphagnum.
Formering: Rodskud - eller frøformering, der dog er ret vanskelig.
Problemer: »Sorte knopper« (palmebrand) er en svampesygdom, der giver ophøjede, sorte pletter på bladene. Endvidere skjoldlus og rødt spind.
Andre arter:
- elatior - højere og kraftigere end elegans.
- fragrans - vellugtende blomster.