Stueprimula - Primula

Primula er en meget stor planteslægt med over 600 arter, der har meget forskellig vækstform, blade og blom­ster; men der er dog visse fælles kende­tegn: de danner bladroset, de har en lodret, skællet jordstængel, og blom­sterkronen er oftest længere end bæge­ret. Frugten er en kapsel, der åbner sig med tænder i spidsen. De Primula, der dyrkes til indendørs brug, deles i 4 grupper, der hver har deres kende­tegn.

Pleje: Stueprimula trives bedst, hvis jorden er jævnt fugtig hele tiden, uden at der dog står vand i underskålen. Hvis rodklumpen er blevet helt tør, kan den genvinde sin evne til at suge vand, hvis den sænkes helt ned i en skål med kuldslået vand; en fuldstæn­dig udtørring er skadelig for planten. Selvom stueprimula ikke tåler direkte sol, bliver blomsterfarven dog noget afbleget, hvis planten står mørkt. Den bedste temperatur er omkring 15°C, og temperaturen må helst ikke komme over 18°C. Syrenprimula og guldpri­mula må oftest kasseres efter en enkelt sæson, mens vinduesprimula og kine­sisk primula efter afblomstring pottes om i en almindelig standard-jordblan­ding. Om sommeren trives stueprimula bedst udendørs på en skyggefuld plads. Efterhånden som blomsterne visner, fjernes de.

Formering: Stueprimula formeres ved frø, der sås i en almindelig standard­jordblanding baseret på spagnum. Den bedste spiring fås, når temperaturen i jorden er omkring 18°C; det varer normalt 20-30 dage, før frøene spirer. Frøene dækkes med et lag jord, der svarer til frøenes tykkelse, og indtil spiringen har fundet sted, dækkes så­kassen med glas eller klar plastic, hvor­ved luftfugtigheden og fugtigheden i jorden bevares.

Arter:

Guldprimula (Primula kewen­sis) er en artshybrid, dvs. en krydsning mellem to forskellige Primula-arter, og den har, i modsætning til de øvrige stueprimula, kun gule blomsterfarver. Guldprimula opstod i 1900 i Londons botaniske have, Kew Gardens, som en spontan krydsning mellem Primula flo­ribunda og Primula verticillata. De un­ge blade er hos guldprimula indrullede, og deres underside er hvidmelet. Blomsterne vokser i etager på blom­sterskaftet. Blandt sorterne kan næv­nes 'Thurgold', der er »melfri«.

Kinesisk primula (Primula praenitens) blev opdaget af europæerne i begyn­delsen af det 19. årh., efter at kineser­ne i mange år havde forædlet den; den egentlige vildform til denne art kendes således ikke. Planten har lappede bla­de med kirtelhår, og bladstænglerne er så skøre, at de let knækker. Blomster­ne er samlet i aks eller i 2-3 etager på blomsterstænglen. Denne Primula er ret sart med hensyn til transport og kræver omhyggeligere pasning end de øvrige stueprimula; måske derfor ses den mindre hyppigt. Rodhalsen skal ved omplantning anbringes over jord­overfladen for at hindre rodhalsråd; planten skal stå så højt, at den næsten står og vipper i urtepotten; men den kan støttes med tændstikker eller små pinde. Sorten 'Fortuna' fås i en blan­ding med forskellige blomsterfarver.

Syrenprimula (Primula malacoides) er den nemmeste og smukkeste af vore stueprimula. Den kasseres efter afblomstringen. Syrenprimula blev fundet i Kina 1886 af den franske botaniker Adrien Franchet; men først i 1906-07 lykkedes det at få frø af denne art til at spire. Siden er der gennemført en lang række krydsningsforsøg med syrenprimula, der findes med forskelli­ge blomsterfarver. Syrenprimula har lappede og ofte melede blade; blom­sterne sidder tit i etager. Sorter er 'Marie', karminrosa, 'Margit', klart ro­sa, og 'Magnifico', purpurkarmin. De har alle meget store blomster, en har­monisk blomsterstand og kompakt vækst.

Vinduesprimula (Primula obconica) kaldes nedsættende for eksemprimula, fordi visse mennesker får eksem af denne plante. Vinduesprimula, der også kaldes eksemprimula, er vel den mest populære af de forskellige stueprimula. Den blomstrede i Europa første gang i 1880, efter at jord med frø var transporteret fra findestedet i Ki­na. Den er meget villig til at blomstre og sætte frø, ligesom den er let at dyrke. Den trives bedst i stærkt sand­blandet jord. Vinduesprimula kende­tegnes af et tragtformet blomsterbæ­ger, hvis tænder er lave og bredt trekantede. Navnet eksemprimula skyldes, at planten udskiller et stof, primin, der fremkalder eksem hos vis­se mennesker; ca. 1 % af Danmarks befolkning anses for modtagelige. Pri­min udskilles fra kirtelhår, der fortrins­vis findes på blomsterbæger og -stilke. Primula obconica er nu forædlet så meget, at der findes sorter, som ikke fremkalder eksem. Sorterne 'Domino', der er fløjlsrød , og 'Eros', der er skinnende rød, er begge tiltrukket i Danmark.