Vanding

Vand er en nødvendig faktor for alle planters livsfunktioner. I jordvandet er opløst de næringssalte, som planterne behøver at optage gennem rødderne til deres vækst, og vandet er med til at holde planterne saftspændte, så at ån­dingsprocesserne kan opretholdes. Den mængde vand, planterne er i stand til at optage fra jorden, er afhæn­gig af flere forhold. Dels kan vand­mængden være begrænset, dels kan jordvandet være mere eller mindre bundet til de enkelte jordpartikler. I sandede, lette jorder er det let tilgæn­geligt, mens ler- og humusholdige jor­der binder vandet kraftigere, så at planterne får vanskeligere ved at opta­ge det. Hvor store vandmængder plan­terne har brug for, afhænger tillige af de omgivende faktorer. Høj tempera­tur, høj lysintensitet og lav luftfugtig­hed kræver tilsvarende mere. Endelig har perioder med kraftig blæst betyd­ning for vandoptagelsen. I naturen får planterne den nødvendige vandmæng­de gennem naturlig nedbør (se artiklen Nedbør); men under kulturforhold eI­ler i nedbørsfattige perioder kan det være nødvendigt at foretage kunstig vanding. Ved al vanding skal de oven­nævnte faktorer iagttages nøje, og der skal altid grundvandes.

Se også artiklerne Nedbør, Nedsænk­ning, Regnmåler og Vandingsredska­ber.

Regnvand er »blødt«, kalkfrit vand, som er det allerbedste til vanding af de fleste haveplanter og stueplanter. Det kan opsam­les i tønder under husets nedløbsrør.

Vandings­redskaber

Det er af afgørende betydning ved udvælgelsen af vandingsredskaber at tage hensyn til det udbytte, man søger at opnå ved vandingen. Ligeledes er det vigtigt hele tiden at kunne frem­skaffe den vandmængde, der er nød­vendig til opnåelse af de bedst mulige vækstbetingelser.

Vandkande: Det simpleste vandings­redskab er en vandkande eller en til­svarende beholder, der er nem at transportere. Af praktiske grunde in­deholder den kun en begrænset mæng­de vand og anvendes derfor mest, hvor der er tale om vanding af en enkelt eller kun få planter. Vandkanden bør have en bruser med fine huller, så at vandet fordeles jævnt over bedene, uden at jorden skylles væk.

Vandslange: Slår denne form for van­ding ikke til, kan der anvendes slange­vanding, enten direkte eller ved udlæg­ning af f.eks. plasticslanger med hul­ler, der således kommer til at fungere som siveslanger. Det er spændende at vande med en have­slange, men fordelingen af vandet er ikke særlig god. Strålen kan være for hård for både planter og jord. Metoden er effektiv; men hullerne bliver ofte tilstoppet af kalkrester, og vandingen bliver derfor uregelmæssig. For at forebygge dette kan man med regelmæssige mellem­rum gennemskylle slangen med en svag syreopløsning. der fjerner kalken; det skal ske på et sted, hvor syreopløs­ningen ikke kan komme til at skade planternes rødder. Af hensyn til van­dingens kvalitet og slangens holdbar­hed er det afgørende at vælge den bedst egnede slangetype. Før i tiden benyttedes oftest gummislanger men de havde stor tilbøjelighed til at knæk­ke, idet de er meget temperaturføl­somme; derved blev brugbarheden stærkt forringet og vandingseffekten nedsat. I dag forhandles og fremstilles de fleste slanger i plastic. De er nemme at transportere, og deres temperatur­følsomhed er ikke så udpræget. Imid­lertid må man gøre sig klart, at de billigste typer plasticslanger næppe har større holdbarhed end de ældre gum­mislanger, hvorfor man nok skal undgå at bruge de billige til vedvarende van­ding. Armerede plasticslanger er dyre­re, men langt mere holdbare; de tåler temperaturudsving bedre og har ikke større tilbøjelighed til at knække.

En slangevogn til at holde styr på haveslan­gen er næsten uundværlig. Den er forsynet med hjul og kan flyttes rundt i haven.

Vandspreder: Vandspredere til have­brug findes i talrige variationer. Fælles for dem alle er den store dråbestørrel­se ved vandafgivelsen, mens forskelle­ne mellem dem ligger ·i deres dæk­ningsområde, vandkapacitet pr. tids­enhed samt den måde, hvorpå vandet spredes. De inddeles ofte i to hovedty­per: rotationsspredere og rektangel­spredere. Rotationsvandspredernes vandingsområde er cirkulært, hvorfor man ved flytning, hvis det er nødven­digt, må søge at begrænse deres over­lapningsareal, henholdsvis uvandede areal, mest muligt. Rektangelsprederne er lettere at administrere arealmæssigt. Deres overlapningsområde kan redu­ceres til et minimum, og vandingen bliver dermed langt mere hensigtsmæs­sig. Men uanset hvilken spredertype man vælger, skal der ved al havevan­ding tages hensyn til dækningsområ­dets størrelse og sprederens kapacitet. Man må hellere vælge en spreder med et lille dækningsareal og flytte den, hvis det bliver nødvendigt, fremfor at vælge en kraftig spreder, der vander også uønskede områder.

En automatisk vandspreder fordeler vandet ligeligt over det ønskede område. Man kan let kontrollere, hvor mange millimeter »nedbør« den giver.

Firkantsvandere kan indstilles, så kun et ganske bestemt område bliver vandet.

Tågevander: Både ved anvendelse af slanger og vandspredere fordeles van­det dråbevis; men det kan have en uheldig indflydelse på jordstrukturen og i værste fald skylle jorden helt væk fra planterødderne, hvis terrænet er ujævnt. I stedet kan man benytte et tågevandingsanlæg, der består af lod­rette opstandere, hvorpå der er monte­ret særlige dyser med meget fin vand­forstøvning. Opstanderne er forbundet ved slanger, og systemet kan fås som flytbare eller stationære anlæg; ved de sidste kan slangerne nedgraves diskret i plantebedene. Ved tågevanding til­føres jorden normalt 10-15 mm vand pr. time, og nedsivningen er så fin, at jordskylning og skorpet jordoverflade helt kan undgås. Se også artiklerne Tågeformering og Tågesprøjtning.

Drypvander: Den bedste, men nok dyreste form for havevanding er et drypvandingssystem af tynde plastic­slanger, hvori er indfældet specielle drypdyser. Slangerne lægges direkte på jorden mellem planterne, og man til­slutter slangen til en vandhane. Vandet drypper herefter gennem dyserne gan­ske langsomt ud på jorden, hvor det fordeler sig til alle sider og frembringer den nødvendige jordfugtighed. Jord­overfladen bliver således tilpas fugtig og porøs, og luftskiftet kan ske uhin­dret. Hver dyse afgiver ca. 1 liter vand pr. time, og ved udlægning med gen­nemsnitlig 2-3 dyser pr. m² giver an­lægget, når det er i gang om natten, en naturlig, god vanding. Systemet har sin største fordel i tørre perioder, idet det er det mest vandbesparende; næsten alt det tilførte vand kommer planterne til gode, og fordampningstabet er for­svindende lille. Hvis vandingsvandet er meget kalkholdigt, kan dyserne tilluk­kes af aflejret kalk; i sådanne tilfælde må slanger og dyser renses med fortyn­det syre, som kan opløse kalken. Den­ne rensning må naturligvis ikke ske i plantebedet; slangerne må samles sam­men og behandles andetsteds. Efter syrebehandlingen gennemskylles slan­gerne omhyggeligt med rent vand.

Vandkanon: Industrielt har større van­dingsredskaber stor økonomisk betyd­ning, ikke blot i erhvervsgartnerier, men i stigende grad også for landbru­gets markafgrøder. Der opstilles regn- ­eller vandkanon er, hvis vandkapacitet langt overstiger alle former for have­vandere. De er dyre i anlæg og drift og har næppe nogen betydning for det private havebrug, måske undtagen net­op ved deres enorme vandforbrug.