Nelumbo er det singhalesiske navn for lotus, som er hjemmehørende i et
område, der strækker sig fra Nordamerika til Sydøstasien og videre til tropisk og subtropisk Australien.
Lotus har smukke blomster, der i gennemsnit er 25 cm i diameter. Hver blomst, der sidder på en lang stængel, som rager op over bladene i vandoverfladen, består af mange kronblade med mange støvdragere omkring en stor griffel. Når befrugtningen har fundet sted, svulmer griflen op til en stor, peberbøsselignende frugt med en diameter på ca. 15 cm. Frøene er sorte og på størrelse med en hasselnød. Så snart de er modne, falder de ned på bunden af vandet, hvor de kan ligge i flere år, før de spirer.
De først udviklede blade ligger lige i vandspejlet, mens de senere udviklede hæver sig op over vandet. Bladene er gennemsnitlig 30-50 cm og forsynet med 100-150 cm lange stilke, dækket af et vandskyende vokslag, der giver dem et blågrønt udseende.
Lotus klarer sig godt udendørs i varme somre.
Pleje: Lotus dyrkes i bassiner i vinterhave eller varmhus, men kan i varme somre flyttes udendørs. De gror godt i en kraftig, næringsrig lerjord. De tykke, kødede rødder (rhizomer) er meget lette at beskadige, idet sideskuddene let knækker af. Rhizomet lægges et par cm under jordoverfladen i bunden af bassinet, hvorefter der tilføres så meget vand, at det står et par cm over jordoverfladen. Efterhånden som planterne gror, tilføres der så meget vand, at det står 30-35 cm over jordoverfladen. Når planterne begynder at visne, sænkes vandspejlet, indtil jorden er fri for stående vand; det er den bedste måde at overvintre lotus på. Omplantning kan finde sted ca. hvert tredje år.
Formering: Lotus formeres ved deling af rhizomerne i forbindelse med omplantning eller ved frø.
Arter: Nelumbo nucifera er den ældste og mest kendte af de to arter. Allerede
500 f.Kr. blev den dyrket af ægypterne. Den betragtes som hellig blomst af forskellige religioner, bl.a. buddhismen. I Tibet, Indien og Kina finder man Nelumbo nucifera som symbol på frugtbarhed. Blomsterne er rosafarvede. Først og fremmest japanerne har forædlet denne blomst; blandt sorterne kan nævnes 'Ohga-Hasu', en gammelrosa sort; 'Rozanpahu', en hvid, dobbeltblomstret sort, og 'Hekitairen', en rosa, dobbeltblomstret sort. Nelumbo lutea har gule, duftende blomster, der minder om en stor tulipan. Den vokser i Nordamerika fra Florida til Texas, hvor den tidligere blev plantet af indianerne, der brugte de kødede, stivelsesholdige jordstængler som føde. Arten blev tidligere bekæmpet som ukrudt, fordi floddampernes skovlhjul hang fast i dem, og den findes nu kun få steder i vild tilstand. Sorten Nelumbo lutea 'Mikado' kan trives udendørs hos os om sommeren.
Når blomsten hos lotus er befrugtet, svulmer griflen op og minder om en peberbøsse.
Lotus corniculatus se kællingetand