Hegn

Et hegn kan bestå af tætplantede buske eller træer eller »døde« materialer som sten, træ og metal.

Ordet have betyder oprindelig et ind­hegnet jordstykke. Fra gammel tid har det været nødvendigt at hegne for at frede, værne eller skaffe læ omkring marker, haver, skove, bygninger m.m. Ved rejsningen af hegn blev der i stenrige områder benyttet sten, i skov­egne grene og rafter; i eng- og marsk­egne blev der gravet grøfter, og i kystegne udnyttede man den opskylle­de tang. Endvidere var det almindeligt med hegnsplantninger , hvorfra man skaffede sig materiale til risgærder; hegnsplantningerne kunne samtidig tjene som levende hegn.

Krav til hegn

Ved valg af hegn omkring haver stilles bl.a. krav om udseende, lævirkning mod vind og støj, afskærmning mod indsigt, holdbarhed, pris og - ikke mindst - krav om indordning efter hegnsloven. Det henstilles i hegnslo­ven:

1) at hegnene vælges efter de tilstødende ejendommes karakter og benyttelse, 2) at hegn mod gader, veje, stier og pladser danner et tiltalende helhedsindtryk, 3) at hegnene ikke på uheldig måde ændrer landskabsbille­det,

4) at hegnene tydeligt adskiller de pågældende ejendomme og kan mod­stå påvirkningerne fra ejendommenes benyttelse,

5) at hegnene yder de til­grænsende ejendomme rimelig beskyt­telse mod indtrængen, og

6) at hegne­ne ikke i højere grad end nødvendigt spærrer for lys, luft eller udsigt (se desuden artiklen Hegnsloven).

Et hegn skal give læ mod vind. Et helt tæt hegn, f.eks. en mur, giver meget læ nær hegnet, men lævirkningen er kort­rækkende, kun ca. 25 gange hegnets højde, og der dannes hvirvelvinde, som slår ned bag hegnet. Et hegn, hvor 35-50% udgøres af jævnt fordelte hul­ler, f.eks. en hæk eller et halvtæt raftehegn, giver derimod nedsat vind­hastighed uden hvirveldannelser ud til en afstand svarende til 30 gange heg­nets højde. Navnlig i boligkvarterer anlagt på åben mark er det nødvendigt at vælge hegn, som nedsætter vindha­stigheden uden at danne hvirvler (se også artiklen Læhegn).

Skal et hegn danne støjlæ, skal det være helt tæt og bestå af tunge materia­ler som beton eller jord. At massefylden er afgørende, viser sig f.eks. ved, at en 2 m høj betonmur har en lydskærmen­de virkning svarende til et 25 m bredt skovbælte.

Der er to hovedgrupper at vælge imel­lem: levende hegn (klippet eller uklip­pet hæk eller læhegn) og hegn af »døde« materialer. Levende hegn er forholdsvis billige i anskaffelse, smuk­ke og lægivende, men arbejdskræven­de i vedligeholdelse. Døde hegn er i reglen dyrere i anskaffelse, pladsbe­sparende og nemmere at vedligeholde. Til fordel for det døde hegn tæller tillige, at man straks opnår den ønske­de hegning og at man kan plante helt op til hegnet. Det døde hegns ofte golde og hårde udseende kan mildnes ved opsætning af slyng- og klatreplan­ter. I det følgende omtales alene døde hegn; levende hegn er omtalt i artiklen Hæk.

Stakit med udskårne planker i trykimprægneret træ.

Opsætning af hegn

For at kunne opsætte et hegn i ejen­domsskellet er det nødvendigt at ken­de ejendommens rette afgrænsning. En ejendoms skel er afmærket med skelpæle , opsat af en landinspektør. Skelpælene er jernrør, som er banket i jorden i ejendommens hjørner og hvor skellinjen i øvrigt slår knæk. Hvis skel­pælene er gravet ned eller på anden måde forsvundet, kan punkterne fin­des ud fra det til ejendommen hørende matrikelkort. Af hensyn til nabo frede n er det klogt at overlade til en landin­spektør at rekonstruere skellet. Heg­nets samlede længde kan bestemmes enten ved direkte opmåling mellem skelpælene eller ved opmåling på ma­trikelkortet. Ud fra opmålingen be­stemmes mængden af nødvendige ma­terialer til hegnet.

Opsættes hegn, hvor terrænet stiger eller falder, aftrappes hegnshøjden i takt med terrænet. I reglen er det nemmere og smukkere at aftrappe et hegn med lodret fremfor vandret be­klædning. Da opsætning af døde hegn i reglen fordrer håndværksmæssig erfa­ring, overlades arbejdet i reglen til en kvalificeret fagmand, dvs. en anlægs­gartner, en murer, en tømrer eller en smed.

Jorddige

Et jorddige er en jordvold, som even­tuelt er beplantet med græs eller buske. Til beklædning af et jorddige anvendes gamle græstørv med grøn­sværen nedad; som fyld anvendes al­mindelig markjord. Diget opbygges efter udspændte snore og skal have skrå sider, som hindrer sammenstyrtning af diget. Jorddiget anvendes især i land­bohaver og i naturhaver, men optager for megen plads i baghaver.

Stendige

Stendige, hvis fuger dækkes af en tæt græstørv. Stenbedsplanter kan også anvendes.

Et stendige eller stengærde består af en jordvold med store natursten på siderne. Et ensidigt stengærde har kun sten på ydersiden, mens indersiden udgøres af jævnt skrånende jord til bevoksning. Ved opførelsen af et stendige faststam­pes underlagsjorden til ca. 15 cm under terrænet. De største sten lægges ne­derst. Sten skal hvile på sten, og den støttende jord bag stenene stampes fast for hvert stenlag. Et stendige må ikke stå med lodrette sider, men skal have en svag hældning, et såkaldt an­læg eller smig, på mindst 15%. For stendiger med en højde over 1 m er det nødvendigt at bagstøbe med beton.

Mur

Havehegn af tegl-, beton-, sand- eller granitsten o.lign. er en af de dyreste former for hegn. Stenene fæstnes med mørtel og cement som bindemiddel. Muren skal funderes til frostfri dybde, dvs. 100 cm under terræn. Foroven afsluttes muren med en afdækning til beskyttelse mod frostsprængninger, f.eks. i form af kobber- eller zinkplader. Tørmure opstilles på samme måde som stendiger uden bindemiddel, men med samme materiale som havemure.

Grengærde

Grengærder er velegnede under landli­ge forhold og hvor der er let adgang til grene. Tidligere blev grengærder an­vendt inden for landbruget som mid­lertidige hegn omkring tilsåede mar­ker. Et grengærde består af grene, som er flettet i spænd mellem lodrette pæle, der er anbragt med en indbyrdes af­stand på ca. 1 m. Som beklædningsma­teriale anvendes grene fra f.eks. ask eller poppel (træerne stynes) eller gre­ne fra beskæring af havens buske og træer. Efterhånden som grenmateria­let rådner, bankes det sammen med en kølle, og der lægges nye grene foroven.

Risgærde

Et risgærde har en beklædning, bestå­ende af afbladede kviste (ris, skud), som er flettet mellem lodrette stolper eller vandrette bærere (løsholter), op­sat mellem stolperne. Til vandret ris­beklædning sættes stolperne med en afstand på ca. 1m. Ved lodret beklæd­ning sættes stolperne med en indbyrdes afstand på 1,5-2 m, og løsholterne anbringes med en afstand på 40-50 cm. Almindeligvis anvendes der bøgeris til beklædning. De afbladede, friske ris samles i bundter (taver) på en arms tykkelse og indflettes mellem stolper eller løsholter fra hver sin side. Ved lodret beklædning anbringes risene med topenden opad, hvorefter man eventuelt studser toppen af risene med en hækkesaks. Et hegn med vandret­lagte ris er dog lettere at vedligeholde end et hegn med lodretsatte ris.

Kæppehegn (dyrehave- og vindekæppehegn)

Kæppehegn minder om gren- og ris­gærder. Som beklædningsmateriale er anvendt afkvistede grene fra f.eks. eg, enebær, gran, hassel eller pil. Kæppe fra enebær er de mest holdbare og kan holde i op til 100 år; men de er også de dyreste. Afbarkede og imprægnerede pile kæppe er et forholdsvis billigere

materiale og danner et smukt hegn med lang holdbarhed. Det billigste materiale er gran. Kæppene monteres enten vandret eller på skrå mellem stolper eller lodret mellem løsholter. Hegn med vandrette eller skrå kæppe kaldes vindekæppehegn til forskel fra hegn med lodret satte kæppe, som kaldes dyrehavehegn. Til et vindekæp­pehegn anvendes imprægnerede træ­stolper, som anbringes med en indbyr­des afstand på 1-1,5 m. I et dyrehave­hegn er kæppene anbragt i spænd mel­lem 3 vandrette løsholter, som f.eks. kan være firkantede lægter af fyr. Løs­holterne er anbragt i stolpeflugtens midtlinje, set fra oven, og er tappet ind. For et 180 cm højt hegn sættes løsholterne henholdsvis 30, 90 og 150 cm over jorden. Indtapningen udføres med stemmejern eller ved at bore huller med et stort centrumsbor. Løs­holten tilspidses, så at den passer ind i hullet. Indtapningen gør det nødven­digt, at den bærende konstruktion la­ves færdig fag for fag. Før en stolpe kan anbringes i færdig stilling, må løshol­terne være sat på plads. Kæppe på tykkelse med et kosteskaft anbringes i spænd mellem løsholterne fra hver sin side og med topenden lodret opad. Til slut foretages en eventuel afkapning af topenderne med en sav eller et Ørne­næb efter en udspændt snor.

Vidjehegn med trykimprægnerede stolper og flettede pilegrene.

Pileflethegn

Et pileflethegn udgøres af fabriksfrem­stillede hegnselementer, opsat på stolper. Det er et elegant, men forholdsvis dyrt hegn, bl.a. fordi pilegrenene af hensyn til holdbarheden skal være afbarkede og imprægnerede. Hvert hegnselement består af en træramme, hvori der er indflettet pilegrene efter samme princip som for et dyrehave­hegn. Elementerne leveres i forskellige standardhøjder og almindeligvis med en længde på 150 cm. Hegnselementer­ne fordrer stor nøjagtighed ved opsæt­ningen af de bærende stolper, som opsættes efter montering af hvert element. På stolperne monteres special­beslag til fastgørelse af elementerne.

Raftehegn med trykimprægnerede stolper og vandrette, imprægnerede rafter.

Raftehegn

Raftehegnet er den mest anvendte form for faste (»døde«) hegn mellem villahaver. Hegnet består af rafter med eller uden bark, opsat lodret eller vandret mellem stolper. Stolperne skal være mindst 15-20 cm i tværmål i rodenden. Som materiale anvendes trykimprægneret gran, fyr eller lærk. Lærk er dyrest, men tillige mest hold­bar. Til et færdigt hegn med en højde på 1,8 m skal stolperne have en længde på mindst 2,8 m. Stolperne sættes med en indbyrdes afstand på 150-200 cm, graves med den tykke ende nedad 80-­100 cm ned i jorden og stampes og vandes herefter fast. Foroven afskæres stolperne i den ønskede hegnshøjde med et skråsnit, så at regnvandet lette­re kan løbe af. Til lodret beklædning med rafter forbindes stolperne med vandrette løsholter. Som løsholter an­vendes rafter med en diameter på 8-10 cm, eventuelt gennemsavede. Der an­vendes to løsholter pr. stolpefag. Den nederste løsholt bør ikke sidde nærme­re jorden end 30 cm, den øverste 30 cm fra hegnets overkant. Løsholterne fast­gøres enten indtappet eller direkte på siden af stolperne. Til beklædning an­vendes rafter med et tværsnit på 5-6 cm, enten hele eller gennemskårne. Som materiale anvendes især gran; lærk er dyrere, men mere holdbar og anses for smukkere. Rafterne forhand­les med eller uden bark, og de afbarke­de fås med eller uden trykimprægnering. Som nyopsatte" er de barkdække­de rafter de smukkeste, men i løbet af et par år skaller barken efterhånden af. Ved lodret og tæt raftebeklædning fast­sømmes rafterne på løsholterne. Raf­terne anbringes skiftevis med rod- og topende opad, så at der ikke opstår skævhed. Den nederste ende af rafter­ne anbringes hele tiden i flugt med den ønskede højde over terrænet; den øverste ende afsaves til slut i ønsket højde efter en udspændt snor. Opsæt­tes raftehegnet som et såkaldt finsk hegn med vandrette rafter fra forsiden af den ene stolpe til bagsiden af den følgende, vil hegnet ikke få en forside og en bagside, men være lige smukt fra begge sider. Rafterne sømmes vandret på stolperne med rodende mod topen­de. Der startes øverst efter et vaterpas. For raftehegn og hegn i øvrigt er det en fast regel at anbringe den »kønneste« side væk fra sig selv, dvs. mod naboen eller ud mod vej.

Plankeværk

Et plankeværk virker lettere, når de vandrette planker slås skiftevis på stolpernes for- og bagside.

Plankeværk er især velegnet i tætbe­byggede områder. Som materiale an­vendes normalt trykimprægneret fyr, som leveres høvlet eller uhøvlet. Plan­kerne opsættes lodret på løsholter eller vandret, direkte på de bærende stol­per. Plankerne påsømmes tæt ved si­den af hinanden, med mellemrum eller skiftevis på hver sin side af stolper eller løsholter.

Lamelhegn

Lamelhegn kan købes i elementer til at hænge op på de nedgravede stolper. Lamelhegn kaldes også flet- eller spån­hegn. Hegnet minder om dyrehavehegnet, men i stedet for kæppe er anvendt 4-6 mm's lameller eller spåner af vekslende bredde.

Ved montering af lameller på op sæt­ningsstedet anbringes lamellerne lod­ret i spænd mellem løsholter på samme måde som ved opsætningen af ris gær­der eller kæppehegn. For at øge heg­nets holdbarhed fastgøres lamellerne til øverste og nederste løsholt med stifter. Lamelhegn og spånhegn kan også købes som færdigmonterede ele­menter.

Halmmåtter

Hegn af halmmåtter er skrøbelige og har stærkt begrænset levetid. Anven­des de såkaldte gartnerhalmmåtter , som er bundet af rughalm og tjære­garn, kan måtterne holde 2-3 år, hvis de tages ind om vinteren. Hvis måtter­ne ikke bringes indendørs om vinteren, er det nødvendigt at foretage årlig udskiftning. Hegn af halmmåtter er bl.a. anvendelige, hvor nyplantede hække endnu ikke har dannet skær­mende læ, eller som afskærmning ved terrasser. Måtterne opsættes på en bæ­rende konstruktion af nedgravede stol­per, forbundet med vandrette løsholter eller hegnstråd, og stolperne forsynes med en overligger, der værner måtter­ne mod stød og slag fra oven.

Rørhegn

Rørhegn af balkantagrør har en smuk materialevirkning og er ret holdbare.

I forhold til halm måtter er måtter af rør eller sivet mere holdbart og ofte smukkere hegnsmateriale, men også langt dyrere. Rør fra specielt Balkan har en levetid på 20-25 år. Rørmåtter kan leveres som færdige hegnselemen­ter. Elementer fremstillet af gule rør fra Balkan går under betegnelsen »go­liath-hegn«.

Eternit

Hegn af eternitplader er forholdsvis skrøbelige og dyre. Pladerne er vind­tætte og vejrbestandige, men de tåler hverken stød eller slag. De anvendes f.eks. til hegn med selvhæftende slyng­planter. Pladerne opsættes på en bærende konstruktion, bestående af ned­gravede stolper, forbundet med vand­rette løsholter.

Trådhegn

Det mest holdbare trådhegn har varmgalvaniserede stolper og plasticbetrukket fletværk. Trådhegn består af stolper, hvorimel­lem der er udspændt to, tre eller flere rækker vandret hegnstråd. Hegnet er forholdsvis billigt i anskaffelse og an­vendes især under landlige forhold med store hegnslængder; det har ingen lægivende virkning. Undertiden kom­bineres hegnet med en hæk eller sup­pleres med trådvæv, som skærmer mod ind- eller udtrængende mindre dyr. Som stolpemateriale anvendes kraftige træstolper eller vinkeljern, som støbes fast i beton til frostfri dybde, dvs. 75-­100 cm under jordoverfladen. Stolper­ne sættes med en indbyrdes afstand på 2,5-3 m. Det er nødvendigt at forsyne hjørne- og endestolper med skråstive­re, for at stolperne kan modstå trækket fra de udspændte tråde. Skråstivere af L-jern eller T-jern forsynes med en fodplade 30 x 30 cm og graves mindst 50 cm ned i jorden. På lange stræk må en eller flere mellemstolper ligeledes for­stærkes med skråstivere. Der anvendes galvaniseret eller plasticovertrukket hegnstråd. Antallet af hegnstråde be­stemmes ud fra hegnets højde, idet trådene anbringes med en indbyrdes afstand på 25-40 cm. Hegnstråden sæt­tes helt fast til ende-, hjørne- og mel­lemstolper med skråstivere, men fæst­nes kun løst til de øvrige stolper, således at tråden kan bevæge sig under stramning. Til stramning anvendes en talje eller trådstrammere med langt gevindstykke.

Fletværkshegn

Fletværkshegn består af maskinvævet metaltrådnet, opsat på stolper. Hegnet anvendes især til indhegning af parker, frugthaver, sportspladser o.lign.; til brug omkring haver virker det ofte kedeligt, hvis det ikke kombineres med en hæk eller klatreplanter. Heg­net er velegnet til at hindre børn og dyr i at løbe fra haven ud i kørende trafik. Som stolpemateriale anvendes profil­jern (T- eller L-jern), jernrør, beton eller træ. Stolperne skal mindst 1 m ned i jorden. Ende- og hjørnestolper samt enkelte mellemstolper på lange stræk forsynes med skråstivere på sam­me måde som ved trådhegn. Stolperne anbringes med en afstand på 2-3 m; på stolperne udspændes vandrette hegns­tråde med en indbyrdes afstand på 40­50 cm. Til stolperne og de stramt udspændte hegnstråde fastbindes tråd­net med galvaniseret bindetråd. Tråd­nettet forhandles i forskellige maske­vidder, bredder og trådtykkelser; end­videre kan man vælge mellem firkantet og sekskantet trådnet (hønsenet). Net­tet bør være dobbelt galvaniseret eller i stedet for det sidste lag overtrukket med et plasticlag. Almindeligvis anven­des et boldstandsende net med en maskevidde på 4-5 cm. Metalfletværk kan leveres som færdige hegnsele­menter.

Dyrehegn

Dyrehegn, også kaldt dansk stålgærde, skovhegn eller vildthegn, anvendes især under landlige forhold til beskyt­telse mod vildt eller under byforhold som støtte for hæk og beskyttelse mod indtrængende fremmede hunde. Hegnsmaterialet er maskinvævet tråd­net med firkantede masker, der aftager i størrelse oppefra og ned. Et dyrehegn virker mere elegant end et almindeligt fletværkshegn.

Jernhegn

Et jernhegn fremstilles af smedejern, stålprofiler eller stålrør, f.eks. opsat som tremmer. Hegnet er solidt og elegant, men dyrt og giver kun ringe læ. Se også artiklerne Mure og Træ.