Alger

De slimede rødbrune alger får vandet til at se ud, som om det bløder.

Alger udgør en gruppe af meget for­skelligartede planter. Der findes mi­kroskopisk små encellede alger, hvor cellerne er selvbevægelige ved hjælp af svingtråde, og der findes meget store tangplanter, der kan blive indtil 50 cm lange.

De fleste alger lever i vand, men en hel del lever i fugtig jord, på træstammer eller på sten. Nogle af de alger, der lever i vand, findes kun i salt- eller brakvand, medens andre kun lever i ferskvand; de kan vokse i klart eller i forurenet vand, og man finder alger såvel i de kolde polarvande som i tropernes varme vand.

Nogle alger holder sig svævende i van­det, medens andre vokser i 25-50 cm's dybde, dog aldrig længere nede i dy­bet end der, hvor de stadig kan finde tilstrækkelig med lys. De fleste har nemlig bladgrøntlegemer, klorofyl, og ernærer sig ved at optage kultveilte ved fotosyntetiske processer. Det grønne stof er ofte skjult af andre farver. Det er f.eks. tilfældet hos den gruppe af alger, der kaldes for rødal­ger, Rhodophyceae, hvor et rødt farve­stof dækker det grønne klorofyl.

Rødalger.

Hertil hører bl.a. ribbeblad (Delesseria), der er hyppig ved de danske kyster. Af gaffeltang (Furcella­ria) fremstilles agar, og carrageen (Chondrus crispus) anvendes bl.a. til klaring af øl og vin og i farvefabrika­tionen.

Rødalger er i stand til at udnytte det blå lys, der trænger dybere ned i van­det end de røde stråler.

Brunalger (Phaeophyceae) har farver, der varierer fra olivengrønt til mørke­brunt. De vokser næsten alle i saltvand og er oftest slimede og fasthæftede. Brunalgerne vokser ikke på slet så dybt vand som rødalgerne. De er al­mindelige ved vore kyster, hvor man f.eks. kan finde blæretang (Fucus), der er karakteriseret ved de luftfyldte blæ­rer, samt sukkertang og fingertang (Laminaria), der bliver indtil 1,5 m. I Japan udnyttes bladtang bl.a. til frem­stilling af fødemidlet kombu.

Grønalgerne (Chlorophyceae) har græsgrønne grøntlegemer. Planterne vokser både i salt- og i ferskvand og træffes ofte på landjorden. Nogle er fasthæftede, medens andre lever frit som planktonorganismer. Man kan fin­de grønalger i de øverste jordlag eller i sneen i polarområderne, hvor sneen eller isen farves rød på grund af opho­bede farvestoffer.

Grønalgerne har en yderst forskellig udvikling. Nogle er encellede eller kolonidannende, medens andre er fler­cellede.

Ved kloakudløb er sten ofte helt grøn­ne og slimede. Det skyldes en grønalge ved navn rørhinde (Enteromorpha), der på denne måde røber, at her er forurenet vand. Planten bliver ofte kaldt for »Grøn sæbe«.

Søsalat (Ulva) har et ganske fladt løv, der kan blive ca. 1 m langt. Planten vokser bl.a. i Øresund.

Blågrønalger (Cyanophyceae) vokser såvel i salt- som i ferskvand, i og på jord samt på mange slags særegne voksesteder. Mange tåler udtørring, medens andre tåler højere temperatu­rer end de fleste andre alger, og man finder dem ofte ved bredden af varme kilder.

En art vokser på væksthusmure, og en anden kan efter et regnskyl pludselig dukke op på en tilsyneladende nøgen jord, et fænomen der har givet planten det danske navn »skyfald«.

I haven kan man finde grønalger , hvor flere arter vokser på bark og er ret almindelige ved foden af træer, men de vokser også på stråtage og mure. Blomsterpotter bliver ofte overtrukket med en grålig belægning, der skyldes en mikroskopisk lille alge. Algen vok­ser især på lerpotter og bliver spredt ved ledningsvand. Er der kun belæg­ning på ydersiden af potten, sker der ikke så meget; men skaden bliver straks større, hvis algen begynder at vokse i pottejorden, hvor den kan brede sig som et mosagtigt lag og forhindrer blomsterplantens rødder i at optage næring og vand. Planten bliver efter en tid sygelig at se på. Hvis potteplantens rødder ikke er helt gennemvokset i jorden, kan jorden forsigtigt skrabes af sammen med alge­bevoksningen og erstattes med ny jord. Er rødderne derimod helt gen­nemvoksede i jorden, bør denne fjernes, hvorefter planten pottes på ny.

Forurening af alger i havebassin får vandets farve til at blive brunt eller grønt. Algerne kommer især ved gødskning af bassinets planter eller fra ekskrementer fra fisk o.lign.

Kraftigt voksende vandplanter kan i reglen forhindre for stærke angreb af alger, idet disse planter vil forbruge en del af de opløste næringssalte i vandet. Kemiske bekæmpelsesmidler bør kun anvendes med den største forsigtighed, idet man skal tage hensyn til eventuelle fisk og andre planter.

I spejlbassiner og soppebassiner, hvor der ikke er planter eller fisk, kan algerne fjernes ved udstrøning af 1-2 g blåsten pr. kubikmeter vand.

--