Bærbuske

I den traditionelle have holdes prydha­ve og nyttehave nøje adskilt. I virkelig­heden har mange nytteplanter så stor æstetisk værdi, at de med fordel kan anvendes også i prydhaven. I mindre haver er der næppe grund til en kraftig adskillelse af de to haveformer. Både frugttræer og frugtbuske kan let ind­passes overalt i en almindelig have, hvor både blomstring, frugtbæring og silhouetvirkning i den bladløse tid kan være af stor værdi.

Egentlige frugtbuske som stikkelsbær, ribs og solbær kan anvendes som soli­tærbuske i græsplænen, som indslag i et åbent busket eller som uklippede hæk­ke mellem to havedele eller i havens skel. Højstammede former af stikkels­bær og ribs kan plantes som overstan­dere i havens blomsterbed mellem stauder og lave roser eller som soli­tærplanter i atriumhaven eller ved hu­sets terrasse. Endelig kan både ribs og solbær espalieres op ad en mur, et plankeværk eller en pergola, hvor man ofte kan opnå en større blomsterrig­dom og derfor også større virkning i bærtiden.

Blandt havens prydbuske findes en lang række arter, hvis blomstring efterfølges af en rig frugtsætning. Langt de fleste af disse bær er spiselige og til­trækker mange fugle efterår og vinter. En del har kun kort holdbarhed, fordi de hurtigt fortæres af fuglene. Mindre tiltrækkende bær får derimod lov til at sidde længe på buskene, ofte hele vinteren. Enkelte former kan endog anvendes som menneskeføde, men er ofte på grund af deres ringe størrelse vanskelige eller helt umulige at pluk­ke. Blandt prydbuskene har især ber­beris, havtorn, japankvæde, kirsebærkornel, mispel, paradisæble, hunde­rose, hybenrose, rynket rose og hvid­tjørn velsmagende og C-vitaminrige frugter. En række arter har bær, som er uspiselige eller direkte giftige for mennesker. De skal derfor kun plantes, hvor de ikke kan forårsage ulykker blandt børn eller ukyndige voksne. Pebertræ (Daphne mezereum) har dø­delig giftige frugter, som bør afplukkes før modningen, hvis småbørn færdes i haven. Frugterne af benved, druehyld, alle arter af gedeblad og kaprifolie, kvalkved, liguster og snebær er giftige, hvis de spises i større mængder, men de har alle en ubehagelig smag, som sætter en stopper for fortæring af disse bær.

Almindelig mahonie (Mahonia aquifolium) har stedsegrønne blade og smukke

blåduggede frugter, der modner i august.

Kvalkved (Viburnum opulus) er vildtvoksende i skov og hegn.

Vinterbær (Skimmia japonica) har runde, røde stenfrugter med flere sten. De bliver siddende på busken det meste af vinteren.

Ildtorn (Pyracantha coccinea) med mange røde eller orange bær. De store halvskærmformede toppe er meget iøjnefaldende om vinteren.

Druehyld (Sambucus racemosa) er vildtvoksende i vore skove, men dyrkes også i haver. Fuglene holder meget af de skinnende røde bær, men de er uspiselige for mennesker.

Havtorn (Hippophaë rhamnoides) har dels hanlige, dels hunlige planter. Hunplantens mange orangegule eller rent gule frugter er meget smukke det meste af vinteren.

Anvendelse: Bærbuskene kan anvendes overalt i havens busket, de lave i forgrunden, de højere plantet ind imellem andre arter af prydbuske. Som bunddække kan en række krybende eller ganske lave bærbuske anvendes, bl.a. gaultheria, dværgmispel, myrtekrukke, trærnorder og snebær. Bærbuske med særlig smuk vækstform kan anvendes solitært på plænen eller i atriumhaven, bl.a. blåbælg, mispel, paradisæble, perlerøn og vinterlue. Som fuglekrat i fritidshaven eller i byhaver med god plads kan de fleste bærbuske anvendes i tætplantning. De vil ikke alene tiltrække mange standfugie foruden vintergæster fra det nordlige Skandinavien, men deres tætte grenværk giver også gode muligheder for redepladser og overnatning for havens fugle. Hertil er alle arter af tjørn og vildrose særlig velegnede. Endelig kan mange bærbuske anvendes som espalier op ad raftehegn, plankeværker eller husmure, hvor de, modsat mange almindelig anvendte slyngplanter, også efterår og vinter liver op med deres ofte stærkt farvede bær. Som espalierplanter kan følgende anvendes: bærmispel, dværgmispel, havtorn, ildtorn, rynkeblad, hunderose, træmorder og gedeblad.

Udvalg: I Planteskemaer - Bærbuske i prydhaven er anført de vigtigste af de bærbærende prydbuske, der kan finde anvendelse i danske haver. Nærmere omtale af de enkelte arter findes i selvstændige artikler under planternes danske navn. Valg af planter kan ske ved en vurdering af frugternes farvevirkning, modningstidspunktet og buskens størrelse og løvmasse. Ved passende beskæring kan buskene pines til særlig rig blomstring og frugtsætning, mens forkert anvendelse af sav og saks til gengæld helt kan hindre frugtdannelsen. Særlig kraftige planter som klatrerose, hvidtjørn og skarlagentjørn bør undgås i mindre haver, og træmorder kan, som navnet siger, kvæle de træer eller buske, som den klatrer op ad. De trives i enhver normal havejord. Dog skal gaultheria, myrte krukke og vinterlue helst have en sur jord med lavt reaktionstal. Til sandede og næringsfattige jorder kan især bukketorn, havtorn, rynket rose og klitrose anbefales.

En frugthave, der passer sig selv:

Mange prydbuske har blomster og bær. Plant dem i et åbent busket med god plads mellem planterne. Bær, der er gode til marmelade og gele: Berberis, havtorn, kirsebærkornel, mispel, paradisæble og tjørn.