Bestøvning

Ved bestøvning forstås overførelsen af blomsterstøv, støvkorn eller pollen, til et støvfang. Bestøvning er med ganske få undtagelser en absolut nødvendig­hed for befrugtning af frøanlæggene til sikring af artens fortsættelse. Bestøvning kan foregå på mange måder, og naturen tager mange forskelli­ge hjælpemidler i brug. De vigtigste hjælpemidler er vinden og insekter, men det hænder, at fugle og flagermus hjælper til.

Der må findes både støvkorn og støv­fang, for at bestøvning kan finde sted. Støvkornene udvikles i støvknapper, som sidder på støvtråde. Tilsammen danner de støvdragerne, som udgør det hanlige kønsorgan. Når blomsterne springer ud, er støvkornene udviklede, modne. Støvknapperne åbner sig eller revner, og støvkornene falder ud. Støvkornenes form, størrelse og farve kan variere meget fra art til art, men de er ens for blomsterne inden for samme art.

Støvfanget sidder yderst på støvvej en, som desuden består af griffel og frugt­knude. Tilsammen udgør de det hunli­ge kønsorgan. Støvfanget består af nogle tråde eller en plade med en ujævn overflade. På denne overflade udskilles et sekret, som dels indehol­der noget sukker, dels nogle specielle stoffer. Sukkeret pirrer støv kornene til at spire og giver dem energi, indtil støvrøret kan hente mere nede i grif­len. De andre stoffer fremmer spirin­gen af »velkomment« støv og forhind­rer uønsket støv i at spire. Der er ikke altid tale om bare at forhindre støv fra artsfremmede blomster i at spire og fylde griflen med uønskede støvrør. Hos nogle arter er selvsterilitet almin­delig, fx hos blomme. Dette bety­der, at støvkorn fra samme sort, ikke blot samme træ, ikke er ønsket som befrugter af ægget. Intersterilitet fin­des også. Det betyder, at støv fra en eller flere andre sorter ikke kan befrugte hinanden. Dette fænomen fin­des også hos blomme. Man kalder det for ufordragelighed.

Vindbestøvning:

Hos de laverestående frøplanter er vindbestøvning det al­mindelige. Det gælder fx for nåle­træerne, græsserne og rak1etræerne så­som bøg, eg og hassel.

Støvkornene er meget lette, tørre og glatte og dannes i enorme mængder. Når vinden bevæger planterne, falder støvet ud. Vinden bærer støvet rundt, til det tilfældigt lander på et støvfang. Men luftrummet er stort, og støvfange­ne er små, så der går en masse til spilde. Under denne blæsen omkring indåndes støvet også af mennesker, og modtagelige personer kan få høfeber. Da det gælder om at fange »forfløjne« støvkorn, er støvfangene særlig bygge­de til det. De har en stor overflade, hvilket især kan ses hos græsserne. For ikke at ødsle med støvet i dårligt vejr, fx regn, lukker støvknapperne sig, når de bliver fugtige. Når de bliver tørre igen, åbner de sig atter.

Bestøvning. De forskellige biarter foretrækker bestemte blomsterarter.

Insektbestøvning:

Hos de planter, hvor bestøvningen sker ved insekter­nes hjælp, må der være noget til at lok­ke insekterne til blomsterne. Disse blomster har derfor nogle kirtler, som danner nektar. Kirtlerne kaldes nekta­rier. Nektar er en sukkerholdig væske, som er eftertragtet af de fleste insek­ter. Bierne bruger nektaren til at lave honning af. Nogle planter har dårligt udviklede nektarier, fx de fleste skærmplanter som gulerod og kørvel. De besøges især af fluer, som er mest interesserede i støvet. Hos andre arter er nektaren så dybt nede, at den kun kan nås af insekter med en meget lang snabel. Disse planter, fx Buddleja, også kaldt sommerfuglebusk, besøges kun af sommerfugle. Alt efter blom­stens form er nektaren altså mere eller mindre let tilgængelig, og derfor er det ganske specielle insekter, som ordner bestøvningen hos blomster af samme art. Hvidkløver fx bestøves således af den almindelige honningbi. Dennes snabel er beregnet til blomster, der har nektaren siddende i samme dybde som snabelens længde. Men rødkløver har et lidt længere kronrør. Der kan hum­lebien klare bestøvningen. Blomsternes duft spiller også en rolle, når insekterne skal lokkes til. Duften kan komme fra nektaren, men den kommer som regel fra særlige kirtler eller celler. Fx indeholder rosernes kronblade en duftende olie. Ikke alle blomster dufter lige godt efter vor opfattelse. Der findes blomster, som kun modtager besøg af insekter, der lægger deres æg i gødning eller i ådsler. Og så må blomsterne lugte ligeså. Blomsternes farve bruges også som lokkemiddel. Når blomsten er ung og »uberørt«, er farverne klare og fine. Senest når befrugtningen har fundet sted, falmer blomsterne.

Når et insekt eller en anden »gæst« er lokket til blomsten, søger den efter nektar eller pollen eller begge dele. Den kan ikke undgå at røre ved støv­dragerne. Støvkornene fra disse blom­ster er som regel ret tunge, ujævne og klæbrige. De hænger fast på gæsten og bliver på den måde båret fra blomst til blomst. Men gæsten kommer også i berøring med støvfanget, og nogle støvkorn vil klæbe fast til det. Er det støvkorn af den rigtige slags, er bestøv­ningen sket. Næste fase i generations­skiftet bliver befrugtningen.

Hos fx figen sidder blomsterne i en slags hule, tæt omsluttet af blomster­bunden. Der sker bestøvningen ved hjælp af en lille snyltehveps. Den krav­ler ind i hulen for at lægge sine æg. Andre arter har specialiseret sig i at lokke ganske små insekter ind i deres blomster. Insekterne kan ikke hjælpe til ved bestøvningen, men de er føde for kolibrier eller honningfugle, som så klarer arbejdet. Visse vilde bananer og fx baobabtræets blomster bestøves af flagermus.

Blomster med svært tilgængelig nektar narres af og til for bestøvningen, men mister alligevel deres nektar. Rødklø­veren, som har sin nektar i en lang spore, kan ikke bestøves af den almin­delige bi. Bien må derfor bide hul i sporen og stjæle nektaren.

Nældens takvinge har en snabel, som er lang nok til at nå ned til nektaren i bunden af sommerfuglebuskens blomster.

Selvbestøvning:

Hos planter, som er selvbestøvende eller selvfertile, kan støvkorn fra en blomst spire på støv­fanget af den samme blomst. Det sker som regel ved insektbesøg. Det er i dette tilfælde nærmest tilfældigt, at selvbestøvningen finder sted.

Hos de fleste ærteblomstrede, fx ær­ter og bønner, er selvbestøvning ind­bygget. Bestøvningen har fundet sted, når blomsten åbner sig. Når blomsten er lige ved at springe ud, revner støv­knapperne. Lige under støvfanget sid­der der på griflen nogle hår, som fejer nogle støvkorn op. Når en bi kommer for at søge nektar eller blomsterstøv, udløser den en slags springmekanisme. Herved overføres støvkornene fra hå­rene til støvfanget.

Nogle arter udvikler to slags blomster. Den ene slags skal have insektbesøg, for at bestøvningen kan finde sted. Den anden slags blomster får ikke besøg, og bestøvningen sker, uden at blomsten åbner sig. I disse blomster finder der selvbestøvning sted. Fæno­menet kaldes kleistogami og findes fx hos violer.

Fremmedbestøvning

er meget mere al­mindelig end selvbestøvning. Frem­medbestøvningen forhindrer degene­ration på grund af indavl.

Mange arter sikrer sig mod selvbestøv­ning, og der er mange måder at gøre det på. Den ene måde, ufordragelighe­den, er nævnt ovenfor.

Hos Primula fx findes der planter, hvor alle blomsterne har en lang griffel

og lavtsiddende støvdragere. Andre planter har blomster, hvor griflen er kort, men støvdragerne er lange. Der­til kommer, at der er forskel på støvets størrelse og på støvfangenes bygning. Dette medfører, at en plante med korte grifler skal bestøves af en plante med korte støvdragere og tilsvarende for den modsatte type.

Hos dueurt, Epilobium, er den enkelte blomst kun aktiv i to dage. Den første dag stikker støvdragerne frem og afgi­ver støvkornene. Støvfanget er gemt inde i blomsten. Det kommer frem næste dag, når støvdragerne er visne­de. Da blomsterne hos dueurt sidder i en klase, kan denne ordning kun for­hindre selvbestøvning for den enkelte blomst, ikke for blomsterne på samme plante. Dueurt er førsthannet. Tilsva­rende kendes planter, som er førsthun­nede. Hos mange blommesorter stik­ker støvfanget frem mellem de endnu lukkede kronblade, mens støvdragerne sidder gemt. Mekanismen mod selvbe­støvning synes dog ret tvivlsom.

En bedre garanti mod selvbestøvning får de planter, som har enkønnede

blomster. Blomsterne er enten hun­blomster eller hanblomster.

Hos fx agurk og melon findes der hunblomster og hanblomster på sam­me plante. Hunblomsterne kendes på, at de har en frugtknude, hvilket han­blomsterne mangler. Derfor virker hanblomsterne »flade«. Vil man have gode, slanke salatagurker , må hun­blomsterne ikke bestøves. Man må derfor fjerne hanblomsterne for at for­hindre, at bestøvning finder sted, eller man må sørge for, at bierne ikke kan komme til hunblomsterne. De nyere salatagurker, som avles af gartnerne, har ingen hanblomster. Det modsatte gælder, hvis man har meloner i bænk eller under solfanger. Der kan det knibe med at få bierne lokket ind. Man må selv klare bestøvningen ved at tage en hanblomst og bestøve hunblom­sterne.

Her er der altså to slags blomster på samme plante. Forholdet kaldes for sambo, fordi de bor sammen. Det kaldes også enbo, fordi de bor på en og samme plante.

Hos fx asparges er der en endnu sikrere deling. Der findes planter, som enten kun har hun blomster eller kun hanblomster. Det kendes også fra an­dre planter. Gæslingepil er hanplanter. Hunblomsterne sidder på andre træer og syner ikke af meget. Denne blom­sterfordeling kaldes for særbo, fordi blomsterne bor hver især, eller tvebo, fordi de bor to forskellige steder.

Kunstig bestøvning:

Da menneskene ofte griber ind i naturens forhold, kan det blive nødvendigt at hjælpe til med bestøvning. Dyrker man fx abrikos i et drivhus, vil den blomstre tidligere end udendørs. Det vil ofte være så tidligt, at bierne ikke rigtig er begyndt at flyve endnu. Og døre og vinduer holdes tilmed lukkede. Vil man have abrikoser, må man selv sørge for be­støvningen.

Den kunstige bestøvning kan udføres på forskellig vis. Man kan plukke en blomst, pille kronbladene af og klem­me den lidt sammen. Derved danner støvdragerne en lille dusk. Med denne dusk berører man så støvfanget på de blomster, man ønsker at få frugt på. Bestøvningen kan også klares med en fin, blød pensel. Er sorten selvbestø­vende, er det tilstrækkeligt først at røre ved støv knapperne og derefter ved støvfanget i samme blomst.

Er sorten selvsteril, må man først sam­le støvkorn hos bestøversorten og så overføre det til støvfangene på den ønskede sort. De små bægre, man fryser isterninger i, er udmærkede til at samle blomsterstøv i. Ryst nogle blom­ster fra bestøversorten i bægrets åb­ning, så støvet falder ned i det, eller fej støvet af og ned i bægret med penslen. Vil man være særlig nænsom over for støvfangene, kan man bruge en tredje metode. Et lille tyndt glas fyldes om­trent med vand, og støvet kommes oveni. Glasset føres op om støvfanget, indtil dette netop berører overfladen. Støv korn kan gå ret hurtigt til grunde i vand, så man skal ikke gemme det i flere timer. Et af de små glas, som bruges til afskårne orkideer, vil være velegnet til denne form for bestøvning.

Ved bestøvningsforsøg opbevares pollenkornene (støvkornene) ved +18°C for at bevare deres spireevne.

Krydsninger: Vil man lave krydsninger i håb om at få nye og bedre sorter, må man først sætte sig grundigt ind i de pågældende blomsters bygning. Kryds­ningsarbejdet skal begynde tidligt på knopstadiet. Først mærker man de blomster, man vil have til at sætte frø; så snart støvtrådene begynder at stræk­ke sig, fjernes de med en fin saks eller pincet. Dette bør ske med mindst mu­lig beskadigelse af blomstens øvrige dele; blosteret beskytter støvfanget, til det er modent. Når denne kastrering, også kaldt demaskering, er foretaget, bindes en pose af tæt gaze eller perga­myn om blomsten. Man skulle så være velgarderet mod uønsket bestøvning. Da der er lidt lunere inde i posen, vil støvfanget modne tidligere end de frit­siddende blomsters. Derfor må man også binde poser om de blomster, man vil benytte som donorer til bestøvnin­gen. Når støvfanget er modent, samler man støv fra de isolerede donorer.

Man tager så poserne af de kastrerede blomster, ordner bestøvningen og bin­der poserne på igen. Poserne må blive på, til støvfangene visner, for at sikre mod påfølgende uønsket bestøvning.