Grundforbedring er en gennemgribende jordbehandling af et areal for at gøre dette bedre egnet til plantedyrkning.
Grundforbedringer udføres især på vandlidende arealer ved gravning af grøfter eller dræning. Grøfter bruges, hvor arealet er så lavtliggende, at det er umuligt at lægge dræn.
Dræning anvendes på arealer, som ligger så højt, at drænvandet kan løbe bort gennem rør med almindeligt fald.
Hedearealer er ofte så sandede, at en egentlig dræning er unødvendig; men al-lag vil ofte stoppe vandets nedsivning, så at heden er uegnet til dyrkning. Her opbrydes al-lagene med særlige plove, som kan arbejde ned til en dybde af 60-90 cm mod den normale plovs 20-25 cm. Dybdepløjningen sikrer vandets nedsivning, men nedsætter samtidig arealets dyrkningsværdi i nogle år ved sammenblanding af de organiske stoffer i de øverste jordlag med den dårlige jord længere nede.
I mange tilfælde vil det være en fordel i stedet for at dybdepløje at nøjes med grubning af jorden, hvorved standsende jordlag brækkes op uden nævneværdig sammenblanding af jordlagene. Som led i grundforbedringen kan der tilføres mergel, kalk, fosfor og kobber; ved indvinding af lavtliggende kystområder kan det være nødvendigt at tilføre større mængder gips. I 1922 vedtoges den første lov om grundforbedring, og den er fornyet og ændret flere gange siden. Loven giver mulighed for at yde tilskud og lån til grundforbedringsarbejder, herunder inddigning, afvanding, dybdebehandling, mergling eller kalkning og grundgødskning med fosfor og kobber samt til vandingsanlæg.