Kobbersulfat (CuS04, 5H20) har fået navnet blåsten, fordi det findes som blå, letopløselige krystaller. Kaldes også kobbervitriol. Kobberholdige forbindelser er meget effektive over for svampe og bakterier, og blåsten havde tidligere stor betydning som plantebeskyttelsesmiddel. I ren form anvendtes det til afsvampning af korn, men blev til dette formål afløst af kviksølvholdige midler. I frugtavlen har det især været anvendt forebyggende mod æbleskurv og stikkelsbærdræber, men er her blevet afløst af andre kobberforbindelser, fortrinsvis kobberoxyklorid. Desuden bruges blåsten i 4-5% opløsning til imprægnering af træ, fx hegnspæle. Opløsninger af blåsten har ligesom mange andre af de kobberholdige midler en svidende virkning, især på visse særlig følsomme plantearter. Blåsten blandet med brændt kalk i opløsning har mindre af denne uheldige virkning og har under navnet »bordeauxvæske« været anvendt i stor udstrækning. Til bekæmpelse af andemad og alger i søer og vandbassiner anvendes 1- blåsten pr. m³ vand. Blåsten anvendes desuden som kobbergødning på jorder med kobbermangel, hvor blåsten pr. m² som regel er tilstrækkeligt til at få mangelsymptomer til at forsvinde.
Set i Matas:
Blåsten DKK 64,90/kg
Til brunering af metal og trækonservering.
Bemærk: Angriber zinktagrender og zinkinddækninger.
Kobberindhold ca. 25 %.
Det anbefales ikke at bruge produktet til veterinære formål.
Brugsanvisning:
10 % opløsning til trækonservering og bekæmpelse af svampesygdomme på planter og træer. Kan opløses i 3 dele koldt eller 1 del varmt vand.
Brunering af messing:
Blåsten blandes med jernklorid, 5 ml iseddikesyre og demineraliseret vand.
Jernsøm kommes i en blåstensopløsning og bliver kobberfarvet.