Blomsterbede

I en lille have vil blomsterbedene ofte dominere have billedet, som let bliver for broget og uroligt. Der bør være en passende ligevægt mellem blomsterne, det grønne græs og de grønne træer og buske.

Blomsterbede er større eller mindre områder i haven, beregnet til intensiv dyrkning af urteagtige blomsterplan­ter, roser eller små prydbuske. Plan­terne kan dyrkes som enårige kulturer, eller der kan være permanente bede, hvis udseende kun ændres ubetydeligt fra år til år. Formålet med blomsterbe­dene er oftest at fremhæve bestemte plan tetyper, som man synes særlig godt om, og give dem en mere omhyggelig og individuel pleje, end det er muligt i havens øvrige, mere sammensatte be­voksning. Blomsterbedene anlægges oftest med tanke på en særlig farve­virkning på en bestemt årstid - eller hele sommeren igennem. De færreste blomsterbede kan fungere som »hel­årsbede« med en stadig vekslende virkning af blomster, løv og plante­former.

Placering i haven: Blomsterbedene bør have de bedst mulige betingelser med sol så stor en del af dagen som muligt og en næringsrig, porøs jord med godt dræn. Store skyggegivende træer med grådige rødder er dårlige naboer til blomsterbedene. Til blomsterbede i skygge, på tørre skråninger og langs solstegte mure må man vælge særlige plantearter, som tåler de ekstreme for­hold på stedet. Blomsterbedene bør anbringes, hvor man oftest opholder sig i haven og længst tid kan nyde synet af dem; eller også bør de anbringes helt for sig selv, skjult af hække eller buske, så overraskelsesmomentet ved daglig at opleve dem på ny giver en særlig glæde. Det danske klima tillader desværre ikke udendørs ophold hver eneste dag. Derfor bør man ved place­ring af blomsterbedene også tænke på deres virkning, set fra husets vinduer. Ikke mindst er det vigtigt, at man har mange blomster lige uden for de vindu­er, hvor man opholder sig længst tid inden døre: i køkken, arbejdsværelse, bryggers og børneværelse - fremfor »statusbede« foran opholdsstue og ved indgangspartiet. Blomsterbede af en­hver art kræver mere pasning end havens øvrige elementer. De bør der­for også placeres, så de er lette at komme til. Ved anlæg af bedene bør der anbringes trædefliser inde i dem, så man kan pusle om planterne uden at træde jorden fast eller træde planterne ned. Er bedene skåret ud i græsplæ­nen, bør de ligge således, at man ikke skal ændre kørselsretning for plæne­klipperen urimelig mange gange ved hver græsslåning. Bedene bør kante s med fliser, klinker eller sveller, så at unødigt lugearbejde med at fjerne ind­groet græs fra plænen kan undgås.

Nærer man ønsker om særlig mange blomster til afskæring, bør man anlæg­ge særlige snitbede, enten i forbindelse med de øvrige bede eller måske snare­re i køkkenhaven eller skjult bag lave hække, som dækker for synet af mere eller mindre raserede bede.

Blomsterne bør anbringes nær husets vinduer, så man så længe som muligt også kan nyde blomsterne inde fra huset, når det ikke er havevejr, her ses bl.a. blåregn, azalea, gyldenlak og pileurt.

Plantevalg: Til blomsterbedene vælges fortrinsvis urteagtige blomsterplanter, men også roser og lave blomsterbuske kan bruges.

Enårige planter er meget populære. Ved udsæd direkte på voksestedet får man mange kvadratmeter blomsterbed for en beskeden økonomisk indsats. Men man må regne med, at det tager 6-10 uger fra udsæd til blomstring. Ønsker man et hurtigere resultat, kan sommerblomsterne sås indendørs i kasser eller potter og udplantes, når vejr og jord er tilstrækkelig varme, for de sarteste arter omkring grundlovs­dag, for de mere hårdføre omkring 14 dage tidligere. Sommerblomsterne kan også indkøbes som færdigplanter hos plantehandleren, klar til udplantning i fuld blomst. En oversigt over sommer­blomstproblemet kan findes i artiklen Sommerblomster, mens de enkelte ar­ter er omtalt hver for sig under deres respektive danske navne.

Toårige planter: Disse planter sås i løbet af juli måned på særlige bede, omprikles og udplantes i oktober eller det tidlige forår i de endelige blomster­bede. Det gælder blomsterplanter som gyldenlak, stedmoder, forglemmigej og bellis, som også kan købes i fuld blomst hos gartneren om foråret. I modsætning til de egentlige sommer­blomster har de en forholdsvis kort blomstringstid og skal efter afblom­stringen i juni afløses af andre blom­sterplanter i bedet. Eventuelt kan disse blomster kombineres med forårsløg, især tulipaner.

Udplantningsplanter: Betegnelsen ud­plantningsplanter dækker over flere typer blomsterplanter. Nogle er enåri­ge, andre er halvbuske eller buske under varmere himmelstrøg, men tåler ikke den danske vinter. De dyrkes derfor om vinteren i drivhuse og ud­plantes om foråret i blomsterbedet. En lang række af de bedste sommerblom­strende planter hører til denne gruppe: blåkvast, fuchsia, frøkenhat, jernurt, margerit, petunie og tøffelblomst. Fle­re af disse arter kan opgraves med klump om efteråret, overvintres i kold­hus og anvendes på ny næste år.

Et blomsterbed udelukkende med sommerblomster kræver megen pasning med vanding, lugning, afpudsning af visne blomster og udskiftning af udgåede planter. Bedet her domineres af biblomme, fløjlsblomster, knoldbegonie og petunia.

Stauder: Stauder er flerårige, hårdføre urter, som hvert år visner ned til jord­overfladen, hvorfra nye skud bryder frem det følgende forår. Stauderne er ideelle bedplanter, hvad enten de an­vendes i separatbede med en enkelt art i hvert bed (et pæonbed, et salviebed eller et bed med gule rølliker) eller i et »engelsk« staudebed med en nænsom sammenplantning af stauder, hvis for­mer og farver klæder og afløser hinan­den. Nogle få stauder har kun en kort levetid og skal omplantes hvert andet år. Det gælder abeblomst og flere høstasters, som derfor ikke bør indgå i et egentligt staudebed, men plantes i separate bede. Enkelte arter er ideelle bedplanter , som helst skal stå på sam­me voksested i ti år eller endnu længe­re uden omplantning (daglilje, hjerte­blomst, høstanemone, Incarvillea, kle­opatras nål, pæon og orientalsk val­mue). Alle øvrige stauder kræver om­plantning med 3-5 års mellemrum, afhængigt af jordbund og væksthastig­hed. De fleste stauder er lyskrævende og elsker sol. De drejer ligefrem deres ansigter efter Solen i en daglig rytme. Et staudebed med solbrud, solsikke, solhat og lignende planter skal derfor ikke placeres syd for beskueren. Så vil blomsterne dagen igennem vende nakken til.

Løgbede: Vi nordboer trænger især til blomster tidligt om foråret. Derfor er bede med forårsløg særlig populære. Mange blomsterløg kommer bedst til deres ret ved udplantning i naturlige bevoksninger: i græsplænen, i blom­sterengen eller i skovbunden, men tuli­paner er særlig gode til masseplantning i bede, helst med mange af hver farve. Ved studier i blomsterløgparkerne kan man få mange gode ideer, men husk, at løgparkens bed med tusind røde 'Apeldoorn'-tulipaner nedsat til måle­stokken i den lille have med 5 eller 10 af samme tulipan slet ikke har den overbevisende og storslåede virkning. Alligevel kan man have megen glæde af et eller flere bede med kraftige eller små tulipaner, blot man ikke blander for mange sorter og farver sammen. Tulipanbede har i øvrigt den ulempe, at løgtoppen skal have lov at visne ned på voksestedet, hvis man vil have glæ­de af blomstringen næste år. Det pyn­ter ikke med den visne top, og i mellemtiden kan man ikke plante an­dre planter i bedet. En udvej er det at blande tulipanerne ind i staudebedet eller rosenbedet, hvis skud kan dække for de visnende løgplanter, indtil de med sindsro kan afskæres ved jordo­verfladen. Løgene kan ellers lægges i plasticrammer, som nedgraves om ef­teråret. Efter afblomstringen kan hele rammen graves op og stilles på et skyggefuldt sted til afmodning af løge­ne, som så på ny kan anvendes om efteråret.

De ikke-hårdføre løgplanter og knold­planter kan udplantes efter kortere eller længere for kultur i vindueskarm eller drivhus. De kan ofte anvendes i de afrømmede tulipanbede eller efter afblomstringen af stedmor og forglem­migej. Gladiolus, knoldbegonie samt Dahlia hører til denne gruppe.

Roser: Rosenbedet hører til havens mest populære elementer. Selv i natur­prægede haver vil man ikke undvære roserne, som p.gr. af deres noget stive vækst bedst kommer til deres ret i særlige rosenbede eller små rosenha­ver. De kan plantes tæt sammen, så de giver et overdådigt flor, eller de kan plantes med stor indbyrdes afstand og adskilles af bundplanter eller af lave stauder, som fremhæver de enkelte rosenbuske. Den hyppige pasning af roserne, først med forårsbeskæringen, senere med næsten daglige afpudsnin­ger af visne blomster, kræver, at rosen­bedene gøres let tilgængelige, enten ved at lave smalle bede eller ved at lægge flisestier eller trædefliser ind i bedene.

Prydbuske: Særlig lave prydbuske kan indgå som permanent led i de fleste blomsterbede. Disse buske vil i vinter­tiden og i blomsterfattige perioder om sommeren give bedet et tiltrængt indhold. Undgå kraftigt voksende buske, men anvend småbuske som azalea, lavendel, myrtekrukke, perikon og po­tentil.

Forhaven med flittiglise, pelargonie og salvie kan blomstre fra juni til frostens komme. Fliserne letter pasningen af planterne.

Sammensætningen af blomsterbedene:

Der kan lægges mange ideer til grund for blomsterbedenes sammensætning. Man kan lægge vægt på blomstringsti­den. Måske er familien bortrejst i de egentlige sommermåneder. Så vil det være rimeligt at plante blomster og stauder, som er i fuld blomst før og efter ferietiden. Drejer det sig om en egentlig feriehave, bør alle blomster vise sig i højsommeren, mens man kan udelade forårsblomster og høstblom­ster. Selv i en helårshave kan blom­sterbedene opdeles sæsonvis. Et hjør­ne kan man reservere forårets blom­sterflor, et andet hjørne højsommer­blomstringen osv. De enkelte bede kan tilplantes, så hele bedet blomstrer på en gang eller så der hele tiden er blomsterplanter, der afløser hinanden. Farverne har stor betydning. Blandes for mange farver sammen, får bedet eller bedene et uroligt præg. Ensfarve­de bede kan have særdeles god virk­ning, fx et blåt, et hvidt eller et gyldent bed. Men i en lille have med få kvadratmeter til rådighed må man nok afstå fra den slags æstetiske raffine­menter. Blot er det vigtigt at undgå at sammensætte farver, der skriger til hinanden. Især skal man passe på blåligrøde og gulligrøde farver. Skrappe farvesammensætninger kan undgås ved hjælp af helt grønne planter eller med hvide, grå eller lysegule blomster. Plantehøjden har en vis betydning. I de gammeldags »engelske« staudebede blev de laveste stauder plantet forrest i bedet, de højeste bagest. Smukkere vil en mindre rytmisk fordeling af planter efter højde være. Meget høje blom­sterplanter kan anbringes som solitær­planter, der er helt omgivet af lave stauder eller pudeplanter. Høje plan­ter kan trækkes frem til bedets for­grund, mens de lave kan smyge sig ind i bedet som en slags bundplantning. Den botanisk interesserede haveejer kan tilplante sine blomsterbede med planter fra samme naturlige plante­samfund i samme bed. Det viser sig, at de planter, der i naturen vokser sam­men i disse plantesamfund, også klæ­der hinanden. Det kan man benytte sig af i haven ved at lave bede med engen s planter, klittens planter, egeskovens urter og stengærdets vilde flora. Og endelig er der mulighed for den blomsterglade og farveglade haveejer til at blande alle de blomster sammen, som han sætter særlig pris på. Billedet vil blive broget, men frodigt.

Tæppebede var havens fornemste pryd i klunketiden. Det er arbejdskrævende og ses nu kun i enkelte historiske haver som en museumsgenstand.

Bedtyper: I klunketidens haver var blomsterbedene repræsenteret af de såkaldte tæppebede med en stram geometrisk grundtegning, hvor linjer­ne blev understreget af kraftigtfarvede bladplanter og blomsterplanter. I en­kelte botaniske haver og slotsparker kan man endnu beundre disse muse­umsstykker, hvert år tilplantet efter de gamle tegninger og med de gamle plantetyper. I moderne haver vil man oftest anvende en passende blanding af geometri og naturlig utvungenhed. Af hensyn til vedligeholdelsen er regel­mæssige bede, kvadratiske eller rekt­angulære, nok at foretrække. Det stive i opbygningen sløres hurtigt af planter­nes vækst. Uregelmæssige bede i »amø­befacon« kan let tilsluttes bagvedlig­gende busketter, men kræver mere vedligeholdelse med afstikning af kanter, besværlig græsklipning langs bede­ne og en mere gennemtænkt placering af de enkelte planter i bedet. »Amøbe­bedene« passer bedst som grobund for de omtalte vilde plantesamfund, som kun vanskeligt kan indpasses i stive, rektangulære bede. Planlægges et helt system af blomsterbede, må gangene mellem dem være så brede, at de er lette at færdes på og lette at rengøre, hvad enten befæstelsen er fliser, grus eller græs.

Planlægning: Den årlige planlægning af blomsterbedenes tilplantning kan være et morsomt og spændende pusle­spil i vinterhalvåret. For begynderen kan det være en fordel bogstavelig talt at skære bedene ud i pap, farvelægge dem med de ønskede blomsterfarver og flytte rundt på brikkerne, til man har nået en tilfredsstillende løsning med ligeligt hensyn til farver, blom­stringstider, højder og form.

Et staudebed kræver nøje planlægning og et stort plantekendskab, hvis det hele sæsonen skal have et frodigt og smukt udseende. Kraftigt elefantgræs, raketblomst og palmelilje er her de dominerende planter, suppleret med lavere stauder med vekslende blomstringstider.

Anlæg: Anlægningen af bedene skal ske på helt ukrudtsfri jord. Mellem de tætplantede blomsterplanter kan lugearbejde blive besværligt, og flerårigt ukrudt som havepest, kvikgræs og skvalderkål bør være helt fjernet, før man går i gang.

Vedligeholdelse: Den daglige pleje sommeren igennem består først og fremmest i bortlugning af ukrudt, så snart det viser sig. Visne blomster skal fjernes en eller flere gange om ugen, så planterne ikke ødsler kraft på frugt­dannelsen, men helt kan hellige sig udvikling af de nye blomsterknopper. Vanding skal foretages i tørre perio­der, næsten før bedet trænger til vand. Tilførsel af gødning bør ske med jævne mellemrum fra 2-3 uger efter tilplant­ningen (aldrig til helt nyplantede væk­ster) og til hen i august. Opbinding af høje planter skal ske diskret, og før stænglerne er ved at knække.