Blomst

En blomst er et ekstremt kort skud, hvis blade er specielt udformede og spiller hver deres helt bestemte rolle for plantens formering. Det stængel­stykke, blomstens blade sidder på, kal­des blomsterbunden. Som alle andre skud har også blomsterskuddet et vækstpunkt; men i modsætning til de fleste andre skud opbruger blomsten dette vækstpunkt under sin udvikling (blomstringen). En sjælden gang fort­sætter vækstpunktet med at fungere, så at blomsten bliver gennemvokset og der eventuelt anlægges endnu en blomst oven på den gamle, men denne tilstand er altså unormal.

Guldvalmue (Eschscholzia califomica) har en regelmæssig blomst.

Blomstens blade: De nederste blade i blomsten anlægges først og kaldes blo­sterblade. Meget ofte kan man skelne to typer af blosterblade, nemlig bæ­gerbladene, der som regel er grønne og tjener til at beskytte blomsten, mens den er i knop, og kronbladene, der som regel er farvede og tjener til at tutrække de bestøvende insekter. Af og til er alle blosterbladene dog ens, fx hos tulipan. Over blosterbla­dene følger støvbladene. Støvbladene er blomstens hanlige organer, og selv om de oprindelig er afledt af blade, har de som regel helt mistet deres bladka­rakter . De består af en såkaldt støv­tråd, der bærer en støvknap, hvori blomsterstøvet eller pollenet dannes. Støvbladene kaldes som regel støvdra­gere. øverst i blomsten sidder frugt­bladene, som erplantens hunlige orga­ner. Af og til kan man endnu erkende deres bladkarakter, fx hos magno­lien, men som regel er også de stærkt omdannede. I de simpleste tilfælde er frugtbladene foldet langs midtnerven og sammenvokset langs randen, men meget ofte er flere frugtblade vokset sammen på forskellig måde. Deres nedre del danner et hulrum, frugtknu­den, hvori frøene udvikles. Oven på frugtknuden følger en (eller flere) kor­tere eller længere griffel, hvis funktion først og fremmest er at løfte det så­kaldte støvfang eller ar i vejret. Støv­fanget er et klæbrigt område med små vorter, og dets funktion er at fastholde det pollen (blomsterstøv), som insek­ter, fugle, flagermus, vind eller vand fører med sig fra andre blomster. Støv­fanget er desuden ved hjælp af en indviklet kemisk mekanisme i stand til at afgøre, om et pollenkom kommer fra en blomst af dets egen art. Gør det ikke det, dannes der i støvfangets yder­væg lige under pollenkomet ofte en lille prop, som bremser den spire, pollenkomet eventuelt forsøger at sen­de ned i støvfanget. Passer pollenkom og støvfang derimod sammen, kan pol­lenkomet uhindret sende sin spire, pollenrøret, ned gennem støvfanget, griffel og frugtknude til frøanlægget. Frøanlægget indeholder de hunlige ar­veanlæg, pollenkornet de hanlige, som gennem pollenrøret vandrer ned til frøanlægget og befrugter det, så frøet kan udvikles.

Golde blomster, der fungerer som lokkeblomster for insekter i blomsterstanden hos hortensie (Hydrangea).

Blomstens bladstilling: De enklest op­byggede blomster kaldes skruebladede. De har mange blomster-, støv- og frugt­blade, og disse er spiralstillede i en såkaldt skrue, som det fx ses hos magnolien. I skruebladede blomster er der ofte en glidende overgang mellem de forskellige bladtyper, mens de så­kaldt kransbladede blomster har flere vel adskilte kranse af blade. En fuld­stændig kransbladet blomst har 5 kran­se: 2 af blosterblade, 2 af støvblade og en af frugtblade. Som regel sidder bladene i de enkelte kranse ud for mellemrummene j de foregående, men hvis fx en krans af støvblade falder bort, kan der ske forrykkelser i denne bladstilling.

Påskelilje (Narcissus pseudonarcissus) har en regelmæssig oversædig blomst med bikrone.

Blomstens sædighed: Ligesom dyr og mennesker er de fleste plantearter bedst tjent med en stadig fornyelse af deres arveanlæg, og den kan kun ske ved overførsel af pollen fra en plante til en anden. I langt de fleste tilfælde sker denne overførsel ved hjælp af insekter. Pollen er meget rigt på prote­iner, og en del insekter, fx biller og fluer, lever af det. Desuden produce­rer mange blomster en sukkerholdig saft, som kaldes nektar, og den tjener udelukkende som føde for de bestø­vende insekter. Når insekterne kravler rundt i blomsterne og flyver fra den ene til den anden, overfører de derved samtidig pollenet og sikrer således blomsternes bestøvning. Men de kan også anrette skade, fx ved at gnave i frugtbladene, som derfor i udviklin­gens løb er blevet beskyttet på forskel­lig måde. I en blomst som magnoliens sidder frugtbladene øverst og er altså meget udsatte for beskadigelse. En sådan blomst kaldes undersædig og hører formentlig til de mest primitive, man kender. Langt bedre beskyttet er frugtbladene i omkring- og oversædige blomster. I en omkringsædig blomst er de dele af blomsterbunden, der bærer støvdragere og bloster, vokset op om­kring frugtbladene , som på den måde er kommet til at sidde i en skålformet fordybning. Det er fx tilfældet hos roser, hvor hybenets røde vægge er dannet af blomsterbunden, mens »klø­pulveret« er de hårede frugter. I den oversædige blomst er denne udvikling gået endnu videre, og blomsterbunden indeslutter helt frugtknuden, som både bloster, støvdragere og griffel sidder ovenpå. Påskeliljen kan nævnes som et velkendt eksempel på en oversædig blomst.

Gul åkande (Nuphar luteum). De grøngule kronbladagtige blosterblade er i virkelig­heden bægerblade, mens kronbladene er omdannet til honningblade.

Nøkkerose (Nymphaea) har fire bægerblade og mange skruestillede kron- og støvblade.

Kronen: De mindst specialiserede blomster har kronblade, som er helt frie af hinanden. De kaldes derfor frikronede, og deres kroner kaldes fribladede, men i mange tilfælde er kronbladene mere eller mindre sam­menvoksede, så at de danner et rør. Sådanne blomster kaldes helkronede, og deres krone kaldes sambladet. Nek­taren dannes som regel på bunden af kronrøret, og i en helkronet blomst med et langt, snævert rør som fx kaprifoliens er der ikke adgang for insekter med korte, bidende mundde­le. Kronen kan altså foruden at tiltræk­ke bestøvende insekter ved sin farve, form og duft også beskytte frugtanlæg­get mod overgreb fra insekterne. Både hel- og frikronede blomster kan være opbygget efter forskellige symmetriske principper. I mange tilfælde, fx hos smørblomster (ranunkler), åkander og påskeliljer, kan man lægge mindst to symmetriplaner igennem en blomst. Sådanne blomster kaldes regelmæssi­ge. Regelmæssige, helkronede blom­ster består i deres enkleste form af et rør og en krave; overgangen mellem de to kaldes svælget. Som regel er sam­menvoksningen mellem kronbladene ikke total, men lader stadig spidserne frie. Hvis kronen helt mangler en kra­ve og røret er udvidet på midten, kaldes den kugleformet (blåbær), eventuelt krukkeformet (klokkelyng). Hvis kronrøret udvider sig jævnt opad og mangler krave, kaldes kronen tragtformet (snerle). Den klokkefor­mede krol}e, som kendes fra blåklok­ken, ligner den tragtformede, men har en lille krave foroven. Blomster med cylindrisk kronrør har ofte en krave. Denne kan være stor og fladt udbredt som fx hos Phlox, og kronen kaldes da fladkravet; hvis kronrøret er korte­re, kaldes kronen hjulformet. Symmetriforhold: Somme tider er der kun et symmetriplan i blomsten, som altså kan deles i to ens halvdele. En sådan blomst kaldes bilateralt symme­trisk eller uregelmæssig. Sambladede, bilateralt symmetriske kroner er meget ofte læbeformede med en underlæbe fortil og en overlæbe bagtil i blomsten (læbeblomstfamilien, fx lavendel). Hvis underlæben har en pukkel foran svælget, kaldes kronen maskeformet (maskeblomstfamilien, fx torske­mund og løvemund). Endelig kan så­danne kroner have et valseformet rør og en ensidig, lang og håndformet krave; så kaldes de tungeformede. Ær­teblomstfamiliens krone er fribladet og bilateralt symmetrisk med 5 kronbla­de, bagest den store fane, på siderne de 2 vinger og fortil kølen, som er dannet af to sammenvoksede kronbla­de, der omslutter støvdragere og grif­fel. Helt usymmetriske blomster kal­des også uregelmæssige og findes fx hos prydplanten kanna. Meget ofte er et eller flere af blosterets blade des­uden forsynet med en nektarproduce­rende spore. Hos viol og lærkespore er det kronbladene, der danner sporen, hos torskemund er den dannet som en lang udposning på kronrøret, og hos ridderspore dannes de nektarproduce­rende sporer på to kronblade, som derefter omsluttes af et bægerblad, der også er forsynet med en lang spore. I svælget dannes af og til nogle små udvækster, som kaldes svælgskæl, og hos fx påskelilje udvikles en helt kronelignende dannelse (bikrone).

Kønsfordeling og bestøvning: En blomst, som indeholder både støv- og frugtblade, har stor chance for at af­sætte pollen på sit eget støvfang; men som nævnt er dette ikke altid en fordel, ofte tværtimod. Risikoen for, at uhel­dige arveanlæg kommer til udtryk, er nemlig størst, hvis forældrene er nær beslægtede. Overførslen af pollen fra støvknap til støvfang kaldes bestøvnin­gen. - Sker denne inden for samme blomst, taler man om selvbestøvning, sker den fra en blomst til en anden på samme plante, om hjemmebestøvning, og sker den fra et individ til et andet, om fremmedbestøvning. Fremmedbe­støvningen er altså den eneste, som effektivt kombinerer arveanlæg fra to helt forskellige individer, og derfor er der udviklet mange mekanismer til at sikre den. Ofte modnes støvknapperne således fx før støvfangene. Når de har afgivet deres støv, trækker støvtrå­dene sig tit sammen, så de kommer til at sidde langt under støvfanget. Yderli­gere løftes støvfanget op over dem, idet griflen strækker sig. Denne til­stand kaldes førsthanlighed og findes hos fx timian. Udvikles de hunlige organer først, kaldes blomsten først­hunlig. Denne tilstand er mest almin­delig i blomster, der er indrettet som insektfælder, fx tobakspibeplan­tens. I de ovennævnte tilfælde har blomsten altså både hanlige og hunlige organer og kaldes derfor tvekønnet. Tvekønnede blomster er de mest al­mindelige, men sikringen mod selvbe­støvning bliver endnu mere effektiv, hvis blomsterne enten er rent hanlige eller rent hunlige. I hanlige blomster mangler frugtbladene, eller de er funk­tionsløse; i hunlige gælder det samme for støvbladene. Sådanne blomster kaldes enkønnede og kan være fordelt på forskellig måde på planterne. Hvis han- og hunblomster sidder på samme plante, kaldes denne sambo; sidder de på forskellige planter, kaldes disse sær­bo. - Nogle planter har både han-, hun- og tvekønsblomster; det gælder fx banan; hos andre arter, fx asparges, er der både hanlige, hunlige og tvekønnede planter. Både planter som banan og asparges kaldes flerbo. Mange træer har enkønnede blomster; eg, hestekastanje og fyr er fx sam­bo, taks og pil er særbo og ask flerbo. Der findes imidlertid også planter, som er gået til den modsatte yderlighed og hyppigt er selvbestøvende; det gælder fx lyngsnerre, skovsyre og violer. Lyngsnerrens blomster bestøver sig selv, inden de springer ud, og hos skovsyre og viol er denne tendens ført endnu videre. Disse planter har, for­uden deres normalt åbne, også nogle små lukkede tvekønsblomster. Disse

åbner sig aldrig, men udvikler frø ved selvbestøvning og kaldes kleistogame. Endelig er planter som mælkebøtte og brombær i stand til at sætte frugt helt uden bestøvning, altså ved en »jomfru­fødsel«, som kaldes apomixis.

Alle blade i blomsten kan miste deres oprindelige funktion til fordel for an­dre. Støv- og kronblade kan fx blive til nektarproducerende honning­blade, som det er tilfældet hos mange medlemmer af ranunkelfamilien, eller bægerbladene kan få kronbladsfunk­tion, som det er sket hos gul åkande. Selve blomsten kan, hvis den sidder i en tæt blomsterstand, også helt miste sin funktion som et formeringsorgan. Støvblade og frugtblade kan blive rudi­mentære eller helt mangle, og blom­sten kaldes da gold eller steril. Golde blomster har meget ofte til opgave at være blikfang for insekterne; det gæl­der fx de uregelmæssige randblom­ster i hortensiaens blomsterstand.

Blomstens placering: Blomsterne og blomsterstandene kan enten sidde i bladhjørner på stænglen eller for en­den af hovedstænglen, fx hos tulipan. Men uanset hvorfra de udgår, kaldes de endestillede, hvis de sidder for enden af et langt, bladløst skaft. Da en blomst opbruger sit vækstpunkt un­der blomstringen, vil den stilk eller stængel, hvorpå den sidder, visne sam­men med blomsten. Hvis den endestil­lede blomst sidder på hovedstænglen, dør denne med blomsten, og væksten må overtages af et sideskud. Krokus og tulipan har begge endestillede blom­ster på hovedstænglen; mælkebøtte, kodrivere og hyacinter har endestillede blomsterstande på hovedstænglerne. Hvis den endestillede blomst eller blomsterstand derimod sidder på et sideskud, som det er tilfældet hos fx vintergæk og vejbred, kan ho­vedskuddet fortsætte væksten, efter at blomsten er visnet. Det gør det dog ikke altid. Hos agave fx sidder den endestillede blomsterstand på et side­skud; men til trods for dette og til trods for, at hovedskuddet har brugt op til 50 år på at samle næring til blomstringen, dør hele planten, når den er overstået. Heldigvis kan væksten dog ofte overta­ges af et underjordisk sideskud.

En pose med blandet blomsterfrø giver ikke alene et farvestrålende bed, men også mulighed for botaniske studier blandt de mange forskellige blomstertyper.