En carport er en bilplads, overdækket med et let tag til beskyttelse mod vejrliget.
Carporten kan opbygges i forbindelse med havens og husets mure. For at opføre en carport kræves normalt byggetilladelse fra kommunen. I den lokale bygningsvedtægt kan der være bestemmelser for bl.a. placering i forhold til nabogrunde, byggelinje og vejmidte.
Arealet under en carport bør, ligesom tilkørslen, så vidt mulig være vandret eller højst have en stigning på 10 cm for hver m for at hindre skridning ved isslag.
Carporten kan bygges enkelt eller dobbelt og eventuelt med plads til cykler og haveredskaber. Carporten kan ligesom en pergola opbygges af bærestolper af metal eller trykimprægneret træ. Træstolperne anbringes på en sokkel af cement for at hindre råd. Lægterne til at bære taget kan være af træ eller metal. Taget kan være af brædder. der bør være trykimprægnerede og belagt med tagpap, eternit-, metal- eller plasticplader.
De fleste personbiler kan, iberegnet plads til udstigning til den ene side, rummes inden for et areal på 270x475 cm (til sammenligning regnes med et areal på 250x500 cm for offentlige parkeringspladser). De bærende stolper bør anbringes i hjørnerne uden for dette areal. Taget bør være tilpas udhængende for at nedsætte risikoen for tagdryp og slagregn. Over grundfladen på 270x475 cm kan det være passende med et tagdække på 380x650 cm. Mellem stolperne på sider og bagvæg kan der eventuelt opsættes læskærme eller tremmeværk til slyngplanter. Anbringes en carport langs en hæk, bør taget være af klart plasticmateriale for at sikre lys til hækken. Samtidig må man give taget en hældning bort fra hækken, så at der ikke løber regnvand ned over hækken fra taget. Det er nærliggende at opføre carport og pergola i forbindelse med hinanden, da deres opbygning i princippet er den samme.
Carporten kan få grønne vægge med slyngplanter som kaprifolie, klematis og vinterjasmin. »Gulvet« kan gøres grønt med græs i flisefugerne.
Se i øvrigt under indkørsel og pergola.