Darwin, Charles Robert

Darwin (1809-82). Britisk naturvidenskabsmand og filo­sof; grundlægger af darwinismen, en udviklingslære, ifølge hvilken arterne hele tiden ændres som følge af en naturlig udvælgelse af de bedst egnede individer.

Darwin blev født i den lille skotske by Shrewsbury, hvor hans far var læge. Bedstefaderen, Erasmus Darwin (1731­-1802), var læge og filosof. Som en af de første fremsatte han den hypotese, at mennesker, dyr og planter har udviklet sig fra simplere former for liv gennem en stadig tilpasning til deres omgi­velser.

Charles Darwin stiftede tidlig bekendt­skab med sin bedstefaders ideer og tog senere mange af dem op; men han nægtede altid, at Erasmus Darwin eller nogen anden skulle have haft indfly­delse på hans egen teoridannelse.

På Edinburghs universitet studerede Darwin medicin. men emnet havde svært ved at holde ham fangen. Han koncentrerede sig mere om samværet med andre naturvidenskabeligt inter­esserede og deltog blandt andet i for­skellige møder i naturvidenskabelige selskaber. Her forelagde han også selv resultater, der hans unge alder til trods var så interessante, at en af hans lærere brugte dem i sine afhandlinger(!)

I 1828 opgav faderen at gøre en læge af Darwin, som i stedet blev sendt til Cambridge for at studere teologi.

I sine tre Cambridge-år fik han kontakt med en række fremragende naturforskere, bl.a. botanikeren J. S. Henslow og geologen A. Sedgwick. Disse var begge professorer i deres fag, men tog sig alligevel meget personligt af den unge teologistuderende. Det var Hen­slow, der i 1831 foreslog Darwin at deltage i en lang ekspedition til Syd­amerika med et af admiralitetets skibe, »Beagle«.

Denne rejse blev grundlaget for den mest epokegørende del af Darwins videnskabelige produktion og hele kar­riere.

Darwin var meget ambitiøs og fra starten af rejsen opsat på at yde sit bidrag til naturvidenskaben, og hans helt fænomenale iagttagelsesevne hjalp ham. Ud fra de observationer, han havde gjort under rejsen, var han sene­re i stand til at give en helt korrekt beskrivelse af klimaets indflydelse på Sydamerikas plantegeografi. Han var den første, som korrekt beskrev og forklarede koraløers opståen. Han be­skrev forskellige dyregrupper, blandt andet langhalsene, systematisk, og han skreven bog om Sydamerikas geologi. Under hele turen førte han omhygge­ligt dagbog og gjorde notater, og dag­bogen, der blev udgivet som den første af hans bøger efter hjemkomsten fra den femårige rejse med» Beagle«, blev en stor publikumssucces.

Visse af iagttagelserne interesserede ham stærkt, uden at han dog med det samme kunne overskue dem. Det var bl.a. fundet af store, fossile dyr med en skælbeklædning magen til nutidens bæltedyrs. Det var opdagelsen af, at beslægtede dyrearter afløser hinanden på en systematisk måde, når man be­væger sig sydover på det sydamerikan­ske kontinent. Også floraen og fauna­en på Galapagos-øerne, der ligger ud for Sydamerikas vestkyst, gjorde et stort indtryk på ham, dels fordi øernes flora og fauna var beslægtet med den sydamerikanske, dels fordi flere af ar­terne på de forskellige Øer syntes at være meget nær beslægtede, men alli­gevel hver især tilpasset en ganske bestemt plads (niche) i deres omgi­velser.

Det var oplagt for Darwin, at alle disse ting kun kunne forklares, hvis han antog, at både dyre- og plantearter kunne variere og langsomt tilpasses deres omgivelser, men hvordan? Allerede i 1837, godt og vel et halvt år efter sin hjemkomst, begyndte han systematisk at samle sine egne notater

om emnet, samtidig med at han gen­nemlæste litteraturen om det. Men først i 1857 udkom det første resultat af .hans undersøgelser. Det blev publice­ret sammen med en artikel af en anden britisk videnskabsmand, som i mellem­tiden havde fået samme ide som Dar­win, nemlig A. R. Wallace. De to mænds epokegørende essays vakte imidlertid ikke videre opsigt. Først i 1858, da Darwin publicerede sin »Ar­terne s Oprindelse«, gik den fulde ræk­kevidde af hans teori om den naturlige udvælgelse op for verden. På dansk udkom bogen i 1872 under titlen »Om Arternes Oprindelse ved Kvalitets­valg«, oversat af J. P. Jacobsen.

I »Arternes Oprindelse« fremsatte Darwin sin udviklingsteori. Han påvi­ste, at de forskellige dyre- og plantear­ter varierer. Hidtil havde man i over­ensstemmelse med Bibelens skabelses­beretning regnet med, at skabningerne og dermed arterne var konstante, for­met af Gud en gang for alle.

Desuden gjorde Darwin rede for, at der måtte findes nogle naturlige meka­nismer til begrænsning af både arters og individers antal. Disse mekanismer bestod i en udvælgelse af de individer inden for en variabel population (be­folkning, dyre gruppe , plantegruppe), der var bedst egnede til at klare de omgivelsesbetingelser, populationen levede under.

Selvom arvelighedslære endnu var et ukendt begreb, forstod Darwin også, at de bedst egnede individer, som hele tiden overlever i naturen, videregiver deres gunstige egenskaber til deres afkom.

Han påstod altså, at det var naturen selv, der med sine skiftende fysiske betingelser hele tiden »udvalgte« de bedst egnede individer af en art og derved hele tiden ændrede arten en ganske lille smule. Han påstod også, at hvis ændringerne i en arts omgivelser sker hurtigt, vil nye, bedre egnede former kunne erstatte de oprindelige. Eller med andre ord, at alle nulevende organismer er afledt fra andre og simp­lere ved, at de bedst egnede overle­vede.

»Arternes Oprindelse« blev ligesom størsteparten af Darwins øvrige bøger skrevet i hans hjem i Down uden for London. Darwin var et familiemenne­ske, men først og fremmest en natur­videnskabsmand, hvis fortsatte inspira­tion og produktion var afhængig af hans stadige kontakt med naturen. Kun i tre år boede han i London. Her havde han ganske vist lejlighed til at diskutere med de fleste af tidens føren­de videnskabsmænd, men alligevel føl­te han sig sat i stå af mangel på natur. Darwins produktion er uhyre bred­spektret, og selvom hovedvægten lig­ger på zoologiske emner, har han skre­vet værdifulde bøger om både geologi og botanik. Planternes egenbevægel­ser , kryds- og selvbestøvning hos plan­ter, orkideers bestøvning samt variati­onen hos husdyr og dyrkede planter er alle emner for bøger af Darwin. »Arternes Oprindelse« og en senere bog om menneskets oprindelse er dog nok de værker, der har skaffet Darwin størst anseelse. På den anden side skaffede disse bøger ham også mange fjender, fordi de betød et brud med gængs religiøs tankegang. Darwin vo­vede at tale Bibelen midt imod og postulerede, at Skabelsesberetningen blot var menneskeværk! Bøgerne re­præsenterer også et brud med den tidligere naturvidenskabelige tanke­gang, og selvom Darwins ideer senere er blevet korrigeret på mange punkter, var det dog ham, der for første gang åbnede døren på vid gab for moderne naturvidenskabelig tankegang.

Darwin døde i sit hjem i Down den 19. april 1882. Han var aktiv til det sidste, selvom hans helbred plagede ham. I sine sidste år skrev han bl.a. en selvbiografi til brug for de 9 børn og børnebørn. I en udgave af denne cite­res et brev fra 1869, hvori Darwin skriver: »Hvis jeg bare kunne leve 20 år endnu og være i stand til at arbejde, hvor måtte jeg så revidere på »Arter­nes Oprindelse«; alle ideerne skal revi­deres! Nå, den er dog en begyndelse, og det er da altid noget...«

Den vigtigste ændring af darwinismen blev efter århundredskiftet mutations­læren, grundlaget for neodarwinismen.