Flodbredden eroderes af den kraftige vandstrøm, som på få timer kan bor-tvaske mange hundrede kubikmeter jord. Erosion er den nedbrydende virksomhed, som vind og vand udøver på jordoverfladen. Ordet er latin og betyder egentlig »afgnavning«. Erosion opstår især på bløde, ikke-sammenkittede jordarter eller på jordarter, som ved skiftende temperaturpåvirkninger er forvitret til småpartikler. Hvor den løse jord ikke er dækket af faste lag eller af plantevækst, har erosionen frit spil. Erosion forekommer derfor ofte efter naturkatastrofer som vulkanudbrud, skov- og steppebrande, eller hvor mennesker har ryddet skov eller afbrændt afgrøder. Visse former for husdyrhold kan starte erosionen, bl.a. hvor geder afgnaver træernes bark, så disse går ud og ny tilvækst hindres ved bortgræsning, eller hvor kvæg ødelægger et tyndt græslag, så vind og vand bortfjerner de øverste, frugtbare jordlag.
Vanderosion forårsages af havets bølgeslag, af havstrømme og af floder. Wadi'er er årstidsbegrænsede overfladestrømme, som i troperne og subtroperne kan transportere store jordmængder fra bjergene ned i lavlandet. I køligere klimabælter har vildbækkene i bjergene samme funktion. Endelig kan kraftig nedbør bortskylle frugtbar agerjord.
Regnvandserosion af skrånende havegange modvirkes bedst ved trin af træ eller beton.
Vanderosion kan modvirkes ved bygning af høfder i havet, ved sikring af flodbredder med faskiner og ved bygning af reservoirer og kanaler til opsamling af regnvand. Stejle dæmninger og vej skråninger kan sikres ved sprøjtning med en blanding af græsfrø og asfalt-emulsion, der sammenkitter jordpartiklerne uden at hindre plantevækstens trivsel.
Isbræer og smeltevand kan fremkalde erosion, hvis resultat kan være frugtbare moræneaflejringer, ofte fjernt fra oprindelsesstedet.
Vinderosion er særlig udbredt i ubevoksede eller svagt bevoksede områder som ørkener, stepper og savanner. Her kan sandflugt og jordfygning flytte
betydelige jordmængder og ofte begrave tidligere frugtbar og dyrket jord. Sandflugt modvirkes bedst ved fuldstændig tilplantning af arealerne (marehalm og hjælme på klitterne, græsafgrøder på markerne). En jorddækning med groft grus eller sten kan have samme virkning. Det anvendes bl.a: i Sydens vinmarker, hvis løse, rødfarvede jord beskyttes af tykke lag af småsten. Endelig kan sandflugt og jordfygning dæmpes ved tætte systemer af læhegn og læbælter vinkelret på de fremherskende vindretninger eller ved plantning af klitplantager.