Honningdug (her på fuchsiablade) er de sukkerholdige ekskrementer fra bladlus og skjoldlus og kan om sommeren dække blade og grene på træer og vegetationen under dem som et fedtet, glinsende lag, der ud på sensommeren kan blive næsten blæk sort. Bladlusenes ringe udnyttelse af næringen i den plantesaft, de opsuger, medfører, at honningduggen ved udskillelsen er ret næringsholdig. Den kan derfor fungere som vækstgrundlag for de mørke skimmelsvampe, der under navnene sodskimmel eller branddug er skyld i, at mange planter, f.eks. blade og frugter af æble og blomme, får et lidt ulækkert udseende hen på sommeren. Ligeledes tiltrækkes bier, fluer, gedehamse og snegle ofte af det søde lag, og visse myrer opsøger og beskytter bladlusekolonierne for at kunne »malke« lusene for honningdug, som udgør en vigtig del af myrernes føde.
I forbindelse med meget store mængder af bladlus kan honningduggen svække planterne, fordi bladenes spalte åbninger stoppes til; oftest er det dog kun de sorte skjolder, der generer. Det er i praksis næsten ugørligt at rense bladene for honningdug, når den først er udskilt; man må satse på bekæmpelsen af bladlusene i foråret og forsommeren.