Indavl er avl mellem nærbeslægtede individer som helsøskende, forældre og afkom og inden for planteavlen tillige befrugtning af en ellers fremmedbefrugtende plante med dens eget pollen. Resultatet af indavl bliver for mange arter, at visse arvelige egenskaber bliver stærkt dominerende, mens andre næsten forsvinder. I praksis er resultatet som regel, at afkommet degenererer ved fortsat indavl.
En del planter er dog helt indstillet på indavl; det gælder f.eks. havebønne og ært, hvis pollen overføres til støvfanget i samme blomst, enten ved blomstens åbning, ved rystelse af planten eller ved insektbesøg. Derved udløses en mekanisme, som får støvdragerne til at overføre støvet.
Det normale hos planterne er dog, at der skal foregå en fremmedbestøvning, for at der kan dannes frugt. Pollen kan enten ikke spire eller spirer dårligt på samme blomsts støvfang. Mange plantearter beskytter sig mod indavl. Det kan ske ved, at støvdragerne modner før støvfanget, eller efter, at dette er visnet. Det gælder bl.a. de almindeligste frugt arter.
Hos typiske fremmedbestøvere vil indavl ret hurtigt vise sig ved en tydelig degeneration med dårlig vækst, dårlig frugtsætning og frø, som spirer dårligt og uensartet. Denne virkning kaldes for indavlsdepression. I naturen vil afkommet efter indavl hurtigt gå til grunde.
Indavler man under kontrol, kan man i løbet af få år fremavle en række degenererede planter med ret bestemte arveanlæg, de såkaldte indavlslinjer. Krydser man to sådanne linjer, ophæver man indavlen og får en generation, F1-generationen, som er meget kraftig og ydedygtig. I mange plantekataloger finder man betegnelsen F1 anbragt efter sortsnavnet på en køkkenurt eller sommerblomst. Det angiver typer med særlig fremragende egenskaber. Se også artiklerne F1-hybrider og Krydsningsfrodighed .