Kopulation er latin og betyder sammensmeltning eller forbindelse. Ved kopulation forstår botanikere og zoologer den sammensmeltning af to kønsceller, som er grundlaget for al kønnet forplantning. Resultatet af kopulationen er dannelse -af en celle, som indeholder begge de kopulerede kønscellers kromosomsæt, altså deres arveanlæg, og som kan udvikle sig til et nyt individ.
Gartnere og havebrugere anvender også betegnelsen kopulation for en enkel podningsmetode, der anvendes, når podekvist og grundstamme har samme tykkelse. Begge tilskæres med lige lange skråsnit, og de to snitflader lægges mod hinanden, ombindes med bast og smøres med podevoks.
Kopulation foretages bedst tidligt om foråret, fra sidst i februar til sidst i april. Podekvistene skæres af moderplanten tidligt på vinteren og opbevares i tørvestrøelse på et beskyttet sted, så de dels ikke tørrer ud, dels ikke får sol og varme, som kan vække dem af vinterdvalen. Podekviste skæres bedst af unge, sunde skud.
Skal man fremstille nye træer, bruges grundstammer, som er plantet ud om
efteråret før podningen; men kopulation foretages også på ældre grundstammer, hvor okulation er slået fejl. Grundstammerne er da ca. et år ældre. Kopulation kan også bruges ved ompodning af ældre frugttræer, som Ønskes forsynet med grene af en anden, bedre sort. I dette tilfælde må de grene, der skal podes på, ikke være for gamle. Ved ompodning skæres træet tilbage et år før ompodningen, så det danner unge skud, som er gode at kopulere på.
Den simpleste form for kopulation består i, at grundstammen eller grenen klippes ned til den ønskede højde, hvorefter der skæres et 3-4 cm langt skråsnit op til afklipningsstedet. Nederst på podekvisten skæres et tilsvarende skråsnit , hvorefter podekvisten foroven skæres over en knop. Snittet på podekvisten presses derefter mod grundstammens skråsnit, så at vækstlaget (kambiet) fra de to dele kommer i kontakt på så stort et stykke som muligt; vækstlaget er cellevævet mellem ved og bark. Derefter vikles bast om de to plantedele, så at de holdes fast, og samlingen dækkes med podevoks, så der ikke er en eneste udækket plet. Såret, hvor podekvisten foroven blev klippet over en knop, dækkes også med podevoks; podevoksets opgave er at forhindre udtørring. Kopulationen bliver bedst, når grundstamme og podekvist har samme tykkelse. Podekvisten bør aldrig være tykkere end grundstammen eller grenen; at den er tyndere, er ikke så slemt. Er grundstammen eller grenen tykkere end podekvisten, bør man prøve at lave skråsnittet, så at det passer til podekvistens snit.
Mange begyndere har svært ved at holde podekvisten på plads under bindingen og påsmøringen af podevoks og bliver derfor skuffede over resultatet. Dette kan dog afhjælpes, hvis man bruger kopulation med tungesnit.
Tungesnit: Grundstamme og ædelris skæres til som ovenfor nævnt. Derefter skæres et ca. 2.cm langt snit på langs ned gennem grundstammen mellem grundstammens øverste spids og marven, lidt nærmere marven end spidsen. På podekvisten skæres et tilsvarende snit mellem skråsnittets spids og marven. Ved samlingen af grundstamme og podekvist presses podekvistens øverste flig ned i grundstammens snit; grundstamme og podekvist vil da klemme sig fast til hinanden. Vækstlagene skal røre ved hinanden på så stor en flade som muligt. Når samlingen er sket, bindes der, og der dækkes med podevoks. Tungekopulationen har den fordel, at sammenvoksningsoverfladen mellem grundstamme og podekvist bliver større end ved simpel kopulation. Kopulation anvendes foruden til frugttræer også ved formering af gyvel, storblomstrede klematis m.fl.
Se også artiklerne Okulation, Ompodning, Podning, Spaltepodning og Triangulation.