Mennesket har op gennem tiderne udnyttet planterne ikke alene som fødemiddel, men også som lægeurter, og det gælder både de ufarlige og de stærkt giftige. De giftige kunne i ganske små doser virke helbredende; men tærsklen blev ofte overskredet. Folkemedicinens lægeurter var en blanding af læge- og trolddomsurter og blev fortrinsvis brugt af »kloge« mænd og koner. Den formodede hjælp beroede ofte på tradition, og nytten var mange gange tvivlsom, da den egentlige virkning af medicinen ikke kendtes. De lægeurter, der anvendtes på apoteker, har en noget anden baggrund. Anvendelsen af mange af de vildtvoksende og alle dengang indførte planter begyndte i Norden med munkene, der kom hertil i middelalderen og som må betragtes som de første egentlige læger her. Munkene indvandrede fra sydligere lande i Europa og bragte mange planter med, der ifølge tradition og erfaring var anvendelige mod en række forskellige sygdomme. I forbindelse med klostrene anlagdes haver, hvor lægeplanterne dyrkedes indtil reformationens indførelse, hvorefter de fleste klostre blev nedlagt eller forfaldt. Apotekerne dukkede op, og i apotekerhaverne voksede nu de mange lægeplanter, der tidligere blev dyrket i munkehaverne.
De første apoteker anvendte fortrinsvis medicin af de planter, der dyrkedes i disse haver, senere suppleret med indført plante medicin fra varmere lande. I dag fremstilles mange af de virksomme stoffer, der findes i lægeplanterne, ad kemisk vej.
Lægeplanter kan dyrkes i vore haver som kuriosum, som prydplanter eller til fremstilling af forskellige former for urtete.
Advarsel: Undgå dyrkning af stærkt giftige planter, som kan være farlige for børn eller ukyndige besøgende!
Baldrian (Valeriana officinalis), af hvis rod man udtrækker baldriandråber, et gammelt husråd mod nervøsitet.
Bladene hos salvie (Salvia officinalis) anvendtes som slimopløsende lægemiddel.
Lægeplanter kan studeres i samlingerne i botaniske haver, i urtehaven ved Æbelholt Kloster i Nordsjælland, i den historisk-botaniske have ved Gåsetårnet i Vordingborg, i urtehaven i Den gamle By i Århus og i urtehaven ved Spøttrup i Salling.
Se i øvrigt artiklen Giftplanter samt artiklerne om de enkelte lægeplanter, nævnt i Planteskemaer.
Mange planter har gennem tiden været anvendt som lægemidler.
Her er nogle af dem:
Tormentil kaldes også for blodrod, fordi dens gennemskårne rod er rød.
Blodrods-te blev tidligere brugt mod blandt andet diarre. Tre spsk. finthakkede rødder koges i en halv liter vand i et kvarter.
Pil indeholder et stof beslægtet med acetyl-salicylsyre. Det hjælper mod hovedpine at tygge på den bitre bark fra en pilekvist.
Velduftende kamille er godt mod alting! Kamillete virker beroligende og er god mod forkølelse.
Følfod et gammelt middel mod hoste. Følfod-te laves af hakkede blade, som trækker ca. 10 minutter og sies.
Almindelig røllike. De tørrede blomster kan anvendes som te mod forkølelse. Afkoget blev også brugt som sårrensende middel.
Bredbladet vejbred virker sårrensende. Et rengjort vejbredblad kan lægges på som plaster. Vejbred tygget og blandet godt med spyt kan dulme de værste myggestik.
Almindelig mjødurt blev tidligere brugt som tilsætning til forskellige drikke. Du kan lave en herlig te af blomsterstandene. Teen virker ligesom pilebark mod feber og hovedpine, men smager meget bedre.
Læs mere i bogen: Lægeplanter fra Apotekerhaven i Den Gamle By.